Margrethe Kähler: Vores hjerne kan så meget

Jeg er vild med hjerner. Disse utrolige valnøddekerner, der rummer vores samlede levetid, vores erfaringer og skaber vores identitet på godt og ondt, skriver Margrethe Kähler

Det er fascinerende, at vi ser dybere, jo mere erfaring og engagement vi har, skriver Margrethe Kähler.
Det er fascinerende, at vi ser dybere, jo mere erfaring og engagement vi har, skriver Margrethe Kähler. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Hver dag strømmer verden ind i vores bevidsthed gennem vores sanser: dufte, berøringer, billeder, lyde, smagsoplevelser. De stærkeste erindringer involverer alle sanser og følelser, som når vi gemmer vores ansigt i skulder og nakke på vores babyer og indsnuser deres duft. Mærker hudens blødhed. Knuger dem ind til os, parat til at beskytte dem mod al ondskab og fortræd. En urfølelse med en enorm intensitet, hvor logik er sat på pause. Lidt som i elskov, hvor tiden ophæves, og vi ikke kan skelne mellem os selv og den anden.

Andre gange er det erfaring fra arbejdslivet, der åbner døre til arkiver i vores hjerner. For eksempel hos frisør Samir i København. Han har mange faste kunder, for han er dygtig og elsker at tale med sine kunder om stort og småt. Han mærker hårets kvalitet og egenskaber gennem sine hænder og husker det til næste gang. Også hvad de talte om. En dag stod en mand i hans salon og fortalte, hvor glad han havde været for at blive klippet af ham for flere år siden. Først kunne frisøren ikke huske manden, men da han sad i frisørstolen, og Samir lod sine hænder glide professionelt gennem hans hår, var manden på plads i hans erindring, ligesom deres samtaler for år tilbage.

For nogle år siden fik jeg to nye knæ på én gang. Da jeg skulle til kontrol på hospitalet efter et par måneder, gik jeg hurtigt ned ad den brede gang til lægens åbne dør, hvor han stod og kiggede. Efter fem minutter sagde han: ”Tag du blot hjem igen, for jeg kan se på din gang, at det hele funker, som det skal.” Han havde set så mange knæopererede, at hans kliniske blik fortalte ham, at patienten her var helt i orden.

For 30 år siden skrev jeg en bog, ”Faste forhold ønskes”, om 24 gamle mennesker på Frederiksberg, der fik hjemmehjælp. En dag spurgte jeg tankeløst en af kvinderne om hendes medicin. Hun rørte mig let på armen og sagde: ”Er det vigtigt?”. Det var uden for min egentlige opgave, så jeg blev flov. Jeg glemmer aldrig hendes diskrete budskab: Gå aldrig for tæt på noget følsomt, hvis du ikke har fået lov.

Brudstykker af hvert eneste interview fra bogen har brændt sig fast i min hjerne, fordi de rører ved eksistensen som gammel og svækket. Her er ensomhed, længsel efter berøring, bitterhed og ønsket om snart at dø. Mens andre vil leve så længe som muligt, trods alle mulige sygdomme. Humor, livsaccept og en smule fandenivoldskhed er deres måde at takle livet på.

Jeg husker i billeder. Engang spurgte en kollega, om jeg vidste, hvor den principielle sag, hun havde haft for et halvt år siden, lå: ”Til højre i din vindueskarm og tredjenederst i bunken, tror jeg.” Det stemte.

Min mor fortalte, at min dansklærer i underskolen var sikker på, at jeg lærte alle tekster udenad. Nej, de blev bare inde i knolden, når jeg først havde læst dem. En gang imellem bliver jeg totalt udmattet af disse billeder og tænker: Sluk nu, jeg vil sove.

Min ældste søn og hans sønner er vilde med bold og har spillet, siden de var små drenge. De ser ting, som os uden boldøje og mange års træning knap nok ænser. Forleden viste de mig den 41-årige tennislegende Roger Federers nylige afskedskamp ved Wimbledon: ”Se, hans berømte flydende spil er der stadig, selvom alderen har taget noget af hans gamle hurtighed og styrke.” De viste mig også en film med amerikanske basketspillere: ”Det er et tophold, men nogle af spillerne er særligt gode til at spurte og skifte retning på et splitsekund.”

Det er fascinerende, at vi ser dybere, jo mere erfaring og engagement vi har.

Vores hjerne kan så meget!