Kære brevkasse
Det var godt og på en måde livsbekræftende at læse sognepræstens indlæg i brevkassen i sidste uge. Jeg oplever ofte, at præster kan tale ned til folk. Her er der en ærlig person, som erkender sin tvivl og sin angst for døden. Stor respekt for det. Jeg kan genkende sognepræstens tanker fra mig selv. Lad mig derfor fortælle lidt om, hvad jeg bruger af metoder til at fungere sammen med de spørgsmål.
Først lidt om det at opleve min mors død for nogle år siden. Min mor blev meget gammel og kunne i de sidste år af sit liv hverken høre eller se ret godt. Jeg boede langt fra det sted, hvor hun var på plejehjem i de sidste år af sit liv.
En dag ringede bestyreren af plejehjemmet til mig og sagde, at min mor ikke ville spise mere, og at hun sagde, at hun ville hjem til Jesus. Et par dage senere var hun så afkræftet, at der ikke var så langt igen, og jeg begav mig af sted til plejehjemmet. Jeg ankom en sen, mørk aften og fandt frem til min mors stue efter at have meldt min ankomst hos den medarbejder, der havde vagt.
Min mor lå på ryggen i sin seng. Hun trak vejret tungt og havde lukkede øjne. Jeg satte mig på sengekanten. Jeg talte til hende, men jeg fik ikke nogen reaktion. Så kom jeg i tanke om, hvad hun havde gjort, da jeg var lille og ikke kunne sove og ikke finde ro. Dengang strøg hun mig forsigtigt over næsen. Fra næseroden og ned til næsetippen. Det kom til mig der ved hendes seng. Jeg ved ikke hvorfor, men langsomt strøg jeg hende over næsen, som hun havde gjort det ved mig for mange år siden.
Jeg gjorde det et par gange. Så kunne jeg se, at der var kontakt. Hun vidste, at jeg var der. Ikke et egentligt smil, men en trækning i ansigtet. Jeg var ikke i tvivl om, at vi havde kontakt. Hun trak vejret en sidste gang. Jeg sad lidt ved hende og gik så ud for at finde den vagthavende medarbejder, der bekræftede, at døden var indtrådt. Medarbejderen var en kær dame, der tog om mig og sagde: ”Hun ville lige vente på dig, før hun gav slip. Det ser vi tit.”
Da jeg kørte den lange vej tilbage, var jeg glad. Med min fornuft forstod jeg, at det egentlig var ulogisk, men det var den følelse, jeg havde. En stor glæde og vished om, at min mor var kommet godt af sted til et langt bedre sted. Jeg ringede til et par stykker i familien for at fortælle, at min mor var død, men jeg kunne i begge tilfælde mærke, at dem, som jeg ringede til, var et helt andet sted, end jeg var. Jeg tror, de syntes, at det var underligt, at jeg ikke var bedrøvet. Selvom jeg kun er i 60'erne, kan jeg i svage stunder gribe mig selv i at glæde mig. Noget, jeg naturligvis ikke siger til mine børn.
Dernæst lidt om Guds skaberværk. Jeg har aldrig forstået mennesker, der tror, det hele er tilfældigt, at der ikke er en skaber. Når man som jeg har en videregående naturvidenskabelig uddannelse, lærer man om naturlovene. En tur i skoven, et kig op på himlen, en blomst, en edderkop. Skaberværket er overalt.
Selvom vi ved mere, end nogen har gjort før os her på Jorden, er det stadigvæk kun en brøkdel af skaberværket, som vi forstår. Alt fysisk forgår. Vores legeme, computere, dyr og planter. Men nyt kommer til, der står på skuldrene af det, der gik bort. Et lille frø indeholder alt, der skal til, for at en ny plante kan blive skabt.
Computerprogrammerne videreudvikles, selvom de fysiske computere skrottes, og nye kommer til. Vi modtager elektromagnetiske bølger fra fjerne planeter. De indeholder information om stjerner og solsystemer, der ikke findes længere.
Jeg ved ikke mere, har ikke svaret, men ovenstående underbygger og støtter min tro og gør, at jeg ikke er bange. Det var min mor heller ikke, selvom hun kun havde syv års skolegang og aldrig havde haft hverken en computer eller en mobiltelefon i hænderne.
Venlig hilsen
Mogens
Kære Mogens
Tak for dit brev om det at være angst for døden, som sognepræsten fortalte om i brevkassen sidste fredag. Vi har fået en del breve om dette emne, og vi vil dele nogle af dem i de kommende uger.
Du skriver nærmest lidt blufærdigt, at du i ”svage stunder” næsten kan glæde dig til at gå den samme vej som din mor. Og at din oplevelse med hendes afsked med livet og det fantastiske skaberværk tilsammen giver dig en tryg tro på, at noget godt er på vej. Det er en gave, at det er blevet sådan for dig.
Oplevelsen med din mor på plejehjemmet, hvor du sidder alene med hende i de sidste minutter af hendes liv på denne jord, er måske også et fortættet koncentrat af en nærmest kropslig og åndelig hukommelse af hendes omsorg og tro, helt tilbage fra du var ganske lille. Den nænsomme strygning på din barnenæse, når du skulle finde ro og sove, var lagret i dit sind og har sikkert betydet mere i dit liv, end du måske tidligere har været bevidst om. Din mor har måske også i ord og holdning eller stille tilstedeværelse formidlet, at hun ville ”hjem til Jesus”, når den tid kom. Og det udtrykte hun på plejehjemmet, når hendes kræfter var ved at ebbe ud.
At komme hjem til Jesus eller komme hjem til Gud har for generationer af mennesker været et udtryk for en tro, som både var knyttet til bibelske beretninger og udsprunget af et billedsprog for noget trygt og kendt. I den lignelse, som mange kender som ”den fortabte søn” i Lukasevangeliet, kapitel 15, handler det måske allermest om at komme hjem. Hjem til den barmhjertige far, der venter.
Har man haft en tryg og forudsigelig base og fået omsorg i sin barndom og opvækst, er billedet og sproget om at komme hjem, når vi dør, sikkert en væsentlig erfaring, som kan modvirke den angst, som de fleste nok i forskellig grad kan fornemme eller mærke, når tiden nærmer sig. Og har opvæksten været fuld af utryghed og mangler, kan den prikke til angsten, som man måske kendte alt for godt.
Når nogen dør, og nyhedsmedier fortæller om det, siges der næsten altid: Han eller hun er ”gået bort”. Det kan tilsyneladende lyde stille og respektfuldt. Men egentlig er det en fortvivlende sætning. Så er det langt mere trygt og godt ”at komme hjem”. Både for de levende og de døde. Sådan som din mor.
Og så var det rigtig godt at læse om medarbejderen på din mors plejehjem, at hun kunne give dig en omfavnelse og være professionel samtidig. Og fortælle om den erfaring, at de gamle ofte venter med at ”give slip”, til de har mærket kontakt til en af deres nærmeste.
Mange hilsener
Annette og Jørgen