Malene sad ved sin vens side, da han skulle dø. Var det en engel, hun mærkede?

Malene bad Gud om hjælp, da hun sad ved sin døende vens sengeleje. Midt i al sin ulykkelighed og magtesløshed mærkede hun pludselig en varme, der svøbte hende og gav hendes ven ro

Midt i al min træthed og ulykkelighed, ja ringe formåen, mærkede jeg pludseligt en varme. Som om en kæmpestor kappe varsomt blev svøbt omkring mig.
Midt i al min træthed og ulykkelighed, ja ringe formåen, mærkede jeg pludseligt en varme. Som om en kæmpestor kappe varsomt blev svøbt omkring mig. . Foto: Masaaki Komori/Unsplash.

Kære brevkasse

Jeg læser med interesse alle jeres svar i brevkassen. Der har i de senere måneder været flere breve om døden. Der er skrevet både om livet før og efter en pårørendes død. Da jeg selv har oplevet nogle tilfælde desangående, havde jeg ved min vens død en oplevelse. Det var og er en kostelig ting, som jeg opbevarer i mit hjerte. Samtidig er der også noget blufærdighed ved at sætte ord på det. Den person, der døde, var min ven gennem 20 år. Her kommer beskrivelsen:

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Allerførst på eftermiddagen havde jeg i et ubemærket øjeblik hentet en salmebog i skabet inde i stuen. Den kunne der godt blive brug for inden så længe. Alene om det hele, som jeg var nu i disse dage og timer, var det godt at have den ved hånden. Jeg lagde diskret den sorte salmebog med guldsnit i vindueskarmen. Et sted, hvor han ikke lige kunne få øje på den. Det ville måske gøre ham bange, og vi blev jo begge to ved med at tro på, at der endnu var et stykke af livet tilbage. Den forhåbning blev vi begge ved med at pleje som en kostbar plante. Ingen af os turde lade være med at tro på endnu en tid sammen på livets vej. Men han har sikkert haft en fornemmelse af, at nu var det svært at tro på helbredsmæssig fremgang, og nu lå han altså der og kunne næsten intet mere.

Han så op på mig for at sikre sig, at jeg var lige der hos ham. Jeg sendte ham et lille smil. Med mellemrum sad jeg lidt hos ham på sengekanten, ellers sad jeg på stolen lige ved sengen. Derfra kunne jeg også se lidt ud i haven, hvor fuglene sad i det store magnoliatræ, som kort forinden havde blomstret så smukt.

Tiden gik. Jeg bad til Gud om, at alt måtte gå godt, og at jeg måtte have styrke til at hjælpe ham. Mens jeg sad på stolen og læste lidt i salmebogen, var jeg ved at tænke på, om jeg skulle synge en salme. Men jeg gjorde det så ikke alligevel. Det ville nok være en for fremmed tanke lige nu. Jeg nøjedes så med selv at læse lidt i bogen.

Det var nu, som om der faldt lidt ro på hans åndedræt. Men så lå han igen med åbne øjne, og han så op på mig igen. Så sagde han nogle ting, som jeg knap kunne forstå, men jeg lyttede intenst. Pludseligt løftede han armene op fra dynen, som ville han række mod himlen. Med øjnene rettet mod mig sagde han så lige med et: ”Noget stort skal ske.”

”Ja,” svarede jeg, det var det eneste, jeg kunne svare, og sagde så igen: ”Jeg bliver her hos dig, jeg går ikke fra dig – og dine børn kommer også snart.” Han nikkede svagt og lukkede øjnene og faldt til ro igen.

Nogle timer gik igen uden nogen egentlig forandring, bortset fra hans evige besvær med vejrtrækningen og skiftende uro og dvale. Jeg følte mig lidt alene og tænkte på, hvad jeg dog magtede nu. Men give op kunne jeg ikke. Jeg havde jo lovet at være der – nu var det om at være tapper. At græde kunne jeg ikke tillade mig. For jeg var sikker på, at gråden ville overmande mig, så jeg slet ikke havde kræfter mere til at kunne hjælpe ham.

Jeg bad igen til Gud og til Kristus om hjælp til, at der dog kunne falde lidt ro på igen. Jeg var fortvivlet og var aldeles magtesløs. Gråden var ved at tage over indimellem, men det måtte ikke ske.

Midt i al min træthed og ulykkelighed, ja ringe formåen, mærkede jeg pludseligt en varme. Som om en kæmpestor kappe varsomt blev svøbt omkring mig. Som en stor pels, der er lagt hen ved en kakkelovn for at blive lunet. Midt i min undren over den varme, der havde omsluttet mig, så jeg nu, at min ven sov roligt og næsten uden besvær med vejrtrækningen.

Der var igen en stund med tryghed og fred. Jeg rejste mig og rettede lidt på hans tæppe. Jeg listede ud i køkkenet og tog en slurk vand og gik tilbage med et glas vand i hånden. Han sov stadig trygt og roligt.

Sidst på dagen kom hans børn og børnebørn og kunne hver især sidde lidt hos ham i korte øjeblikke. Og således gik aftenen og det meste af natten også. For langt hen på natten eller lige før morgengryet sov han hen. Et smukt liv var endt. Alt var stille nu.

Venlig hilsen 

Malene

Kære Malene

Tak for din meget fine og følsomme måde at beskrive dit samvær med din døende ven. Egentlig tænker vi, at ordene skal have lov til at stå der for sig selv til eftertanke.

Vi synes, det er så fint, at du midt i det svære og midt i den gråd, der er lige ved at overmande dig, bliver trofast på din post, således at du holder det løfte, som du har givet, om at være hos ham. Det må være rigtig godt at være forvisset om, at man ikke er alene i de sidste timer. Og det må være godt at have en ven ved sin side, som beder for en, og som er nærværende og følger en på vej fra livet til døden. Det bliver så roligt og værdigt, det, du fortæller, selvom det også opleves svært.

Det er stærkt at læse, at du midt i hele forløbet oplever en favnende ro. Vi kommer til at tænke på det, som nogle har oplevet: at der ”gik en engel igennem stuen”. Både det, at din ven fortæller, at der skal ske noget stort, og at du får en varme som fra en anden verden. På en måde kan det kun beskrives med metaforer. Det kan jo være en engel eller Guds kærlighed, der favner jer begge, eller hvordan man mon tolker det bedst. En kappe omkring dig som beskyttelse i situationen minder os om, at kappe på latin hedder pallium. Det er lige netop det ord, som er baggrunden for palliativ behandling, som er den værdige vej med omsorg for vores ånd, sjæl og legeme den sidste tid i vores liv.

Det var godt, at du fik det, du trængte til at være der for din ven. Og selvom du ikke sang fra salmebogen, så var den hos dig, og tonen fra dens indhold skinnede på en måde ind i den kærlighedsgerning, som du gav din ven ved at være hos ham på hans sidste livsstrækning. Og det var også godt at høre, at de små og de store i slægten fik sagt et sidste farvel, inden livet ebbede ud, og alt blev stille.

Mange hilsener

Annette og Jørgen