Merete savner sine voksne børn så meget, at hun græder om natten: Jeg er ved at dø af sorg

Meretes voksne børn ønsker ikke at have kontakt med hende. Meretes savn til børnene er så stort, at hun græder om natten. Hvordan finder hun glæde i et liv uden dem?

Merete føler, at hun er ved at dø af sorg, fordi hun ikke længere har kontakt til sine børn. Og hun har ikke nogen at tale med om det.
Merete føler, at hun er ved at dø af sorg, fordi hun ikke længere har kontakt til sine børn. Og hun har ikke nogen at tale med om det. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Jeg har hørt en af jeres podcast, som lige er udkommet, hvor I blandt andet taler om, at det er vigtigt for børn, at forældrene holder af hinanden. Det giver børn tryghed. Jeg er helt enig, men det er ikke altid sådan. Min egen situation var den, at min ægtefælle skældte ud, rakkede mig ned og til sidst sagde, at han ønskede mig død. Det hørte børnene på, mens de var mellem 10 og 15 år.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg søgte hjælp og rådgivning hos præster og forbedere, men det hjalp slet ikke. Det gjorde det bare værre. Jeg blev helt nedbrudt, græd og kunne ikke være i samme rum som min mand. Og det endte til sidst med, at vi blev skilt. Og jeg beholdt forældremyndigheden.

Tiden efter var også svær, fordi jeg skulle i gang med arbejde og en uddannelse, men jeg var utrolig lettet. Og efterhånden syntes jeg, at børnene og jeg fik et bedre liv. Jeg bar dog samtidig rundt på en fortvivlelse over, at vores liv var blevet sådan. Og også en skam over, at vi var så mislykkede som kristne mennesker. Børnene har siden sagt, at jeg svigtede dem ved ikke at blive skilt tidligere, men jeg håbede jo på Guds hjælp, fordi jeg heller ikke tænkte, at skilsmisse var godt.

Nu er der gået omkring 30 år. Børnene klarer sig godt og har deres egen familie. Men jeg er ved at dø af sorg, fordi vi ikke har kontakt, og jeg savner dem så meget, at jeg græder om natten. Jeg har forsøgt at tale med dem, skrevet breve, men de ignorerer alt.

I siger også i en podcast, at man skal tale med venner eller familie om sin sorg. Det er umuligt for mig at finde nogen, der kan håndtere det eller bare lytte. For de oplever jo ligesom mig, at det ikke nytter. Jeg har også talt med professionelle, uden at vi er kommet videre. Jeg er nødt til at leve uden kontakt med mine børn og deres familie, bortset fra sjældne begivenheder. Så jeg må forsøge at glemme, at jeg fik dem og holdt så meget af dem – og stadig holder så meget af dem. De var det vigtigste i mit liv. 

Min egen historie er en beretning om, hvor meget sorg, fortvivlelse og ensomhed der kan være, når familien går i stykker, og hvilke forfærdelige omkostninger det kan bringe. Jeg længes bare efter at komme herfra, men jeg har et gammelt familiemedlem, der ikke kan undvære mig. Jeg lever lidt et "dobbeltliv", da jeg er aktiv og har flere bekendte, men bag dette, så er jeg fortvivlet.

Måske er mit brev for personligt? Jeg kan ligefrem se sorgen som en stor tung sten, der fylder kroppen ud og tager mit liv. Jeg har prøvet alt for at få noget godt ud af mine sidste måske 15-20 år. Jeg har gået i terapi, hjulpet andre i nød, satset på kirkegang, bønner, breve, meditation, ja selv noget så specielt som uddrivelse af sorgen og håndspålæggelse samt hypnoseterapi.

Det føles, som om Gud ikke lytter, og jeg skal "straffes" resten af livet, fordi jeg forsøgte at redde vores ægteskab. Det synes, som om jeg aldrig burde være født, aldrig burde have giftet mig, eller fået børn. Hvad er Guds mening med mit liv? Jeg forstår ikke noget. Tak for jeres arbejde. 

Venlig hilsen

Merete

Kære Merete

Tak for dit brev. Du skriver, at det måske er for personligt til at komme i brevkassen. Men sådan forholder det sig ikke. Vi har igennem årene modtaget mange meget åbenhjertige breve, og vi tror og håber på, at læserne har gavn af det og får tanker til eget liv af at læse de ærlige beretninger fra det mangfoldige menneskeliv. Også når der ikke altid er en løsning.

Egentlig er der noget godt ved at høre personlige beretninger. Det upersonlige gør ikke indtryk i samme grad og berører ikke på samme måde. Så tak, for at du tager mod til dig og skriver om den hjertens smerte og sorg, der har været en del af dit liv i mange år. At læse om dine livskampe kalder på ydmyghed. For ordene bliver ikke så store, når man skal forsøge at finde svar eller mening i så megen lidelse.

Som du nævner, har vi lige udgivet 10 podcastepisoder om nogle af de emner, som især har fyldt brevkassen, siden vi begyndte med den i 1999. Det har været inspirerende at dykke ned i mere end 20 års brevkasser og samtale om det. En af de emner, som er dukket op igen og igen, handler om forældre, der mister kontakten til deres voksne børn.

Den fortvivlelse forstår vi fra hjertet. Det at miste kontakt med sine egne børn og dermed også ofte børnebørn er noget af det mest sårbare, vi som mennesker kan opleve i vores liv. Vores børn ligger dybt op ad vores hjerterødder, for de er noget af det allermest betydningsfulde, der er sket i livet. Og at miste kontakten til dem i en periode eller for altid er næsten ubærligt for de allerfleste.

Vi kan forstå, at du har forsøgt rigtig mange ting for at kunne bære din livsbyrde, og du skriver, at alle dine forsøg har været forgæves. Og sorgen bor overalt i dig, som en sten, der fylder det hele ud, siger du. Det kunne være godt, hvis den ikke havde eneret til at bo i alle dit livs celler, men at den kunne bo side om side og samtidig med nogle glæder, som er omkring dig i naturen, i kunsten, litteraturen og i andre relationer. Den sorte dybfrosne sorg skal ikke være chef i din tilværelse.

Du har forsøgt på forskellig vis genne mange år at få kontakt med dine børn, uden at det er lykkedes. Hvor svært det end lyder, så må du nok opgive det ønske og det projekt, som du af hele dit hjerte ønsker dig. Du bliver nødt til at ”begrave” dine kære. Og når nogen dør fra os, og vi ikke længere skal ses, så forsvinder sorgen ikke, men den må finde en plads med tiden, så man alligevel kan fange livet ind i mellem.

Vi kunne ønske for dig, at du fik rejst dig op efter dine utallige kampe og med sorgen i sindet insisterer på at få gode oplevelser i dit liv, og ikke blot tænke på at du skal have det hele overstået. Det er ikke et dobbeltliv, men et integreret ærligt liv.

Måske skulle du prøve nogle helt nye ting, som du ikke har gjort før, som kunne skubbe dig lidt mere ind i livet. Måske skulle du gå på aftenskole, måske tage på højskole, måske skulle du tage ud at rejse på en rejse, som er interessant arrangeret, så du kunne se steder og egne sammen med andre i lande, hvor du aldrig har været.

Vi må også have med i vores svar, at mange mennesker efter mange års kampe og lukkede veje for at finde fodfæste, kan udvikle en noget slidt hjerne og et belastet mentalt system, som kan give tilbagevendende depressive tanker om ikke at ville leve. Vi håber, at du har en god læge, som du kan drøfte dette med. Vi tænker ikke, at sorg kan fjernes med medicin, men nogle gange kan en kronisk sorg udløse en depression. Og det er en behandlingskrævende tilstand, som lægen gerne skal kunne hjælpe med.

Og så kan vi desværre ikke svare på, hvor Gud er i alt det smertefulde. Måske er han en, der lider med sine kære børn, når de har det svært? Måske finder vi aldrig en mening med det, som skete? Måske sker der et eller andet en dag, som vi slet ikke havde forudset?

Mange hilsener

Annette og Jørgen