Da Mette Thygesen var 14 år, kom hun ud for en voldsom rideulykke. Hesten snublede og faldt forover, og det sidste, Mette Thygesen så, var hesten, der faldt ned over hende. Det næste, hun siden huskede var, at hun røg ned gennem et sort hul. Da hun kiggede rundt, var mørket ikke fuldstændig sort, og der var en svag lyd som af rislende vand. Luften var hverken meget tør eller fugtig. Hun så et lys, som hun oplevede som det varmeste, mest kærlige og omsluttende lys, fyldt af visdom.
Det føltes, som om lyset trak blidt i hende, og hun bevægede sig hen mod det, hurtigere og hurtigere jo nærmere, hun kom det. Imens fornemmede hun, at der var sjæle, der sluttede op omkring hende fra siderne og lod hende forstå, at det var rigtigt og godt, hvad hun havde gjort.
Hun følte sig fuldstændig hjemme og omsluttet af kærlighed og accept. Så kom der en sjæl fra oven, som hun fornemmede, var overordnet de andre. Den gav hende besked om, at hun skulle vende om og tage tilbage. Hun hørte ikke beskeden som ord, men hun opfattede dem alligevel klart. Uden selv at sige noget hørbart svarede hun, at hun ville blive. Nej, lød svaret, du skal tilbage – der er noget, du skal ned og fortælle.
Mette Thygesen følte sig afvist og blev skuffet og ked af det. Alligevel vendte hun sig om og gik bort fra lyset. Alt blev straks sort, og hun svævede gennem ingenting. Først var det behageligt sort uden indhold, men som hun kom tættere på jorden, fornemmede hun, at hun fløj gennem parallelle verdener fyldt med ondskab, grusomhed og uærlighed. Undervejs så hun et ansigt, som skræmte hende voldsomt.
Mere end to døgn efter ulykken vågnede hun, men de næste 10 dage på hospitalet har hun aldrig kunnet huske noget af. Ud over oplevelsen med sjælene, lyset og de mørke parallelle verdener er det første, hun husker, at hun giver sygeplejerskerne på børneafdelingen hånden og siger farvel. Der gik lang tid, før hun kunne huske noget omkring ulykken. Hun huskede til gengæld fuldstændig klart det, hun havde oplevet, mens hun var besvimet og havde været i koma – det, som hun i dag kalder sin nærdødsoplevelse. Et begreb, der dækker over en subjektiv oplevelse, som nogle mennesker, der har været klinisk døde eller har været tæt på at dø, har haft og som ofte omfatter at have set et stærkt lys, at have set sin krop udefra eller mødt forskellige skikkelser. 10-20 procent af dem, der har været klinisk døde, har haft en nærdødsoplevelse, viser studier.
”Jeg forstod ikke, hvad det var, jeg havde oplevet, og jeg var forvirret og bange. Jeg havde jo både oplevet en kærlighed og fred, der var så altomsluttende, at jeg ikke havde ord for det, og også noget, som var skræmmende. Det fik mig til at tænke, at jeg ikke var kommet tilbage til den verden, jeg kendte, og at min skræmmende oplevelse måske ville blive forklaret med, at jeg var et dårligt menneske. I dag ved jeg, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, om man oplever noget ubehageligt under sin nærdødsoplevelse, og hvordan man er som menneske. Men det anede jeg ikke dengang,” siger Mette Thygesen, der i dag er 41 år.
Forandret for altid
Et par måneder efter ulykken var hun tilbage på intensivafdelingen på hospitalet og talte med en af de læger, der havde behandlet hende. Hun forsøgte at fortælle ham, hvad hun havde oplevet, og spurgte efter en forklaring på det. Han sagde, at det var medicinen, der havde givet hende hallucinationer, og at det bedste, hun kunne gøre, var at glemme det. Det fik hende til at holde oplevelsen for sig selv for at beskytte den, da hun aldrig selv betvivlede dens sandhedsværdi.
”Jeg prøvede at nævne den skræmmende del af oplevelsen for mine forældre. Men de havde jo heller ikke begreber for det og var naturligt nok mest optaget af, at jeg var kommet tilbage til livet. De havde fået deres datter igen, men jeg var forandret for altid, og i mange år følte jeg mig meget alene med det,” siger hun.
Netop oplevelsen af at være alene med sin erfaring og blive mødt med skepsis og afvisning går igen hos mange nærdødsoplevere, siger Tobias Anker Stripp, der er Danmarks førende forsker inden for nærdødsoplevelser. Han er uddannet læge og er ved at færdiggøre en ph.d. ved institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, hvor han er tilknyttet forskningsenheden for almen praksis og en forskergruppe, der beskæftiger sig med blandt andet åndelig omsorg i sundhedsvæsnet. De seneste år har han gennemført en række kvalitative interview med nærdødsoverlevere, og der er en række ting, der går igen i interviewene, fortæller han.
”Mange havde ikke delt oplevelsen med andre eller kun med ganske få – til trods for, at nærdødsoplevelsen for alle har været en fuldstændig skelsættende begivenhed i deres liv. De oplever typisk, at det er forbundet med skam at have haft en stærk åndelig oplevelse.”
Mange har mødt sundhedspersonale, som har bagatelliseret deres oplevelse eller afvist den med henvisning til, at det må skyldes hallucinationer eller drømme.
”Men nærdødsopleverne er ikke i tvivl om, at det, de har oplevet, er virkeligt. Ofte beskriver de det som mere virkeligt end det, vi normalt omtaler som virkeligheden. De føler sig ikke mødt og anerkendt, og selvom de fleste beskriver selve oplevelsen som fuld af overvældende kærlighed, lys og fred, kan det blive svært for dem at integrere oplevelsen positivt i deres tilværelse. Derfor følger der for mange en lidelsesfuld periode efter nærdødsoplevelsen,” siger han.
Større end at blive forældre
Oplevelsen er svær at sætte ord på og formidle til de pårørende, som derfor har vanskeligt ved at forstå, hvad nærdødsopleveren har erfaret, forklarer Tobias Anker Stripp.
”Mange beskriver det som det største, de nogensinde har oplevet – større end at blive gift eller blive forældre. Nogle længes tilbage, og det kan være svært for de pårørende at forstå og forlige sig med,” siger han.
Samtidig får mange nærdødsoplevere ifølge forskningen et nyt syn på liv og død. De bliver typisk mindre optaget af at gøre karriere og tjene penge, og de fleste mærker en stærkere forbundethed til naturen. En del skifter job, mange bliver skilt, og mange beskriver det at give kærlighed som den vigtigste prioritet i deres liv. Det er gennemgående også i de interview, Tobias Anker Stripp har gennemført som en del af sin forskning. Desuden oplever stort set alle, at de ikke længere er bange for at dø.
”Det sker uafhængigt af, om de tidligere har været religiøse, og hvilken religiøs og kulturel kontekst de er vokset op i. De beskriver, at de ikke tror på et liv efter døden, men ved, at det findes, og at der intet er at frygte,” siger forskeren.
Den beskrivelse kan Brian Gellner nikke genkendende til. I oktober 1988 kollapsede han under Eremitageløbet. Han var 23 år og havde sat sig for at slå sin personlige rekord, da han faldt om 200 meter fra målstregen. Nogle samaritter løftede ham ind i et telt og gav ham væske, og da Brian Gellner forsøgte at gå fra teltet, gik hans krop i kramper og spasmer, og han oplevede en så intens fysisk smerte, at det føltes, som om han på kort tid gennemlevede alle de former for fysisk smerte, et menneske kan erfare i et liv.
”Så røg jeg pludselig ud på den anden side, og der var den største ro og fred. En fuldkommen kærlighed og frihed. Alle svar kom til mig, før jeg havde tænkt spørgsmålet til ende, og samtidig følte jeg en forbundethed og kærlighed til alting.”
Brian Gellner oplevede, at han blev budt velkommen på den anden side, og han ville uden tøven takke ja, for han havde aldrig oplevet noget så fantastisk i sit jordiske liv.
”Men så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fået sagt farvel til min daværende kæreste, og i det øjeblik ryger jeg tilbage igen og vågner op i min krop, hvor der sidder nogen oven på mig og klapper mig på kinderne og forsøger at holde min krop i ro, fordi jeg har ligget og vredet mig i kramper,” siger han.
Herefter oplever Brian Gellner, at hans krop er forkrøblet og vansiret, og han forsøger at kværke sig selv for at komme væk fra kroppen og tilbage til det fredfyldte sted, han lige har været. Han mister bevidstheden og har en oplevelse af at svæve oppe under samariterteltets loft, mens en læge og en samarit giver ham kunstigt åndedræt og hjertemassage. Da det går op for ham, at det er hans egen krop, han ser ned på, bliver han suget ned i kroppen igen. Først på vej i ambulancen forsvinder oplevelsen af, at hans krop er vansiret og forkrøblet.
På hospitalet forsøger han at fortælle en sygeplejerske, hvad han har oplevet, men hun afviser det som hallucinationer. Først da han fortæller det til sin mor og sin storebror, møder han en vis forståelse.
"Min mor var en af de første i Danmark, der praktiserede zoneterapi og var i det hele taget åben for alternativ behandling og åndelige fænomener. Hun havde læst om nærdødsoplevelser og forærede mig en bog af psykiateren Raymond Moody, der som den første i 1970'erne lavede et videnskabeligt studie af nærdødsoplevelser. Den beskrev meget præcist, hvad jeg havde oplevet,” siger Brian Gellner.
Reinkarnationstro og empati
For ham blev nærdødsoplevelsen begyndelsen på en grundig undersøgelse af spørgsmålet om, hvad meningen med livet er.
”Før den dag i 1988 troede jeg ikke på andet end det, jeg kunne se og måle og veje. Men nu begyndte jeg at undersøge forskellige religioner og fandt ud af, at der jo i stort set dem alle findes beskrivelser af et sted, der svarer til det, jeg har oplevet. Jeg har ikke behov for at tilslutte mig nogen bestemt religion, men jeg tror på reinkarnation og er overbevist om, at vi skal leve i denne verden for at gøre os nogle erfaringer af lidelse og smerte, som vi kan lære noget af. Når vi så bliver udfriet og får lov at leve i himlen, ved vi, at det uden tvivl er det bedste sted at være,” siger han.
For Brian Gellner har nærdødsoplevelsen betydet, at det at vise empati over for andre er blevet afgørende.
”På den anden side er vi fuldstændig frie, fordi vi ikke har de begrænsninger, som vores krop giver os. I dette liv får vores reptilhjerne os til hele tiden at være på vagt over for andre, og det gør det svært for os at stole på hinanden. Hvis vi kunne være sådan mod hinanden, som vi er på den anden side, ville det være himmerige på jorden, og jeg forsøger at realisere blot noget af dette potentiale i mit liv. Jeg prøver at hjælpe andre, så meget jeg kan. Det materielle betyder heller ikke ret meget for mig,” siger Brian Gellner, der er uddannet litograf og arbejder i den grafiske branche.
”En gang imellem kan det godt frustrere mig at se andre mennesker, der bare fortsætter med at knokle rundt for at tjene penge til at købe endnu flere dyre gaver til hele familien. Så kan jeg godt blive lidt skuffet over mine medmennesker,” siger han.
I det hele taget føler nærdødsoplevere sig ofte alene med deres oplevelser, og for mange er det en stor lettelse at møde andre med lignende erfaringer. I kølvandet på sin forskning har Tobias Anker Stripp været med til at etablere den første danske gruppe for nærdødsoplevere, i samarbejde med blandt andre Mette Thygesen.
”Det er en kæmpe lettelse at møde andre, der har gjort sig lignende erfaringer. Selvom familie og venner lytter til mig, kan de ikke for alvor sætte sig ind i det, jeg har oplevet. Andre nærdødsoplevere kan jeg sparre med, uden at jeg først skal forklare en masse følelser, fornemmelser eller begreber,” siger hun.
Tobias Anker Stripp håber, at hans forskning kan bane vejen for, at sundhedspersonale får større viden om nærdødsoplevelser og bliver bedre til at spørge ind til patienter, der kan have haft den slags oplevelser eller som selv beretter, at de har haft det.
Vil ikke fremskynde døden
”Det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle ikke affejer de her erfaringer, men i stedet spørger åbent ind og eventuelt henviser til en hospitalspræst eller anden relevant samtalepartner. For vi bør drage omsorg for patienter, der har haft disse oplevelser, som det ikke altid er let at stå med selv. Det kræver, at sundhedspersonale får viden om fænomenet og vover at tale om et emne, som mange opfatter som skræmmende og tabubelagt,” siger Tobias Anker Stripp.
Han understreger, at trods den længsel, som nogle nærdødsoplevere har efter at vende tilbage til "den anden side", er der ikke noget i forskningen, der tyder på, at nærdødsoplevelser gør folk mere tilbøjelige til at begå selvmord.
”De, der har haft en nærdødsoplevelse i forbindelse med selvmordsforsøg, forsøger stort set aldrig at tage deres liv igen. Det er derimod almindeligt blandt andre, der har forsøgt selvmord. Tværtimod udtrykker mange nærdødsoplevere, at de er sat på en opgave med at formidle noget af det, de har oplevet, og at de ved, at de ikke kan eller bør fremskynde det tidspunkt, hvor de vender tilbage til den anden side,” siger han.
Mette Thygesen har da heller aldrig overvejet at tage sit eget liv for at komme tilbage til det kærlighedsfyldte sted, hun oplevede som 14-årig.
”Jeg tænker snarere, at den kærlighed fra det lys, jeg mødte, skal jeg forsøge at lade strømme igennem mig som lys for andre,” siger hun.