Dagens stadie af ugidelighed: Jeg væltede kaffen på bordet foran mig, og i stedet for at rejse mig og hente en klud helt ude i køkkenet blev jeg siddende, tog min trøje af og tørrede kaffen op med dén.
Man skulle måske ikke tro det, men om lidt bliver jeg 32 år. Et mærkeligt tal, som jeg har nærmet mig med slæbende skridt. Ikke af forfængelighed, men fordi jeg, da jeg var yngre og troede, at 32 var gammelt, havde en “livs-liste” med en masse punkter på. Ud for “32 år” stod der “børn”. Og dem er der altså ingen af i horisonten.
Dengang, jeg skrev listen, troede jeg, at livet var noget, man kunne planlægge sig igennem, kontrollere og “have styr på”. I dag får tanken mig til at le eller krumme tæer alt efter humøret, og det er “safe to say”, at mine 30’ere indtil videre ikke er gået helt, som jeg troede, de ville. Jeg havde for eksempel ikke forudset, at jeg som 32-årig ville bruge det meste af min fritid på at tegne fan-tegninger af karakterer fra mine yndlings tv-serier, købe nye bøger hver uge, selvom jeg endnu ikke har læst dem, jeg købte sidst, eller på at ømme mig over en (meget) gammel skarpkantet kærlighed, samtidig med at jeg glemmer at svare på beskeder fra nye bekendtskaber, som ellers får mig til at grine og synes, jeg er smuk (undskyld for pokker!).
Måske er det meget godt, at jeg lige nu ikke er ansvarlig for andre end undertegnede og især ikke for et barn bestilt af en naiv 21-årig udgave af mig selv. Ville jeg overhovedet have noget klogt at byde på? Hvad ved jeg egentlig efter 32 års levetid?
- At kaffepletter er svære at vaske af en lys trøje, hvis man lader dem tørre.
- At man, hvis man ikke kan overskue at lave en sandwich, faktisk godt bare kan spise delene enkeltvis - kroppen er ligeglad.
- At der i 2002 var syv dræbte i højresvingsulykker i Danmark.
- Hvordan et menneskes hånd føles, når det dør.
- At frikadellefars bør trække, så længe det tager at drikke to øl.
- At chokolade kan løse mange problemer.
- Hvordan babyer laves.
- Hvordan en jordemoder ser ud i ansigtet, når hun ikke kan finde et fosters hjertelyd.
- Hvor godt pinot gris smager, når man køber den i den lokale vinbondes bod i Alsace og drikker den på gåturen hjem mellem vinrankerne og morgenen efter ikke kan huske, hvordan man fandt tilbage til hotellet.
- At vintergækker trives godt på kirkegårde.
- At digterne havde ret.
- At ens forældre ikke altid havde.
- At filmen Dune fra 1984 er håbløst overvurderet i min vennekreds.
- At de, der elsker dig, vil køre fra Silkeborg til København bare for at lave kyllingesuppe til dig, fordi de hørte, du var syg.
Det er - som livet - en blandet landhandel med enkelte lærdomme, som man måske gerne ville have været foruden. Og man kan blive frygteligt, urimeligt fortørnet over dem, der ikke har de samme, samtidig med at man for deres skyld håber, at de vil forblive uvidende for evigt. Her tænker jeg naturligvis særligt på at skulle se filmen Dune fra 1984 - sjældent har jeg fået opbygget så store forventninger til noget, der slet, slet ikke kunne leve op til det.
Men - altså - måske er en af de vigtigste lærdomme, at forventninger og dem, der ender uforløste, skal tages med et gran salt.
For mellem skuffelsen og den dårlige dømmekraft er der også altid noget at lave og nogen at elske, og jeg plejer jo at vågne om morgenen efter de nætter, hvor jeg har troet, at verden ville gå under, så mon ikke det nok skal gå alt sammen.
Eller hvad siger de kloge?
Digteren Andrea Gibson skriver: “På trods af mine knyttede næver elsker jeg livet”, sangeren Camila Cabello synger: “That's just life, baby”, min far siger det samme som hende - blot på jysk (“Sådan er det bare”), mens min ekskæreste sagde: “ Det kunne også blive bedre”. Jeg prøver at lytte lidt til dem alle sammen, men den, jeg bedst kan lide, er en tilfældig, anonym internet-bruger, som skrev:
"Hayao Miyazaki sagde, at ægte kærlighed findes mellem dem, der inspirerer hinanden til at leve.. som erkender, hvor hårdt det er at leve og alligevel sætter den ene fod foran den anden hver dag."
Vi kom lidt skævt ind på hinanden, 30’erne og jeg, men nu tager jeg lige en øl, og så prøver vi igen i morgen. Én fod ad gangen.
Skål!
Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.