Når mænd bliver skilt eller bor alene, sætter det sig fysisk som betændelse i kroppen

Mænd, der bor alene eller gennemgår mange brud, får oftere kroniske lidelser. Dårligt helbred kan hænge sammen med isolation og ensomhed, men nu har danske forskere fundet endnu en årsag – og den er fysiologisk

– Illustration: Morten Voigt
– Illustration: Morten Voigt.

I varmestuen i Kirkens Korshær i Aarhus kommer mange enlige mænd med dårligt helbred. Deres livshistorie er typisk sådan her:

Manden er vokset op i en familie, der ”ikke har var alt for funktionel”, siger korshærspræst Morten Aagaard, som tegner portrættet.

Manden har egentlig klaret sig okay, i folkeskolen var han middelmådig, og som konfirmand var han stadig fuld af håb: Han drømte om en fremtid med job og familie, et godt og stabilt liv, hus og børn, intet ekstravagant, bare rart og almindeligt.

Han kom i lære og fik et job, typisk var han en fagligt dygtig håndværker. Han blev gift og fik sine børn og arbejdede, arbejdede, arbejdede. Han drak allerede lidt for meget. I 30’erne skred konen – manden var for lidt hjemme og for lidt nærværende, når han var hjemme.

Så drak han mere, blev mere ensom og mistede sit job, ikke fordi han var dårlig til sit arbejde, men fordi han ikke var stabil. Han havde ondt i ryggen og fik andre livsstilssygdomme. Han kom på sygedagpenge – og så kom han første gang i varmestuen, ned til præsten Morten Aagaard.

”Meget lidt overrasket.” Det siger korshærspræsten, når han bliver spurgt, hvad han mener om resultaterne af en ny undersøgelse fra Københavns Universitet.

Undersøgelsen bekræfter allerede kendt viden om, at enlige mænd ofte lever hårde liv med dårligt helbred og tidlig død. Men som noget helt nyt har forskerne gravet et spadestik dybere og fundet ud af, på hvilken måde mænds helbred bliver skadet af enten at bo alene eller have mange forliste forhold. Det er viden, der er relevant for mange – for mere end 508.000 danske mænd bor ifølge Danmarks Statistik alene.

Oftere fysisk reaktion på stress

Rikke Lund, som er professor ved institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, er studiets hovedforfatter. Hun fortæller, at forskerne har fulgt 4835 midaldrende mænd og kvinder i mere end 20 år.

”Vi har fundet ud af, at det øger risikoen for inflammation i vævet hos mænd, hvis de bor længe alene eller gennemgår flere partnerbrud. Øget inflammation hænger sammen med en hel række kroniske lidelser som eksempelvis åreforkalkning, hjertesygdomme og demens,” siger hun.

Forskningsresultatet er altså et skridt på vejen til at forstå, hvorfor det at bo alene eller gennemgå mange partnerbrud øger risikoen for en række kroniske lidelser. Ifølge Rikke Lund finder de også sammenhængen mellem at bo alene og partnerbrud og let forhøjet inflammation, når der er taget højde for faktorer som eksempelvis uddannelsesniveau, alder og personlighed.

Betændelsestilstanden opstår sandsynligvis som en reaktion på stress og skyldes hverken bakterier eller virus, men er en kronisk irritation i vævet, som forskerne har målt i blodet hos studiets deltagere.

Der er sandsynligvis både fysiologiske og psykosociale årsager til, at øget inflammation gennemsnitligt kan måles hos flere mænd end kvinder, der befinder sig i samme situation, fortæller Rikke Lund. Der er ifølge forskeren noget, som tyder på, at mænd i højere grad end kvinder rent fysiologisk reagerer på stress ved at få forhøjet inflammation.

”En medvirkende forklaring ser også ud til at være, at mænd ofte har et mindre socialt netværk. Der er større risiko for, at de ender isolerede og ensomme, hvis de bliver alene. Det er også stressende for kvinder at blive skilt, men det lader til, at kvinder er bedre til at trække på deres netværk og på den måde afbøde de skadelige effekter,” siger hun.

Rikke Lund slår dog fast, at man ikke skal konkludere ud af forskningsresultatet, at man skal blive sammen med sin partner for enhver pris. Tidligere forskning har nemlig tydeligt vist, at belastende parforhold også skader helbredet.

Behov for fællesskab i en ramme

Når mænd er dårligere end kvinder til at trække på deres netværk i eksempelvis en skilsmissesituation, skyldes det ifølge Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og ekspert i mænds psyke, mangel på kompetencer.

”Når en mand og kvinde flytter sammen, sker der ofte meget hurtigt det, at det er kvinden, som tager sig af de sociale relationer. Til sidst er det hende, som har telefonnumrene og kontakten til både venner og familie – også det, der egentlig var hans familie,” siger Svend Aage Madsen.

Mange sociale relationer bygger på familien, hvilket kvinderne har taget sig af, mens mandens sociale netværk er de mennesker, han arbejder sammen med, siger Svend Aage Madsen.

”Når mænd holder op med at arbejde eller bliver alene, har de ofte meget svært ved at tage kontakt eller have nære relationer. De har muligvis ikke engang et sprog for at række ud i svære situationer.”

Svend Aage Madsen er også formand for organisationen Forum for Mænds Sundhed, som står bag initiativet ”Mænds Mødesteder”, hvor mænd kan møde op og deltage i forskellige aktiviteter som eksempelvis madlavning eller motion.

”Vi kan se, at der er en masse mænd, der gerne vil møde nogle nye mennesker og skabe relationer. Men de har ofte behov for at få en adresse og et tidspunkt, hvor de skal møde op, for de tager ikke selv initiativet eller kontakten. Det er nemmere for dem, når de ikke selv skal opfinde relationerne,” siger han.

Mændenes manglende sociale kompetencer forklarer Svend Aage Madsen med, at det kulturelt og historisk set ikke har været specielt funktionelt for mænd at tage udgangspunkt i deres følelser eller spekulere længe over dem.

”Tværtimod har det været enormt smart for mænd at skubbe smerte og følelser til side og få pløjet marken eller løst den forhåndenværende opgave på fabrikken,” siger han.

Omvendt har det været funktionelt for kvinderne at være opmærksom på følelser og relationer, når de har passet familien.

”De har udviklet som kompetence at holde øje med, hvordan alle i familien har det, hvem der er kede af det, og om børnene trives. Man ser det allerede i børnehaven, hvor pigerne er mere opmærksomme på relationer, mens drengene ikke nødvendigvis har et sprog for den slags,” siger han.

En mistet kone er et mistet spejl

Tilsvarende erfaringer har korshærspræsten Morten Aagaard. Også de mænd, han møder, har haft deres kone eller kæreste som den bedste og ofte også eneste dybe samtalepartner.

”Når kvinderne går, mister mændene det spejl, de har brug for, til at se på sig selv. Det gælder alt fra, hvordan de ser ud, til hvad de spiser, hvor meget de drikker, og om de husker at gå til lægen. De får en uheldig og irrationel livsstil, de ikke burde have, hvis de skal have et langt og godt liv,” siger han.

Disse mænd skal have deres netværk serveret – sat i rammer – for de kan ikke vedligeholde det selv, siger også Morten Aagaard.

”Korshæren bliver rammen om de kontakter, de har. De kommer her, og så har de en lille lejlighed et sted, hvor de ikke har gæster, for de kan ikke lave mad, og de føler ubehag ved at have gæster. Vi taber en stor del af mænd i vores samfund i dag, og vi skal have fokus på at hjælpe dem, så de får stabile parforhold, job og liv. Vi mangler en mande-revolution,” mener han.

Den gode nyhed er, at den revolution måske allerede er i gang. I hvert fald er mere traditionelle måder at være mand på under hastig forandring, mener mandepsykolog Svend Aage Madsen.

”Mænd engagerer sig i dag langt mere i børnene og familien og er i gang med at udvikle de følelsesmæssige kompetencer, som kvinder har haft længe. Det betyder også, at de møder andre forældre på legepladsen og i institutionen, når de henter og afleveres deres børn, og kan skabe relationer ad den vej,” siger han.