Min præst lærte mig at være vred på Gud

48-årige Rikke Hasager Jakobsen mistede for 12 år siden sin søn, der var dødfødt ved fødslen. Hun kontaktede den kendte præst Preben Kok, og han lærte hende at være vred på Gud

Rikke Hasager Jakobsen bor i Laven ved Silkeborg. De har tre børn. Hun arbejder som medhjælpende hustru i sin mands bilforretning.
Rikke Hasager Jakobsen bor i Laven ved Silkeborg. De har tre børn. Hun arbejder som medhjælpende hustru i sin mands bilforretning. Foto: Tor Birk Trads.

For 12 år siden ventede min mand og jeg en søn. Vi vidste, at han var syg, og lige inden jeg skulle føde ham, døde han i maven på mig. Efter jeg havde født ham, gik vi i sorggruppe på sygehuset. Det var egentlig okay, men jeg havde en oplevelse af, at jeg sørgede på en anden måde end de andre kvinder. Jeg var totalt smadret, og samtidig var jeg i tvivl, om jeg var smadret på den rigtige måde?

Et år forinden havde jeg mistet min far, og i den forbindelse havde jeg læst præsten Preben Koks bog ”Skæld ud på Gud”. Derfor skrev jeg til ham, om det var muligt at få en samtale med ham. For mig var det lidt ligesom at skrive til dronning Margrethe. For jeg ser op til ham, og jeg ved, at han har travlt. Men jeg havde brug for at tale med en erfaren præst, og han sagde ja. Jeg endte med at tale med ham måske fem gange, og jeg havde en fornemmelse af at gå hos den allerbedste sjælesørger.

På det tidspunkt var jeg et andet sted i mit trosliv, end jeg er i dag. Jeg var from og kunne ikke finde ud af at rase ud. Jeg var vant til at bede, men mine bønner var venlige: ”Tak for i dag, Gud. Jeg er ked af det” – den slags. Med min tilladelse formulerede han så nogle bønner, jeg skulle sige til Gud. Han sagde for eksempel i en bøn direkte til Gud: ”Gud, er du godt klar over, hvordan det er, jeg har det? Jeg har det så svært.”

Jeg gentog efter ham. Første gang skete der det, at jeg blev helt brændende varm indeni på en behagelig måde. Og jeg fik en fornemmelse af, at jeg fik et pandekys af Kristus.

En anden gang, mens vi bad på den måde, fik jeg et billede af, at Kristus holdt min lille dreng i sin ene arm. Og at jeg selv lå i den anden arm. Det var en fornemmelse af, at Kristus både bar mig og min lille dreng. Det var meget stærkt og trosbekræftende. Mit forhold til Gud var ikke længere ”tralala”. Men jeg fornemmede, at det virkede. Det var noget, der kom til mig. Og var helt fysisk.

I samtalerne talte vi også om en drøm, jeg havde haft, da jeg lige var blevet gravid. Jeg havde drømt, at jeg så en dreng, der løb hen over en eng. Og i drømmen sagde Gud til mig:

”Det her er din søn Lukas. Han vil komme til at gøre alt det, jeg synes er godt, og han skal blive noget stort i mit rige.”

Da jeg i sin tid vågnede fra drømmen, fortalte jeg min mand om det – det var før, vi vidste, at det var en søn, vi ventede. Og jeg syntes, drømmen var mærkelig, men jeg tog den som et håb. Men nu talte jeg så med Preben Kok om drømmen, og jeg husker det sådan, at han sagde, at vi mennesker selvfølgelig ikke kan gøre alt, der behager Gud, for vi er fulde af fejl og synd. Og jeg vidste, at min søn, hvis han havde overlevet, formentlig ville være blevet meget handicappet og aldrig ville komme til at løbe hen over en eng. Så drømmen gav nu i samtalen med præsten et glimt af, at tingene kan være omvendte i Guds rige. At der kunne min lille dreng godt løbe hen over engen og gøre alt det, som Gud synes er godt.

Vi kaldte ikke vores søn Lukas – jeg tænkte, jeg havde drømt det navn, fordi vi dagen forinden havde haft besøg af en teenager, der hed Lukas. Men for nogle år siden læste jeg op på navnet. Det betyder ”lysende hvid”. Det var virkelig smukt. For det er sådan, vi siger om engle – ”den store, hvide flok vi se”.

Preben Kok kan også være hård, det vidste jeg jo fra hans bog, og han spurgte for eksempel: ”Hvad vil du? Du er fuldstændig smadret, vil du være mere smadret?”.

Hans spørgsmål og bønner hjalp mig igennem, og jeg fandt ud af, at min tro kan bære. Og ikke bare på sådan en from spejdermåde. Den kan simpelthen bære i det allerværste, og for mig virkede det som om, Gud bekræftede mig og viste mig, at jeg stadig var Guds barn. Det – og gode medmennsker omkring mig – var grunden til, at jeg holdt til den frygtelige tid.

For et års tid siden blev jeg så syg med en stofskiftesygdom. Der gik lang tid, før vi fandt ud af, hvad det var, og det var svært for mig at være i uvidenheden og jagten på svar. Jeg spurgte mig selv, hvem i hele verden jeg havde mest lyst til at tale med. Og så skrev jeg til Preben Kok igen, selv om det egentlig var lidt ud over min personlige grænse at bede om hans tid en gang til. Men det var i orden, det kunne vi godt.

Denne gang havde vi fem samtaler hen over nogle måneder. Det blev til samtaler om livsudvikling og modenhed, om kamp i ægteskab og om at være et helt menneske. Denne gang var jeg måske ikke i sorg, men jeg var i livskrise. Og han hjalp mig med at tage livtag med det. Jeg er meget beæret over, at han ville tage de samtaler med mig og give sin tid.