Min mor bad for mig, da jeg var lille. Men jeg fejlede ved hendes dødsleje

Karl Åge fortryder, at han ikke bad Fadervor ved sin mors dødsleje. Selv har han ingen børn, men han håber, at en barmhjertig sjæl vil bede en bøn for ham, når han skal dø. Men er det egoistisk at tænke sådan?

På dødslejet havde min mor mistet evnen til at tale, men jeg så hendes bange øjne og følte en afmagt af den anden verden. Hvad kunne jeg have gjort anderledes, ud over at holde hende i hånden og stryge hendes hår, spørger en læser.
På dødslejet havde min mor mistet evnen til at tale, men jeg så hendes bange øjne og følte en afmagt af den anden verden. Hvad kunne jeg have gjort anderledes, ud over at holde hende i hånden og stryge hendes hår, spørger en læser. Foto: Ante Samarzija/Unsplash.

De sidste uger har jeg med interesse læst i brevkassen om døden og den angst, der følger med. Jeg oplever, at der er kommet mange kloge indspark, og jeg har selv fået nogle ting sat på plads i mit sind.

I sidste uge skrev Irene om forspillet til døden, og det er godt set. For det er vel netop tiden op til døden, vi frygter mest. Det gør jeg i al fald selv. Min skræk er afmagt og angst som følge af, at jeg kan blive dybt afhængig af andres hjælp og empati, ganske som min mor, som kom på et plejehjem de sidste flere år af sit liv.

Min mor havde Parkinsons sygdom og var i tiden op til sin død præget af de sidste stadier af sygdommen og ganske hjælpeløs. Bag ved denne sygdom oplevede jeg en angst hos hende, som var skræmmende. På dødslejet havde hun mistet evnen til at tale, men jeg så hendes bange øjne og følte en afmagt af den anden verden. Hvad kunne jeg gjort anderledes, ud over at holde hende i hånden og stryge hendes hår?

Jeg tror, at jeg kunne gjort en vigtig ting på hendes dødsleje. Jeg kunne have bedt Fadervor for hende, ganske på samme måde, som hun lærte mig Fadervor, da jeg var barn og skulle sove. Det var en fejl, som jeg bebrejder mig selv den dag i dag adskillige år efter hendes død. For jeg tror, at det kunne have hjulpet på hendes bange øjne, som jeg stadig ser for mig, når jeg mindes hendes død.

Men dødsfald kan jo være meget forskellige. Da min far døde nogle år efter i en høj alder, var det en meget stille død. Han lå bare og sov, trak vejret lidt tungt, men uden at jeg fornemmede nogen angst eller bange øjne overhovedet. Far sov stille ind, nok også mæt af dage, som vi siger. Men også her ville et Fadervor have været på sin plads, men igen svigtede jeg den opgave. Det er jeg flov over.
Jeg tror, man bliver klogere på livet, hver gang man sidder ved et dødsleje. Fordi man bliver mindet om livets skrøbelighed, og hvor lidt vi mennesker egentlig magter, når det gælder. Da er det godt, hvis man kan bede en bøn og overlade magten til Vorherre.

Jeg tror, at det skal være mit ønske til mit eget dødsleje, at en barmhjertig sjæl vil bede Fadervor for mig, eller endnu bedre trosbekendelsen. Jeg tror, at det vil give mig ro i sindet, for efter sigende er hørelsen den sidste sans, vi mister. Jeg har desværre ingen børn selv, men jeg håber bare, at en anden person vil påtage sig den opgave. Selvom jeg altså ikke fik bedt Fadervor for mine forældre i tide. Er det egoistisk at tænke sådan?

Venlig hilsen