Mest af alt holder Henrik Dam Kristensen af hverdagen

Tabet af to små døtre har formet Henrik Dam Kristensen som menneske. Men det er hverken den store sorg eller de politiske sejre, der definerer hans liv. Det er alt det derimellem

I over 30 år arbejdede Henrik Dam Kristensen i Folketinget i København, med en afstikker til Europa-Parlamentet i Bruxelles. Nu skal han vænne sig til at være i hjembyen Grindsted, også mandag til fredag.
I over 30 år arbejdede Henrik Dam Kristensen i Folketinget i København, med en afstikker til Europa-Parlamentet i Bruxelles. Nu skal han vænne sig til at være i hjembyen Grindsted, også mandag til fredag. Foto: Bo Amstrup.

En tirsdag formiddag i november satte Henrik Dam Kristensen sig foran sit tv for at se VM i fodbold. Han følte straks, at det var noget af det mærkeligste, han længe havde gjort. 

Mens bolden strøg over grønsværen, rungede et spørgsmål i hans hoved: Kan jeg tillade mig det? Kan jeg tillade mig at sidde her uden at udrette noget som helst?

“Det var en irrationel tanke. Jeg forsømte jo ingenting ved at gøre det. Men jeg har bare ikke gjort det før,” siger han.

Siden han blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 1990, har han haft en bestemt rutine: Han tog fra Vorbasse og senere Grindsted til København om mandagen, holdt møder og deltog i forhandlinger til sent om aftenen og vendte først tilbage til hjembyen fredag eftermiddag. Han fik omkring 80 mails og 20 sms-beskeder hver dag, hvoraf han var nødt til at forholde sig til en tredjedel med det samme. Der var fart på det meste af tiden. 

Nu er der pludselig stille.

66-årige Henrik Dam Kristensen, der blandt andet har været fødevareminister og beskæftigelsesminister, gruppeformand i Socialdemokratiet og senest formand for Folketinget, gik på pension efter det seneste folketingsvalg den 1. november 2022. Han holder stadig foredrag – og mange af dem – og han har også bestyrelsesarbejde. Men den politiske karriere har nået sit punktum. Han har slet ikke været i København siden november. Og han er stadig i gang med at vænne sig til den nye livsfase.

“Jeg er helt sikker på, der er et liv efter Christiansborg, men jeg leder stadigvæk efter det,” siger Henrik Dam Kristensen, idet han fragter en kop kaffe gennem murermestervillaen i Grindsted, 280 kilometer fra folketingssalen, og sætter sig ved spisebordet. 

“For eksempel fylder nyheder jo meget for en aktiv politiker. Jeg øver mig i ikke at tjekke mediernes hjemmesider så meget mere, men jeg skal stadig have fundet et normalt leje. Hvis du er fisker, bliver du sikkert også ved med at tjekke, hvordan vejret er.”

“Det tager også lidt af ens identitet, ens drift fra en, når man stopper. Det kan jeg bare mærke nu. Jeg har oplevet at leve i en boble, en meget privilegeret boble, hvor selv basale ting som at bestille en tid til frisøren eller tandlægen er blevet gjort for mig. Pludselig står man der og skal finde telefonnummeret til sin tandlæge.”

Han smiler. Og skynder sig at slå fast, at det ikke skal lyde som en klagesang. For han har også fået meget ved at trække sig fra det politiske liv. Særligt én ting: frihed.

"Hvis jeg havde lavet et godt forlig i løbet af ugen, fik jeg ros for det i boblen på Christiansborg, men når jeg stod i Brugsen i Vorbasse, var der ikke nogen, der havde opdaget det. Det tror jeg er sundt."
"Hvis jeg havde lavet et godt forlig i løbet af ugen, fik jeg ros for det i boblen på Christiansborg, men når jeg stod i Brugsen i Vorbasse, var der ikke nogen, der havde opdaget det. Det tror jeg er sundt." Foto: Bo Amstrup

Han mærker den ikke bare, når han ser fodbold en tirsdag formiddag eller tramper på sin spinningcykel i villaens kælder, mens han ser tv – for tiden DR-dokumentarserien “Et sted, to verdener”. Han mærker det i særlig grad, når hans toårige barnebarn er på besøg, to-tre gange om ugen. I stuen i Grindsted, hvor han nu befinder sig de fleste af ugens dage, har han indrettet et hjørne med legetøj i en kasse, og på lædersofaen foran bagvæggen sidder frøen Kaj, dukken fra Kaj og Andrea, og ser betuttet ud. 

Forleden blev hans datter pludselig forhindret i at hente barnebarnet i børnehaven. Så trådte Henrik Dam Kristensen til og gjorde det i stedet.

“Der bliver mere nærvær. Mere spontanitet i hverdagen,” siger han.

“Når jeg besøgte mine børn før i tiden, var det, fordi der lige var et vindue, hvor jeg kunne gøre det. Det skulle være planlagt. Nu sker samværet på en ikke-organiseret måde. Jeg skal ikke nå noget. Nu er det her bare.”

Kartoflerne skræller ikke sig selv

Selv da han var minister, forsøgte han at give plads til hverdagen. Det var et aktivt valg aldrig at flytte fra hjemstavnen i Sydjylland, først Vorbasse, så Grindsted, selvom han sad i Folketinget i tre årtier. Hver fredag, når han landede i Billund Lufthavn efter en lang arbejdsuge i København, smed han slipset allerede i ventehallen, og når han kom hjem, kunne hans hustru, Bente, fortælle ham, at “kartofler ikke skræller sig selv”.

Snart havde han glemt den politiske hårdknude, som han havde gjort til en krise i sit hoved, og som han tænkte aldrig nogensinde ville blive løst.

“Når du har haft en weekend, hvor du har skrællet kartofler og spillet Trivial Pursuit, så viser det sig om mandagen, når du møder på kontoret, at så var det problem heller ikke større,” siger Henrik Dam Kristensen.

“Når du hele tiden er i boblen, kan du ikke kigge ud over den. Der kan du sige, at jeg gennem alle årene har brudt boblen ved at tage så langt væk. Hvis jeg havde lavet et godt forlig i løbet af ugen, fik jeg ros for det i boblen, men når jeg stod i Brugsen i Vorbasse, var der ikke nogen, der havde opdaget det. Det tror jeg er sundt.”

Mens han taler, sidder Henrik Dam Kristensen skråt ud for sit spisebord og læner sig tilbage mod stolens ryglæn. Han trommer lidt med fingrene, strejfer toppen af kaffekoppen. Stemmeføringen er rolig, skægstubbene har han ladet stå. 

Henrik Dam Kristensen håber, at hustruen Bente har det fint med, at han ikke erklærer sin kærlighed hele tiden. "Den stormende forelskelse skal afløses af en hverdag, der giver indhold og tryghed og mening. Det er det vigtige," siger han.
Henrik Dam Kristensen håber, at hustruen Bente har det fint med, at han ikke erklærer sin kærlighed hele tiden. "Den stormende forelskelse skal afløses af en hverdag, der giver indhold og tryghed og mening. Det er det vigtige," siger han. Foto: Bo Amstrup

Han er ikke en mand af højtravende gloser. Engang har han sagt, at kærlighed er noget "opreklameret pjat". Og han tror ikke på, at der er en højere, åndelig mening, der knytter livets enkelte øjeblikke sammen. Eller giver løfter om et liv efter døden.

For ham handler tilværelsen ikke om de store sejre eller nederlag. Ekstasen eller sorgen. Men om alt det, man laver mellem de øjeblikke. Han citerer Dan Turèll: “Mest af alt holder jeg af hverdagen.”

“Hvis man ikke føler sig tilpas i sin hverdag, skal man lave om på sit liv. Det er hverdagen, der skal få livet til at hænge sammen, og som er fuldstændig afgørende, når du engang skal evaluere din tid på jorden. Det var ikke stjernestunden dér eller nedturen dér. Det var hverdagen.”

Døtrene døde efter få måneder

De store øjeblikke har ellers været mange i Henrik Dam Kristensens liv. Både de politiske sejre og den ultimative sorg. Faktisk har sorgen formet ham, både som menneske og som politiker.

Da han og Bente endnu var i begyndelsen af 20'erne, mistede de to døtre på grund af en arvelig leversygdom. Henriette døde, da hun var syv uger. Sabrina, da hun var tre måneder. 

Med ét blev ungdommens sorgløshed punkteret og erstattet med en erkendelse af, at smerte og lidelse kan opstå uden varsel. Parret boede i Aarhus dengang, men flyttede kort efter til Henrik Dam Kristensens fødeby, Vorbasse. Alt i storbyen mindede dem om deres tab. Om meningsløsheden.

“Der er ikke noget meningsfuldt i, at børn på henholdsvis nogle uger og tre måneder dør. Jeg kan ikke finde mening i det, selv med mit udgangspunkt i folkekirken. Jeg synes heller ikke, man skal lede efter den. Det er bare stor uretfærdighed,” siger Henrik Dam Kristensen.

Han tror, at der sker en af to ting, når et ægtepar oplever et så voldsomt tab. Enten kan man ikke være i sorgen sammen, og man glider fra hinanden. Eller også bliver man stærkere af det. Ikke med det samme. Med tiden. Det var det sidste, der skete for Henrik Dam Kristensen og hans hustru.

“Det gjorde to unge mennesker modne meget hurtigt,” som han siger.

“Vi begyndte at se livet foran os på en helt anden måde og lærte ikke at tage noget for givet.”

Der er gået over 40 år, siden døtrene døde. Og det er kun derfor, at han kan udtale sig, som han gør. For dem, der står i sorgen lige nu, er det en ubrugelig indsigt, ved han. Derfor vejer han sine ord nøje.

“Det værste, nogle sagde til os dengang, var: 'I er så unge, så I kan få børn igen.' Det synes jeg var en total devaluering af det, vi havde været ude for. Det, vi havde mistet. Det kan godt være, der er en sandhed i, at tiden læger alle sår, men det kan man ikke se, når man står i den store sorg at have mistet et barn. Det skal man slet ikke prøve på. Man skal have lov til at være i uretfærdigheden, i meningsløsheden. Sorg har sine faser, der alle skal gennemleves.”

I dag kan der gå flere uger mellem, at Henrik Dam Kristensen tænker på sine døtre. Hans hustru kan huske datoerne for deres fødsel og død, mens han selv har fortrængt dem. Det er et eksempel på, at der ikke er én måde at håndtere sorg på: Hun har brug for at holde fast i datoerne, han har brug for det modsatte.

For over 40 år siden mistede Henrik Dam Kristensen og hans hustru to døtre på grund af en arvelig leversygdom: “Det er ikke sådan, at sorgen forsvinder. Det er noget, du bærer med, et eller andet sted – altid.”
For over 40 år siden mistede Henrik Dam Kristensen og hans hustru to døtre på grund af en arvelig leversygdom: “Det er ikke sådan, at sorgen forsvinder. Det er noget, du bærer med, et eller andet sted – altid.” Foto: Bo Amstrup

Mindet om døtrene kommer snarere i små stød. Spørgsmål, der opstår omkring mærkedage og udvikler sig til tankeeksperimenter. 

“Det er sådan nogle glimt, jeg får. Nu kunne hun have været konfirmeret. Havde hun fået børn nu? Hvad for et liv havde hun haft?”.

“Det er ikke sådan, at sorgen forsvinder. Det er noget, du bærer med, et eller andet sted – altid.”

Med barnebarnet på kirkegård

Han besøger stadig sine døtres gravsted på Vorbasse Kirkegaard, hvor også hans forældre og bedsteforældre ligger, og hvor han kender over halvdelen af de navne, der pryder gravstenene. Det var mennesker, han stødte på i lokale foreninger, i familiens omgangskreds eller i den lokale fodboldklub, hvor han nød mange lykkelige stunder som ung.

Tidligere har han trasket rundt på kirkegården med sine børn, og nu er han også begyndt at tage sit barnebarn med. De kigger på gravstenene, mens Henrik Dam Kristensen fortæller historier om dem, der ligger der.

“Jeg synes, der er noget fint ved at stå ved min gamle fodboldtræners grav og tænke på, hvor mange gode timer han gav mig og mine kammerater. Jeg fortæller historier om de venner og familiemedlemmer, jeg kender på kirkegården, og engang vil andre fortælle historier om mig. Det giver mig en fornemmelse af at høre til. Og det vil jeg gerne give videre.”

“For mig er fællesskaber noget af det, der giver indhold i livet. Og det gode ved en forvokset landsby som Vorbasse er, at den er fyldt med fællesskaber. Nogle gange kan det blive for nyfigent og omklamrende, men der er også en omsorg at hente.”

Spørgsmålet melder sig: Hvorfor har han så søgt væk fra fællesskabet hver uge år efter år? Hvorfor blev han ikke bare ved med at være landpostbud i Vorbasse, som han var fra 1978 til 1986?

Hvorfor valgte han en tilværelse, hvor han så ofte gik glip af sin datters skolekomedier og sin søns fodboldkampe? Hvis hverdagen virkelig er det vigtigste af alt.

Forklaringen er simpel, siger Henrik Dam Kristensen.

“Jeg har haft en stærk lyst til at påvirke det her samfund. Passe på det og udvikle det. Det lyder forblommet, når politikere siger det, men det er jo det, der er drivkraften,” siger han.

“Det er en helt særlig følelse at stå med et resultat efter flere måneders forhandling og vide med sig selv, at man har været med til at bringe det her land videre. I begyndelsen af 1990’erne var jeg fødevareminister, da vi lavede en økologisk handlingsplan, og når jeg i dag går i Kvickly og ser, hvor mange produkter der er økologiske, får jeg det godt.”

Kan du alligevel fortryde, at du vægtede karrieren højere end familien i mange tilfælde?

“Der var situationer undervejs, hvor jeg burde have været der, og mine børn har da også været trætte af det til tider. Men hverken jeg eller nogen anden kan bruge det til noget, at jeg fortryder. Det var bevidste valg. Når du siger ja til at blive minister, ved du, hvad det indebærer. Der er ingen steder i verden, hvor du kan få det bedste af alt. Når der er tilvalg, er der fravalg. Og jeg har fornemmelsen af, at det var det hele værd.”

Kærlighed som grundmelodi

Mens han taler, kommer Bente hjem fra supermarkedet. Begynder at lave frokost i køkkenet, griner ad deres golden retriever, der sender tryglende blikke i retning af leverpostejen og spegepølsen.

Også hun befinder sig i en overgang. Hun har været vant til, at hendes mand var bortrejst fra mandag til fredag – i 30 år. Nu skal parret finde en ny hverdag sammen som pensionister. Ikke kun i weekenden, men også i hverdagen. Det øver de sig på.

“Vi har skullet kigge hinanden i øjnene og indrette vores vaner på ny. Heldigvis er vi enige om det meste," siger Henrik Dam Kristensen.

"Jeg står altid op før Bente, og vi er enige om, at man ikke behøver at snakke sammen fra morgenstunden. Man får lige lov til at læse sin avis igennem. Nogle dage tager jeg op i sommerhuset, så jeg får luft der. Det gør Bente så også.”

Når man har været gift så længe, som de har, hører den brusende forelskelse fortiden til, siger Henrik Dam Kristensen. Det havde været “ulideligt” andet, mener han. Han erklærer ikke sin kærlighed hver uge, og det håber han, at hustruen har det fint med. For ham er kærligheden snarere som en sagte grundmelodi, der ligger under alt det, de laver.

For eksempel når de tager op i deres sommerhus, tænder op i brændeovnen og bare ser tv-serier i sofaen.

“Vi kan godt have en dag, hvor vi ser fem-seks timers fjernsyn. Vi behøver ikke at sige så meget til hinanden for at sætte pris på hinandens selskab. Vi hygger os bare. Og det er min pointe: Den stormende forelskelse skal afløses af en hverdag, der giver indhold og tryghed og mening. Det er det vigtige."

Han løfter blikket og kigger på sin hustru i køkkenet:

“Er der frokost nu, Bente?”.