Mette Moestrup tog sin venindes søn til sig: Mange har rost mig, men i virkeligheden havde jeg ikke noget valg

Digter og forfatter Mette Moestrup tog for snart 10 år siden sit gudbarn, Leonard, til sig, da hans mor døde. Løftet om at passe på ham har både givet ro og uro og forvandler sig til stadighed

"En kvinde, der er ved at dø, rækker ud efter dig. Jeg ved ikke, hvem der ville have hjerte til at afvise sådan en henvendelse. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle have kunnet leve med mig selv,” fortæller forfatter Mette Moestrup om det løfte, hun gav sin døende veninde for snart 10 år siden.
"En kvinde, der er ved at dø, rækker ud efter dig. Jeg ved ikke, hvem der ville have hjerte til at afvise sådan en henvendelse. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle have kunnet leve med mig selv,” fortæller forfatter Mette Moestrup om det løfte, hun gav sin døende veninde for snart 10 år siden. Foto: Leif Tuxen.

Den Vesterbrolejlighed, Mette Moestrup åbner døren til, er for nylig blevet renoveret. I alt har hun boet der i 23 år, afbrudt af en årrække, hvor digterens biologiske søn og gudsøn huserede i lejligheden i deres teenageår. 

Renoveringen var tiltrængt, forklarer forfatteren og viser ind i sit gamle "rygerkøkken", hvor hun i sin tid sad og pulsede, når hun skrev, men som nu er blevet forskønnet. 

Forklaringen på boforholdene er egentlig enkel nok: Da drengene blev større, kom behovet for mere plads, og samtidig drømte Mette Moestrup og hendes kæreste, der på det tidspunkt boede sammen med sin lille søn i en anden københavnsk bydel, Nørrebro, om at bo sammen. Ved et lykketræf blev etagen nedenunder ledig, Mette Moestrups kæreste købte den, de rykkede derned og teenagerne blev boende ovenpå.

”Så boede vi på to etager med dine, mine og nogle helt andres børn," siger hun. 

De store drenge er flyttet nu. Villads og Leonard er snart 23 år, brede over skuldrene, og Mette Moestrup må strække sig opad for at få en krammer, når de kommer på besøg.

På reolen i den lyse stue står et indrammet fotografi af de to som 8-10-årige sommerbrune feriebørn. De ligner hinanden med ens kasketter og langt hår, og så alligevel ikke. Den ene er lyslokket og blåøjet, den anden har brune krøller og store, brune øjne. I stuevinduet står et andet indrammet billede af drengene som helt små. De ligger i en seng og sover, viklet ind i dynerne og hinanden. Leonard har armen om Villads.

"Det er Dorte, der har taget det billede dér," siger Mette Moestrup og sender et nik af sted mod billedrammen.

Gæst i nattøj

For 10 år siden afgav Mette Moestrup et løfte til sin dødssyge veninde, Dorte, om at passe på hendes søn. Det er det løfte, der er grunden til, at Leonard (som Mette Moestrup kalder for "Leo") har boet her indtil for ganske kort tid siden, og grunden til dette interview.

"Folk har så ofte rost mig og sagt 'hvor er det flot af dig', og det har jeg det mærkeligt med. For jeg følte faktisk ikke, jeg havde noget valg, da hun spurgte.”

Mette Moestrup ser ud af vinduet, mod togene, der drøner forbi på vej ind og ud af Hovedbanegården.

"Skal jeg fortælle lidt om Dorte?"

Det var den slags venskab, der begynder, fordi man er i samme livssituation, siger hun. De mødtes, da drengene var 10 måneder gamle, i vuggestuen ved Carlsberg, så de var begge to ret nybagte mødre. De havde mange fælles interesser og gik med det samme godt i spænd. 

"Men jeg mødte faktisk Leo, før jeg mødte Dorte. Jeg husker så tydeligt, at jeg en dag kom og hentede Villads, og så sad den her dreng med brune krøller midt på gulvet og nynnede melodien fra 'Postmand Per'. Altså, et barn på 10 måneder kan jo normalt ikke nynne så klokkeklart, men det gjorde han. Og så løftede han ansigtet og så mig lige ind i øjnene.”

Mette Moestrup var efter nogle år som ph.d.-studerende ved at være klar til at tage springet til at blive digter på fuld tid. Dorte var et år yngre og studerede. De trænede og svømmede sammen. I omklædningsrummet viste Dorte sit ar efter kejsersnittet. De talte om fødslerne og den krop, der følger efter en fødsel.

Dorte var alene med Leonard fra starten, og allerede som baby kom Leonard tit hjemme hos Mette Moestrup og hendes daværende mand. Hun husker, at hun købte ens nattøj til drengene.

Mette Moestrup blev skilt, da hendes egen søn var 3 1/2 år. Hun siger, at hun er heldig, for hendes eksmand var en stabil delefar. Sådan var det ikke for Dorte, så det blev en fast rutine, at Leonard overnattede fredag til lørdag hver anden uge – så kunne Dorte komme ud og danse. 

Der var et stærkt fællesskab med Dorte omkring det at være alenemor, siger hun.  

"Jeg kan godt lide at sige, at vi 'mødrede' sammen, der i 00'erne, for det gjorde vi. Vi hjalp hinanden."

"Dorte var bare..." 

Mette Moestrup går i stå. 

"Det kan være svært at tænke intenst på hende, selvom det er så mange år siden. Jeg bliver ked af det. Men... hun var et utroligt menneske. Hun spiste vegetarisk og gik kun i genbrugstøj, længe før det blev en ting at være klimabevidst. Selv sin brudekjole fandt hun i en genbrugsbutik. Hun var det mest ikke-materialistiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun kunne ikke smide noget ud, hvilket både var godt og skidt."

Mette Moestrup begynder pludselig at rode i reolen bag hende, trække skuffer og kasser ud.

"Jeg har det altså lige her et sted," siger hun og finder så endelig det, hun søger.

"Yes!"

Hun trækker et lille stykke leopardplettet stof op af en grøn plastikboks.

"Jeg har brugt det til en performance, det er derfor, det ligger her," griner hun.

"Engang, jeg var hjemme hos Dorte, roste jeg hendes tæppe, for det lignede fuldstændig ét, der var hjemme hos min mormor, da jeg var lille. Det var et leopardplettet uldtæppe, som Dorte havde liggende på sin sofa. Til min næste fødselsdag havde hun pakket det ind til mig i gave. Hun har flere gange givet mig gaver, hun fandt i sit hjem, en peberkværn, hun vist selv havde fået af en ekskæreste, for eksempel. Men det der tæppe, altså, det er én af de gaver, jeg er blevet allergladest for i mit liv."

Tæppet har ligget på Mette Moestrups sofa i mange år, til sidst var det så slidt og hullet, at det ikke var et tæppe mere. 

"Jeg kunne ikke få mig selv til at smide det hele ud," siger Mette Moestrup og glatter det leopardplettede stofstykke ud med håndfladen. 

Foto: Leif Tuxen.

Det første løfte

Mette Moestrup har boet på Vesterbro i over 20 år, men er opvokset i Vendsyssel. Under opvæksten oplevede hun den lokale landsbykirke som et vigtigt sted, et omdrejningspunkt for åndelighed og kultur, og modsat hendes mand, søn og flere af hendes venner er hun ikke udmeldt af folkekirken i dag.

"Jeg er ikke kristent troende. Men kirken; kirkegården og kirkerummet, er stærke referencepunkter i min barndom," siger hun. 

”Det var ikke så meget action i den lillebitte landsby, så jeg gik tit i kirke, og jeg kender et utal af salmer. Kirkegården var også et meget mytisk sted for mig, og jeg elskede, når graveren ringede med kirkeklokken. Det er en manuel kirkeklokke den dag i dag.”

Leonard blev ikke døbt som spæd, men da han var syv år, fik han en lillebror, som skulle døbes i Mariakirken på Vesterbro. Og så ville han gerne døbes med. Han fik selv lov at vælge, hvem der skulle være hans gudmor, og han valgte Mette Moestrup, som dermed afgav løftet om at stå for barnets "kristne opdragelse".

"Jeg har fortolket det lidt frit. Jeg har lagt væk på litteratur, kultur og dannelse, som også indeholder etiske og eksistentielle spørgsmål. På den måde mener jeg, jeg kan stå inde for gudmorløftet. Vi har også altid snakket om religion. Det med kirken har han med tiden selv mistet interessen for. Men det spirituelle og det åndelige har vi haft mange snakke om. De sammenhænge, der er større end os selv."

"Det har vi så også haft brug for med den historie, vi har," tilføjer hun.

Det var den 19. november 2012, telefonen ringede, mens Mette Moestrup stod og lavede mad til sine forældre, der var på besøg. Det var Dorte, der fortalte, at hun havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Mette Moestrup kendte godt til dén kræfttype og vidste, at den var næsten umulig at overleve.

"Dorte troede jeg jo var sund og rask. Hun drak ikke, hun drak ikke engang kaffe! Jeg var jo vild, selvom jeg var i 30'erne, med mit rygerkøkken, fester og alt det der. Det gav ingen mening, at det var hende, som blev syg."

"Jeg husker det, som om jeg græd vandret. Tårerne stod ud af øjnene på mig. Hun var syg i to måneder og gennemgik mange lidelser. Og så døde hun."

Kaotisk gudmor

Dorte var indlagt på hospitalet i det meste af den tid, hun var syg. Der var masser af familie og venner, der besøgte hende, og en af vennerne købte en paryk, som Dorte ikke fik brugt, for hun nåede aldrig at få kemoterapi. 

Dorte havde et stort netværk og var elsket af mange. Men Mette Moestrup blev dén, hun tog en af de tungeste samtaler med.

"Leo var 13 og lige gået i puberteten. Det er jo dér, man skal til at løsrive sig. Men hvordan skal man løsrive sig fra en mor, der dør?"

"Der var det her mellem os: Hvad med Leo? Hun havde brug for at tale om hans fremtid uden hende. Og om, hvilken rolle jeg skulle spille i hans liv. Hun talte om et børnetestamente, kan jeg huske. Jeg sagde: 'Men, Dorte, du ved, hvor kaotisk jeg lever.' Jeg havde ingen fast indkomst og rejste meget rundt for at tjene til føden. Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg havde en god delefar til mit barn. 'Har jeg styr nok på mit liv til at løfte det her ansvar?', tænkte jeg."

"'Det handler om hjerterum', sagde Dorte."

De havde et par af den slags samtaler, mens Dorte stadig kunne sidde op og tale. Hendes yngste barn skulle bo hos sin far. Men Dorte havde en klar fornemmelse af, at Leonard ville få brug for sin gudmor.

Det var en vinter med meget sne og kulde, husker Mette Moestrup. En mørk januareftermiddag kom hun hjem fra en indkøbstur på Istedgade og så et ubesvaret opkald på telefonen. Hun ringede straks tilbage. 

I den anden ende af røret var en dybt morfineret Dorte. Og så kom det:

"Lover du det? Lover du det?"

Mette Moestrups stemme grøder til.

"Hun spurgte, om jeg ville være der for Leo, så han aldrig blev helt alene, selv hvis han ikke kontaktede mig. 'Jeg lover det, jeg lover det', svarede jeg."

Morgenen efter var himmelen grågul. Mette Moestrup nåede at sætte sig op i sengen og sige venindens navn højt, før telefonen ringede med beskeden om, at Dorte var død tidligt om morgenen.  

Ikke alene

I begyndelsen var Mette Moestrup "mandeagtig" i sin sorghåndtering, med et stort glas whisky hér og dér. Siden har digtningen været en vigtig ventil. 

"Jeg har skrevet mange digte til Dorte. Jeg taler også indimellem med hende," smiler hun.

"Jeg tror, Dorte ville være o.k. med det her, at vi taler om hende nu. Hun ville gerne mindes."

Efter begravelsen fulgte en turbulent periode. Mette Moestrups kunstnertilværelse indebar rejser og oplæsninger i de uger, hvor hun ikke havde sin søn. De var nødvendige for at få økonomien til at hænge sammen, men det gjorde det også svært at installere en sorgramt teenager.

Både Mette Moestrups biologiske søn og Leonard kom på efterskole et års tid efter Dortes død, og så kom de hjem i weekenderne. Da efterskolen var slut, flyttede Leonard permanent ind, stuen blev til hans værelse. Og sønnen Villads måtte dele sit barndomshjem med sin ven.

"Jeg spurgte faktisk Villads, hvad han syntes om det: 'Det er sådan, at Leo ikke kan bo hos sin biologiske far eller sin stedfar,' sagde jeg. Villads syntes ikke, at Leo skulle bo på en eller anden institution. Han syntes, Leo skulle flytte ind hos os."

Men, siger hun, det må alligevel være hårdt for en teenager at skulle dele sit hjem, sin mor og sin tilværelse med en anden teenager, der har mistet sin mor.

"Han lærte på den hårde måde at sætte sig selv til side. Jeg synes, han er den største helt i det her. Sammen med min mand. Og Leo selv, selvfølgelig.”

Mette Moestrup mødte sin nuværende mand, Christian, lige omkring den tid, hvor Dorte døde. I begyndelsen føltes et nyt parforhold uoverskueligt, men langsomt begyndte en slags orden at træde frem af kaosset.

"Lige så stille spirede der nok en lyst frem til at få noget mere tryghed. Det tog tid, før jeg fattede, hvad der overhovedet var foregået. Og jeg var ude af stand til at producere fremtidsdrømme, jeg tog en ting ad gangen. Men lige så stille blev jeg parat til at leve et nært hverdagsliv med Christian. Og det var godt ikke at stå alene med det store ansvar. Også økonomisk."

"Vi var jo en stor husholdning, lige pludselig. De spiser som tærskeværk, sådan nogle teenagere."

Gode råd og aftensmad

I går aftes var han her, Leonard, til aftensmad. Hans gudmor beskriver ham som høj, flot og skægget. 

Hun "kræsede", lavede italiensk mad, og de spiste ananas til dessert i det gamle "rygerkøkken", hvor der absolut ikke bliver røget længere. Talte om hans fremtidsplaner.

Tit, når de har mødt nogen, der ikke kender dem, har Leonard måttet forklare, at "nej, hun er ikke min mor, hun er min gudmor".

"Det er ikke altid, vi gider fortælle hele vores historie," siger Mette Moestrup.

Det er vigtigt for hende at sige, at det løfte, hun afgav for 10 år siden, er et løfte, hun ikke føler, hun ikke kunne have givet. Derfor har det også skurret lidt i ørerne, når nogen har fremhævet det som særligt ædelt, at hun tog Leonard til sig.

"En kvinde, der er ved at dø, rækker ud efter dig. Jeg ved ikke, hvem der ville have hjerte til at afvise sådan en henvendelse. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle have kunnet leve med mig selv. Elsker man et barn, så elsker man det. Kærlighed forpligter, også selvom man ikke er blodsbeslægtet."

Det er nok det, der er det største og vigtigste løfte i det her, siger hun:

"Det føltes tvingende nødvendigt, og det, der tvinger én er kærlighed. Det var derfor, Dorte spurgte, og derfor jeg underkastede mig det. Hun vidste, jeg elskede hendes søn. Det har været en streng logik midt i et kæmpestort følelseshav."

Hun ser ikke løftet som en entydig størrelse, men nærmere en handling og noget, der har transformeret sig med tiden. Er blevet udfordret. Indimellem har Mette Moestrup spurgt sig selv, om hun gjorde det godt nok, om det havde været bedre for Leonard at tilbringe sin ungdom på en institution. 

”Men som en af mine gode venner sagde til mig, så ville han ikke have fået kærlighed i systemet,” siger Mette Moestrup. 

For nogle år siden fik hun konstateret en kronisk stofskiftesygdom, der medførte, at hun i en lang periode var syg og ekstremt udmattet. I dag er hun velmedicineret, men:

"Det er klart, det kunne han jo ikke snuppe. Det var belastende for relationen mellem os, men man behøver jo heller ikke være professor i psykologi for at regne ud, hvorfor det var svært for ham," siger hun.

Med hendes rolle følger også en lille skyld, hun aldrig kan gøre noget ved.

"Det er jo en skyld eller sorg over, at Dorte ikke oplever alt det dejlige, alt det, der sker med ham. Så hørte hun ikke hans stemme gå i overgang. Så møder hun ikke hans kæreste. Så ser hun ham ikke flytte hjemmefra. Hun ved ikke, han har fået kørekort. Nogle gange kan jeg godt blive ramt af det."

Når Mette Moestrup går tur på Vesterbro, kan hun også indimellem tage sig selv i et irrationelt håb om gensyn med Dorte på gaden. I et glimt ser hun hende i en grøn velourbluse eller et kindben.

"Min hjerne leder stadig efter hende, og det må være, fordi jeg passer på hendes barn. Jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om hun synes, jeg gav ham de rigtige råd i går aftes. Men jeg tror, hun ville være forstående."

Som gudmor skal hun nu være der med støtte, råd og vejledning, poser med mad. Men hun skal også give slip, som alle, der har "mødret" skal det på deres voksne børn.

"Jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at jeg skal være en central del af hans liv fremover. Spille en rolle, hvis han selv får børn. Være gudfarmor! Jeg skal passe på, at jeg ikke blander mig for meget, det skal jeg jo også med min biologiske søn. Men jeg forsvinder ikke."