Psykologer, psykiatere, udredninger og diagnoser er en del af flere og flere danske børns liv – og dermed også flere forældres liv. Flere børn mistrives, og i de seneste 10 år er der sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der har været i kontakt med psykiatrien. I mødet med fagpersonerne efterlades forældrene – og særligt mødrene – ofte med indtrykket af, at det er deres skyld, at barnet har det dårligt.
Det siger pårørendementor for forældre til børn med særlige behov og psykisk sårbarhed Dorthe Stieper. Hun står bag bogen "Er det mors skyld? Når mødre føler og tillægges skyld for deres børns psykiske mistrivsel", som 11 fagpersoner medvirker i.
”Jeg har mødt mødre til børn med ocd, angst, depression, autisme og spiseforstyrrelser, som af fagprofessionelle er blevet mødt med antydninger eller påstande om, at deres barns mistrivsel nok skyldes, at de ikke sætter grænser nok, at de sygeliggør deres børn, ikke gør deres børn robuste nok eller påvirker deres børn med deres egne problemer. Men mit billede har ikke været, at de har været dårlige mødre, tværtimod," siger Dorthe Stieper.
I bogen medvirker blandt andre Nina Teis Jørring, der som ung psykiater talte med en mor til en dreng, der siden fik en adhd-diagnose. Moderen havde fattet tillid til psykiateren og kom med alle journalnotaterne fra hospitalerne og sagsakterne fra kommunen og bad Nina Teis Jørring om at læse dem.
”Jeg blev chokeret over den fordømmende, arrogante og nedladende tone over for moderen, som næsten alt var skrevet i. Det sørgelige var, at det var skrevet af folk, hvis job det var at hjælpe moderen og sønnen, og som havde stor magt over deres liv,” siger Nina Teis Jørring, der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og specialist i narrativ familieterapi.
Det var langtfra sidste gang, hun læste eller hørte fagfolk bruge den tone over for mødre eller forældre i det hele taget, og derfor har hun i sin egen praksis fokus på det, hun kalder "forældreskyld". Hun gør også nye børne- og ungdomspsykiatere opmærksomme på risikoen for at komme til at pålægge forældre, især mødre, skyld for deres børns psykiske mistrivsel og opfordrer dem til at være undersøgende og se familien som en ressource.
”Barnet er ikke problemet, og det er forældrene heller ikke. Tværtimod er forældrene oftest en del af løsningen. Men vi gør det svært at få forældrenes ressourcer i spil, hvis vi gør dem til syndebukke,” siger Nina Teis Jørring.
Pilen peger i den forkerte retning
Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet og medvirker også i bogen. Han oplever, at der blandt mange fagprofessionelle stadig er en grundantagelse om, at børns og unges psykiske mistrivsel primært må være en konsekvens af mødrenes svigt. Det skyldes ifølge professoren, at pædagoger, socialrådgivere, lærere og andre fagprofessionelle bliver undervist efter forældede undervisningsbøger, som gengiver tilknytningsteorier, der blev udviklet i 1950’erne og 1960'erne.
”Det er afgørende for et barns udvikling, hvordan den tidlige tilknytning er. Men tilknytningsteorien har udviklet sig meget i takt med forskningen og i takt med, at børns livsvilkår har ændret sig. I dag udfolder små børns liv sig i mange forskellige kontekster, og det er derfor langtfra kun forældrene, der har betydning for barnets udvikling og eventuelle mistrivsel. Men det ved mange fagprofessionelle ikke, fordi de ser verden gennem en mindst 30 år gammel, forældet tilknytningsteori,” siger han.
Allerede for omkring 20 år siden gjorde Dion Sommer opmærksom på sin bekymring over faldende normeringer i daginstitutionerne, og siden er hans bekymring kun vokset i takt med, at skolen er blevet præget af en testkultur, som har smittet af på daginstitutionerne.
”Hvis nogen spørger, om det er mødrenes skyld, at så mange børn og unge mistrives, kan jeg med sikkerhed sige nej,” siger han og henviser til et forskningsprojekt, der fulgte 6000 danske børn, fra de var 5-6 måneder, til de blev 15 år.
”Som en del af projektet studerede jeg forældrenes omsorg og mors og fars opdragelse af børnene, og generelt kunne jeg i materialet ikke finde nogen evidens for, at det er børnefamilierne eller mødrene, der svigter. Det er ikke i de almindelige danske familier, vi skal finde årsagen til den stigende mistrivsel,” siger Dion Sommer, der i stedet peger på det, han kalder politiseringen af skole og daginstitutioner med testkultur og nedskæringer til følge.
”Skal vi det her til livs, er det ikke mødrene, pilen peger på. Det er systemerne omkring barnet, der skal ændres,” siger han.
Fri fra skylden
Lisbeth Andreassen Ryelund nikker genkendende til beskrivelserne af forældre, især mødre, der pålægges – eller føler – skyld. Hun er uddannet psykoterapeut og arbejder som privatpraktiserende familieterapeut med både individuel-, familie- og parterapi, hvor hun ofte har familier i terapi, hvor et eller flere børn mistrives psykisk.
”Jeg har ikke set dokumentation for, at mødre i højere grad end fædre pålægges skyld. Men jeg kan godt genkende det billede, der tegnes, og jeg tror, at der er flere ting på spil. Dels har man mange steder i systemet stadig en opfattelse af, at børn næsten udelukkende påvirkes i familien og i hjemmet, og at det her særligt er moderen, der har omsorgsfunktionen. Dels er det ofte mor, der tager størstedelen af barsels- og forældreorloven, og som tager barnets første sygedag og så videre. Det betyder, at det ofte kvantitativt er mor, der har været mest sammen med barnet, og det kan føre til, at hun påtager sig skylden eller tillægges skyld,” siger Lisbeth Andreassen Ryelund.
Hun oplever dog, at både mødre og fædre kan være tyngede af en følelse af skyld, når deres børn mistrives, og kan være bange for, at de af alle fagprofessionelle bliver set som årsagen til deres børns problemer.
”Ofte når jeg har haft en samtale med en familie, hvor børnene har problemer, siger forældrene bagefter, at det var første gang, de oplevede, at de ikke fik skylden for problemerne, og at deres situation og deres familie blev anerkendt og normaliseret. Jeg opererer helst ikke med skyld i den type samtaler, for skyld kan give handlingslammelse. Taler man i stedet om forklaringer, kan det bruges som inspiration til at finde løsninger og handlemuligheder,” siger hun.
Også Nina Teis Jørring forsøger i Familie Terapeutisk Team i Børne- og Ungepsykiatrien i Region Hovedstaden at fratage forældre til børn i psykisk mistrivsel følelsen af skyld og give dem deres værdighed og betydning tilbage.
”Vi indleder med det, vi kalder en ’vidunderlighedssamtale’, hvor vi spørger familien, hvad de er for en vidunderlig familie, og hvem de er, når problemerne ikke er der. Deres svar bruger vi, når vi siden skal tackle problemerne,” siger Nina Teis Jørring.
”Er man udpeget som syndebuk, kan man ikke flytte sig. Så vi bliver nødt til at udpege alle i familien som helte – i deres eget og familiens liv.”