Mette Bock: Løft blikket og ret ryggen. Verden er også god

Der har alle dage være trusler i menneskers liv, og vi har alle dage fundet løsninger, siger præst og tidligere kirkeminister Mette Bock

Mette Bock, født i 1957, er sognepræst i Hansted-Lundum og Østbirk-Yding Pastorat samt tilknyttet psykiatrisk afdeling på Regionshospitalet i Horsens. Tidligere folketingsmedlem (LA) og kultur- og kirkeminister.
Mette Bock, født i 1957, er sognepræst i Hansted-Lundum og Østbirk-Yding Pastorat samt tilknyttet psykiatrisk afdeling på Regionshospitalet i Horsens. Tidligere folketingsmedlem (LA) og kultur- og kirkeminister. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Hvad er det værste ved denne tid?

Jeg bliver trist over den modløshed, en del unge giver udtryk for. De såkaldt klimaangste og vaccineskeptikere fylder meget, og jeg har virkelig ondt af dem. Det er, som om corona-generationen har mistet noget af den energi og livslyst, det er fuldstændig afgørende at være i besiddelse af, når man har et langt liv foran sig.

Hvad er det bedste ved denne tid?  

At der faktisk sker mange fremskridt i verden trods tidens krig og naturkatastrofer. At være realist indebærer, at kriser skal ses i øjnene, men også at vi lader blikket hvile på alt det gode. Der er færre, der sulter, og flere, der lærer at læse. Der er færre, der lever under fattigdomsgrænsen, og videnskaben bryder konstant nye veje. Og vigtigst af alt – mennesker overalt i verden formår fortsat at elske, at hjælpe hinanden generøst og at drage omsorg for Guds skaberværk. I det små, men også i det store.

Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?

Jeg er realist og ser problemerne i øjnene. Men jeg prøver at skelne mellem, hvad jeg kan ændre på, og hvad jeg ikke kan. Jeg insisterer på håbet. Både i min familie og i mit embede som præst. Jeg har etableret et kvindekabinet i et af mine sogne, og her har vi netop arbejdet med temaet håb. Tilmeldingerne sprængte alle rammer, så vi måtte lave en ekstra aften. Der er tydeligvis behov for at tale om, hvordan vi kan grave håbets sten ud af fortvivlelsens klippe. 

Hvor finder du håb?

Overalt. Jeg lærte gennem en vanskelig ungdom, at det ikke hjælper noget at grave sig ned i fortvivlelse. Det gør tværtimod alting værre. Så jeg har trænet mig selv til at se og finde alt det fine og håbefulde i tilværelsen. Ser du det, kan du overkomme mange vanskeligheder. Der har alle dage være trusler i menneskers liv, og vi har alle dage fundet løsninger. Dér, hvor vi ikke selv slår til, må vi tillidsfuldt lægge resten i Guds hænder. Dét giver livskraft og håb, selv når alt håb synes ude.

Hvad håber du på?

Grundlæggende det samme som alle mennesker på hele jorden: fred, frihed og kærlighed mellem mennesker. Slægt skal følge slægters gang, og vores grundlæggende håb ændrer sig ikke over tid.

Nævn en bog, en film eller en anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb.

Som præst finder jeg hele tiden nye dybder i Bibelens tekster og ikke mindst i de mange nye bønner og salmer, der bliver skrevet i disse år – for eksempel Simon Grotrians "Guds nåde er en vintergæk" fra 2006. Vi har et helt ocean af håb, der ligger lige foran os. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at dele dette med mine medmennesker.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre, der mangler håb?

Løft blikket og ret ryggen. Tilgiv andre og giv plads til håbet. Verden er – også – god.