For Marianne Jelved, Kirsten Olesen og fem andre kvinder er arbejdslivet forbi. Og hvad gør man så?

Syv fremtrædende kvinder fortæller i ny bog om at give slip på det fag, som har formet dem

Marianne Jelved, psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, skuespiller ved Det Kongelige Teater Kirsten Olesen, og tidligere forbundsformand Lillian Knudsen medvirker i bogen "Vi ku' det hele" af Mette Vibe Utzon.
Marianne Jelved, psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, skuespiller ved Det Kongelige Teater Kirsten Olesen, og tidligere forbundsformand Lillian Knudsen medvirker i bogen "Vi ku' det hele" af Mette Vibe Utzon. . Foto: Robin Skjolborg.

Ved frokosttid tager politikeren, 78-årige Marianne Jelved (R), glaselevatoren i Proviantgården på Slotsholmen i København. Der er noget, hun skal. Og hun har disponeret sin dag, så hun kan overholde aftalen. Aftalen er med hendes yngste datters Welsh Springer-Spaniel.

I foråret meddelte Marianne Jelved, at hun ikke stiller op ved næste valg, og dermed er en epoke snart slut.

”Jeg går nu, fordi det på et eller andet tidspunkt bliver utroværdigt, at jeg ikke går.”

Som en forsmag på den frihed, som venter hende efter næste folketingsvalg, sørger den tidligere minister og politiske leder for at disponere sin tid, så hun kan gå tur med den rød-hvide spaniel i Bernstorffsparken lidt nord for København. Godt nok er det hendes datters hund, men den daglige gåtur med hunden i parken opfatter Marianne Jelved som en gave. De forstår hinanden, siger hun.

Den radikale politiker er en af syv kvinder, som medvirker i bogen ”Vi ku’ det hele”, som udkommer på onsdag på forlaget Gyldendal. Det er journalist Mette Vibe Utzon, der har talt med kvinderne, som alle har haft jobs, hvor arbejdslivet har fyldt meget. Og for nogle af de medvirkende fylder det fortsat, samtidig med at en epoke nærmer sig udløbsdatoen. De syv kvinder har været fælles om at få muligheder, som deres mødres generation ikke fik, og de har været enige om, at de ville gøre en forskel. Men når ens virke har fyldt, hvad gør man så, når arbejdslivet bliver fortid?

Marianne Jelved har stadig sin daglige gang på Christiansborg, men hun er begyndt at overveje, hvordan hendes tilværelse skal se ud, når hun ikke længere er folkevalgt. Hun tror det sværeste bliver at holde disciplinen.

”Jeg skal ikke længere aflevere noget i morgen. Så jeg må lave en plan for, hvad jeg vil bruge min tid på nu, og i hvilken rækkefølge det skal være. Hvem jeg skal sige ja og nej til, når folk beder mig om at komme og holde foredrag.”

En uventet nedtur

Lillian Knudsen, 76 år, var i to årtier formand for Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, og med til at fusionere forbundet med Specialarbejderforbundet, SiD, så det blev til 3F, som i dag er landets største fagforbund.

Et par år efter sammenlægningen besluttede hun sig for at gå på pension. Efter år fyldt med arbejde så hun frem til, at hun skulle gå hjemme og hygge sig i villaen i Dragør på Amager. At overgangen mellem arbejds- og pensionistliv blev svær, havde hun ikke forestillet sig. Ægtefællen, Harald Børsting, fortsatte sit arbejdsliv på mere end fuld tid som formand for LO, mens Lillian Knudsen skulle etablere en ny hverdag.

”Min datter er psykolog, og hun kunne mærke på mig, at noget var galt. Hvor svært det var for mig at gå fra et liv med en kalender, der var fyldt op med aftaler, til en tilværelse som pensionist. På et tidspunkt blev det så slemt, at hun var bekymret for, om jeg var ved at få en depression.”

Hendes datter foreslog, at hun kontaktede en psykolog. Lillian Knudsen fulgte rådet og husker, at hun brugte mange Kleenex hos psykologen. Lillian Knudsen konkluderede, at hun måtte give slip på det, som havde været, og fylde sit liv med noget andet. Hun tog et malerkursus på en aftenskole, og så begyndte hun at gå til andespil, sådan som hendes mor havde gjort det trofast i rigtig mange år.

Et par år efter hun var gået på pension, fik hun en opfordring, som hun først takkede nej til: Posten som formand for Faglige Seniorer. Følelsen af at blive brugt til gavn for andre vandt, og i nogle år var hun formand for organisationen.

Det er ikke mine mennesker mere

Skuespilleren Kirsten Olesen er 72 år og stadig erhvervsaktiv. Bogens titel: ”Vi ku’ det hele” er en replik fra hende.

”I min generation – Gud, vi ku’ det hele! Alt! Der var måske enkelte fag, hvor man skulle have høje karakterer, sådan noget som tandlæge og jordemoder, men hvis man gik i gang med noget, der ikke rigtigt passede en, kunne man jo altid begynde på noget andet.”

Hun var 19 år, da hun i 3.g. søgte ind på Odense Teaters elevskole og blev optaget, og hele sit voksne liv har hun spillet teater. Nu er hun pludselig den ældste.

”Tiden går jo. Alle de mennesker, jeg er vokset op med, er der ikke længere. Men de behandler mig meget pænt, de unge. Utrolig pænt. På teateret arbejder vi konstant på tværs af aldre. Og det er noget af det, jeg elsker ved teateret… Men det er jo ikke mine mennesker mere. Det er jo ikke dem, jeg har haft et liv sammen med på scenen og privat. Det er først nu, jeg ligesom er blevet ’den gamle’. De sidste seks-syv år er der sket en udskiftning af mange skuespillere på teateret.”

Mens Kirsten Olesen holdt fast ved teateret, har hun brugt de seneste år på at lære at leve et nyt liv. I 2013 døde ægtefællen, musiker Ole Ousen, som hun havde delt livet med i næsten 40 år.

”Jeg følte, jeg var et andet menneske sammen med min mand, end jeg er nu, hvor jeg er alene. Da han døde, vendte jeg tilbage til en ungdomsmelankoli, jeg havde, før jeg mødte ham … og det irriterede mig, at det skete. For jeg ku’ så godt lide hende den anden,” siger hun og smiler. ”Det, han gav mit liv, mangler. Den, jeg kunne få lov at være i hans nærvær, at blive set og accepteret 100 procent, lige meget hvad jeg gjorde, og hvordan jeg opførte mig.”

Det er blevet til et nyt liv med meget stilhed og en del ensomhed. Og så fylder venskaberne mere. Og når veninderne mødes, bruger de et kvarter på at tale om deres dårligdomme.

”Vi har jo alle vores, og det er en måde at komme af med det på. Og så snakker vi ikke mere om det!”

Ikke længere så dygtig

Flere af bogens samtaler kredser om at sige farvel, og det er, hvad psykoterapeut 80-årige Marianne Davidsen-Nielsen har brugt sit arbejdsliv på at lære andre. Mette Vibe Utzon spørger terapeuten, hvordan hun selv har taget afsked med sit arbejdsliv. Hun har blandt andet opsøgt professionel hjælp.

”Det, jeg har lavet i mit liv, er jo eksistentielt tæt på min sjæl, og mit arbejde hænger så meget sammen med min personlighed – at kæmpe, at tage over, passe på andre, min mor for eksempel. Jeg er blevet en rigtig ’redder’, som det hedder. Siden har jeg lært at forsøge at lade være med hele tiden at skulle redde andre. Men det er sørme svært. At være psykoterapeut har en narcissistisk side i sig. At ville redde verden og mennesker i nød giver jo fokus på egen storhed og usårlighed, og det er ret vanedannende.”

Marianne Davidsen-Nielsen har blandt andet undervist læger, og én lægegruppe holder stadig ved. Hun tilbringer en uge om året med gruppen, hvor hun superviserer dem. Sidst hun skulle af sted, følte hun sig både træt og gammel, men da hun kom hjem efter en uge, var hun fuld af energi og fik vasket gardiner. Hvis man får så meget energi af at arbejde, hvorfor er hun så holdt op?

”Fordi jeg er træt og ikke så dygtig mere, som jeg har været – synes jeg. I en psykoterapeutisk praksis skal man have et vist antal problemstillinger for at holde sig i gang. Jeg er god til at give konsultation, og folk kan ringe og spørge mig, eller vi tager en kop kaffe og taler om det og finder ud af, hvad jeg synes, der skal gøres – sådan kan jeg arbejde. Men jeg savner at være i flow, selvom man på en måde kan sige, at jeg aldrig holder rigtigt op.”

Marianne Davidsen-Nielsen er tilfreds med, at hendes job nu er at rydde op i sine ting og gå ture med vennerne, men det hun kalder ”redder-neurosen” er ikke sådan at pensionere. Hun finder ofte verdener at redde og ting at blande sig i.

”Mine børn er fuldstændig overfølsomme overfor, at jeg ikke kan dy mig for lige at foreslå noget, som jeg synes, gør livet lettere for dem – ’Mor, HOLD NU OP!’ Det er det samme med min mand, men det er skidt for ham og for nemt for mig at blande mig, fordi jeg er så vant til at have overblik.”