Min ni-årige lillesøster var klædt ud som en død russisk soldat til fastelavn. Hvem der bare kunne håndtere krig så konkret

Fastelavn, døde soldater, bolleopskrifter, krig og påskeplaner. Samtaler kommer vidt omkring i disse dage, erfarer Simone Nilsson i klummen "Fodnoter fra livet"

Illustration: Simone Nilsson.
Illustration: Simone Nilsson.

Jeg taler i telefon med min mor. Min far er distraheret i baggrunden. Han har hørt, at der måske er flere ukrainske flag tilbage på hylden i en butik i Aalborg.

Min mor fortæller om en “fantastisk ny opskrift på boller”, som hun har fundet, og gengiver ellers højdepunkter fra mine yngste søskendes fastelavns-sæson. Den mindste på fem var klædt ud som “et eller andet muskelbundt” fra “en af de der heltefilm”. Den ældre på ni var klædt ud som “en død russisk soldat”.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

“Hvad? Mener du det?“, spørger jeg.

“Ja, hun fandt selv på det, fordi hun fandt en gammel army-trøje i skabet.”

“Okay. “

Jeg kan høre på min mors stemme, at hun trækker mentalt på skuldrene. Hun sukker dybt og fortæller videre, at min bror på 26 år gik i garagen og lavede et gevær af træ for at fuldende lillesøsters kostume. For at undgå, at tredje verdenskrig brød ud lige dér i stuen, lavede han også et til lillebror på fem.

“De har rendt rundt og skudt hinanden lige siden,” siger mor i telefonen.

Mens hun taler, går jeg rundt i min lejlighed og flytter formålsløst på ting. Jeg rykker en beskidt kop fra stuen og ud i køkkenet, måske når den endda hele vejen ned i opvaskeren. En kuglepen bliver rykket fra det ene bord til det andet. Flere gange tager jeg mig selv i at stå forvirret med en fyldt pakke mundbind, som har stået urørt i flere uger. Det er længe siden, jeg har hørt nogen nævne corona, og jeg ved ikke, hvor langt væk jeg skal sætte den.

Nogen spørger, hvordan det går. Fotografier, jeg har set fra frontlinjen af døde russiske soldater, flimrer for mit blik

Simone Nilsson

“Kommer du hjem til påske?”, spørger mor.

Dagen efter vågner jeg op til en sms, som en veninde har sendt fra sit arbejde på fødegangen i løbet af natten.

“Jeg har stille aftenvagt og tænker lige på dig. Husker du denne sang?”. Sms’en indeholder hele teksten til sangen Kringsatt av Fiender fra 1936.

På arbejdet vender mine journalist-kollegaer og jeg verdenssituationen, for det er nu engang vores job. Jeg har sovet dårligt, så for en gangs skyld er der koffein i min kaffe, og jeg forsøger at koncentrere mig om det, der bliver sagt. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg bedst kan lide smagen af kaffe uden koffein. Nogen spørger, hvordan det går. Fotografier, jeg har set fra frontlinjen af døde russiske soldater, flimrer for mit blik.

“Som det plejer,” svarer jeg.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.