Kære brevkasse
De sidste uger har jeg med interesse læst i brevkassen om døden og den angst, der følger med. Jeg oplever, at der er kommet mange kloge indspark, og jeg har selv fået nogle ting sat på plads i mit sind.
I sidste uge skrev Irene om forspillet til døden, og det er godt set. For det er vel netop tiden op til døden, vi frygter mest. Det gør jeg i al fald selv. Min skræk er afmagt og angst som følge af, at jeg kan blive dybt afhængig af andres hjælp og empati, ganske som min mor, som kom på et plejehjem de sidste flere år af sit liv.
Min mor havde Parkinsons sygdom og var i tiden op til sin død præget af de sidste stadier af sygdommen og ganske hjælpeløs. Bag ved denne sygdom oplevede jeg en angst hos hende, som var skræmmende. På dødslejet havde hun mistet evnen til at tale, men jeg så hendes bange øjne og følte en afmagt af den anden verden. Hvad kunne jeg gjort anderledes, ud over at holde hende i hånden og stryge hendes hår?
Jeg tror, at jeg kunne gjort en vigtig ting på hendes dødsleje. Jeg kunne have bedt Fadervor for hende, ganske på samme måde, som hun lærte mig Fadervor, da jeg var barn og skulle sove. Det var en fejl, som jeg bebrejder mig selv den dag i dag adskillige år efter hendes død. For jeg tror, at det kunne have hjulpet på hendes bange øjne, som jeg stadig ser for mig, når jeg mindes hendes død.
Men dødsfald kan jo være meget forskellige. Da min far døde nogle år efter i en høj alder, var det en meget stille død. Han lå bare og sov, trak vejret lidt tungt, men uden at jeg fornemmede nogen angst eller bange øjne overhovedet. Far sov stille ind, nok også mæt af dage, som vi siger. Men også her ville et Fadervor have været på sin plads, men igen svigtede jeg den opgave. Det er jeg flov over.
Jeg tror, man bliver klogere på livet, hver gang man sidder ved et dødsleje. Fordi man bliver mindet om livets skrøbelighed, og hvor lidt vi mennesker egentlig magter, når det gælder. Da er det godt, hvis man kan bede en bøn og overlade magten til Vorherre.
Jeg tror, at det skal være mit ønske til mit eget dødsleje, at en barmhjertig sjæl vil bede Fadervor for mig, eller endnu bedre trosbekendelsen. Jeg tror, at det vil give mig ro i sindet, for efter sigende er hørelsen den sidste sans, vi mister. Jeg har desværre ingen børn selv, men jeg håber bare, at en anden person vil påtage sig den opgave. Selvom jeg altså ikke fik bedt Fadervor for mine forældre i tide. Er det egoistisk at tænke sådan?
Venlig hilsen
Karl Åge
Kære Karl Åge
Tak for dit brev. Nej, dine tanker er på ingen måde egoistiske. Og hvis vi lige bliver lidt ved det spørgsmål til indledning, er tanker egentlig bare tanker, en række ord og sætninger og fortolkninger og en beskrivelse af behov eller hensigter eller erkendelser fra vores bevidsthed, som vi kan dele med andre og måske skrive ned. Om det bliver egoistisk eller etisk betænkeligt eller forkert, kan kun vores handlinger – altså den adfærd, som vi vælger at have på baggrund af vores tanker, fortælle noget om.
Nok om det i denne omgang. Dine tanker specielt om din mors dødsleje er til at forstå. Og at du holdt hende i hånden og strøg hende over håret, tror vi, var vigtigt. At holde en døende i hånden handler mere om mod end om præstation. Det er et nærvær, som betyder noget for begge. Og der ligger en dyb symbolik i det: Jeg er der og holder dig i hånden hele vejen, indtil du gribes af en større hånd på den anden side.
Vi kan læse, at du bebrejder dig selv ganske meget, at du ikke bad Fadervor med hende, som hun havde gjort med dig, da du var barn. At hun gjorde det for dig, tænker vi, har betydet meget. Det er jo også en rimelig hypotese, at hun måske ville have reageret med en trækning i ansigtet eller noget i øjnene, at hun genkendte ordene og ikke mindst klangen af din stemme, hvis du havde gjort det. Hverken du eller vi kan imidlertid vide det. Måske havde det ikke synligt ændret noget. Måske ville det hverken gøre fra eller til for din mor.
Måske var hun ikke helt så angst, som du tænkte. Måske var det dig, der skulle miste, som var mere bange, end hun var? Det er svært at måle graden af uro og angst i dødens nærhed, uanset om venterummet er derhjemme eller på et sygehus eller et hospice. Stærke følelser rammer ofte dem, der bliver tilbage med sorg og savn. Måske oftere og mere end den, som er på vej ind i døden. For den, som skal dø, er ofte ledsaget af svær sygdom og stærk medicin, så bevidstheden kan være snævret meget ind. Og ofte sover den pågældende ganske fredeligt ind i døden, sådan som din far gjorde det.
Så det er nok tilrådeligt for dig, at du lader ham, som lærte menneskeheden at bede Fadervor, lyse sin barmhjertighed over dig, så du også kan tilgive dig selv. De fleste har ikke rutine i at sidde ved et dødsleje, og måske var det en af de første gange, at du prøvede det? Så slip det med bebrejdelsen, og lad den også blive begravet.
Fremadrettet har du selv et ønske om, at nogen beder Fadervor eller siger trosbekendelsen, når du skal herfra engang. Det tænker vi, at du må gå konkret til værks med. Og det følgende er selvfølgelig bare et forslag. Du kan nedskrive nogle ønsker til behandlingspersonalet i tilfælde af, at du lander på et sygehus ved pludseligt opstået alvorlig sygdom eller ulykke. Det papir kan du lægge sammen med dit sundhedskort i din tegnebog, så der er stor chance for at finde det. Du kan skrive, om de vil ”læse” Fadervor for dig, også selvom du ikke selv kan give tegn til det. Det kan være en god idé at bruge ordet ”læse”, for det kan alle slags mennesker gøre uanset deres personlige trosforhold. Ikke alle ville ”bede” Fadervor.
Det kan også være en god idé, at du laver et digitalt ”behandlingstestamente”. I et sådant kan man tage stilling til diverse behandlingsmuligheder, hvis man i en situation ikke selv er i stand til det. Du kan finde det på borger.dk. I det kunne du måske også skrive, at du ønskede besøg af en præst, som kunne bede Fadervor og sige trosbekendelsen for dig. Eller komme med nadver, hvis du var lidt mere bevidst til stede.
Hvis du går videre ad den foreslåede vej, synes vi også, at du skal fortælle dine nærmeste om det, og hvad dine ønsker går ud på. Så ved de det og kan være med i den lille flok, der kan støtte op om det, der skal ske, når du skal samme vej som din mor og far.
Det er nærliggende at slutte af med Christian Richardts vers to fra ”Altid frejdig, når du går”:
Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse! Med et Fadervor i pagt, skal du aldrig gyse!
Mange hilsener
Annette og Jørgen