F or godt 12 år siden ventede min mand og jeg en søn. Vi vidste, at han var syg, og lige inden jeg skulle føde ham, døde han i maven på mig. Efter jeg havde født ham, gik vi i sorggruppe på sygehuset. Det var egentlig okay, men jeg havde en oplevelse af, at jeg sørgede på en anden måde end de andre kvinder. Jeg var totalt smadret, og samtidig var jeg i tvivl, om jeg var smadret på den rigtige måde?
Et år forinden havde jeg mistet min far, og i den forbindelse havde jeg læst præsten Preben Koks bog ”Skæld ud på Gud”. Derfor skrev jeg til ham, om det var muligt at få en samtale med ham. For mig var det lidt ligesom at skrive til dronning Margrethe. For jeg ser op til ham, og jeg ved, at han har travlt. Men jeg havde brug for at tale med en erfaren præst, og han sagde ja. Jeg endte med at tale med ham måske fem gange, og jeg havde en fornemmelse af at gå hos den allerbedste sjælesørger.