Når store livsforandringer rammer, har parforholdet sværest ved at overleve

Et ægteskab er mest truet, når det har varet i cirka seks år. Herefter kommer flere svære perioder, men er man opmærksom på dem, kan man redde kærligheden, siger eksperter

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er det knap 42 procent af alle ægteskaber, der går i stykker.
Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er det knap 42 procent af alle ægteskaber, der går i stykker. Foto: Mark Airs/Ikon Images/Ritzau Scanpix.

Apostlen Paulus var sikker i sin sag, da han skrev sit Første Brev til Korintherne: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,” lød det. Og ja, kan vi samtykkende nikke i dag, kærligheden er ganske rigtig tålmodig og mild. Eller… det er den i hvert fald lige indtil, den ikke er det mere.

Den skillelinje når de fleste parforhold i Danmark oftest omkring seks år inde i forholdet, fortæller psykoterapeut Søren Marcussen, afdelingsleder hos Center for Familieudvikling, som i en årrække har ydet terapi for par og holdt kurser for at afhjælpe både almindelige og mere konfliktfyldte skilsmisser.

”Her har de fleste danske par fået deres andet barn, og den romantiske periode er fortid. På relativt kort tid er de gået fra at være et par, som kun har skullet balancere deres individuelle liv og egne karrierer til at blive en familie på fire, og den udvikling skaber en lang række udfordringer," siger Søren Marcussen, der understreger, at perioden på de seks år er baseret på psykologisk forskning, hvor man har påvist, at det sjette år er det mest belastende for et parforhold.

Kigger man derimod på de nyeste tal fra Danmarks Statistik fremgår det, at der i 2020 indtraf flest skilsmisser i ægteskabets andet år, hvor seks procent af årets 15.651 skilsmisser fandt sted. Men det er der en god forklaring på, understreger Søren Marcussen:

”Man skelner mellem, hvor længe man har været et par, og hvor længe man har været gift. I vores moderne tider er man i et parforhold længe, gerne tre-fire år, inden man gifter sig. Over tid opstår en stressbelasting, som gør parret - gift eller ikke - mindre i stand til at regulere sig selv og egne følelser, og derfra opstår den tanke, at man måske ikke længere kan få forholdet til at fungere,” tilføjer han.

Ifølge flere internationale forskningsprojekter falder sandsynligheden for, at man bliver skilt fra sin partner den dag, man kan markere 10 år som par. Men det er langt fra ensbetydende med, at de svære perioders tid så er forbi, siger Mikael Hoffmann, der er parterapeut med næsten 30 års erfaring.

”Generelt kan man sige, at det er i forbindelse med store livsforandringer, at parforholdet har sværest ved at overleve. For mandens vedkommende hænger det ofte sammen med at blive enten afskediget eller pensioneret, mens det for kvindens vedkommende ofte rammer, når børnene flytter hjemmefra,” siger Mikael Hoffmann.

Han henviser til det, amerikanske psykologer kalder ”Empty Nest Syndrome” - eller på dansk ”den tomme rede-syndromet” - som beskriver den følelse af tab og ensomhed, forældre oplever, når deres børn flytter hjemmefra.

”Når børnene flyver fra reden, er det starten på en ny fase i parrets liv. Indtil da har den fælles kærlighed til børnene været i fokus og lidt mindre kærligheden til hinanden. Mange opdager, at de mest af alt er blevet sammen for børnenes skyld, når kærlighedsrelationen pludselig skal fylde mere. Det kan være svært at genopdage den kærlighed og den trygge tillid, som engang var der,” supplerer Søren Marcussen.

Han bevæger sig videre til den tredje livsfase, hvor ægteskabet endnu engang kan komme særligt under pres: Pensionsalderen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 11 procent af skilsmisserne i 2020 fandt sted efter 25 års ægteskab, hvor mange typisk har nået en alder, hvor de trækker sig fra arbejdslivet.

”Så længe vi har vores arbejde, skaber det mening og identitet i vores liv, men når det stopper, er det pludselig vores parforhold og familielivet, der skal løfte den opgave alene. Og så er der en stor risiko for, at man bryder op og går fra hinanden,” forklarer Søren Marcussen.

Forventninger vokser med tiden

Det kan virke overvældende at betragte sit ægteskab med viden om muligheden for tre eller flere særligt lukningstruede perioder. Men måske er der trøst at hente i skilsmissernes kulturhistorie, siger Karen Vallgårda, lektor i historie ved Københavns Universitet. I sin forskning i 1800-tallets skilsmisser er hun ikke stødt på systematiske opgørelser over særligt svære perioder i et ægteskab. Men, siger hun:

”I dag skal et ægteskab både være emotionelt trygt og seksuelt tilfredsstillende, ligesom vi er mere tilbøjelige til at tage vore parforhold op til revision og evaluere det, end vi var tidligere, hvor vi i højere grad betragtede ægteskabet som skæbnen. Det fører til, at det gennemsnitlige ægteskab generelt set er bedre i dag, end det var for 100 år siden, hvor mange - særligt kvinder - måtte finde sig i at leve under virkelig dårlige og undertrykkende forhold såsom utroskab, brutalitet og drikfældighed.”

I begyndelsen af 1800-tallet gik op mod 20 procent af alle ægtefolk fra hinanden, fortæller Karen Vallgårda og uddyber, at en del af de opløste parforhold skyldtes ”gemytternes uoverensstemmelse” - eller datidens måde at sige ”vi er vokset fra hinanden” på.

I dag er tallet anderledes dystert, knap 42 procent af ægteskaber går i stykker, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Er man imidlertid bevidst om, at der findes særligt svære perioder, er der gode chancer for at bevare sit ægteskab, mener Søren Marcussen.

”Vi skal væk fra idéen om, at parforholdet af sig selv burde være let og lykkeligt. I forelskelsesfasen kommer følelsen af kærlighed altid før handling, men i et langt kærlighedsliv er vi nødt til at forstå, at kærlighed er noget, man bruger tid på. Alt i den her verden, man ikke investerer tid eller energi i, forfalder af sig selv - også kærlighed.”

Ifølge parterapeut Mikael Hoffmann består et modstandsdygtigt parforhold af tre ting:

”Forståelse, hengivenhed og valget om at give sin partner det, partneren gerne vil have. Kærlighed er en handling, mens følelser er temmelig flygtige størrelser, og hvis man vil undgå at bukke under, skal man have fokus på at kommunikere med hinanden. Kommunikation er ikke kun at udveksle ord og holdninger, men derimod først at forstå og efterfølgende at blive forstået.”