Norske Tor Johan Grevbo er et fyrtårn for dansk sjælesorgsarbejde: Der er ingen grænser for, hvor meget trøst et menneske har behov for

Han mener, at al kirkelig virksomhed bør rumme et element af sjælesorg

Interessen for sjælesorg opstod allerede i barndomshjemmet, hvor Tor Johan Grevbos far i en periode trængte til psykisk og sjælesørgerisk bistand.
Interessen for sjælesorg opstod allerede i barndomshjemmet, hvor Tor Johan Grevbos far i en periode trængte til psykisk og sjælesørgerisk bistand. Foto: Fartein Rudjord.

Kan en nordmand blive profet i Danmark? Sådan lyder et spørgsmål i bogen ”Sjælesorg i bevægelse”, der udkom i efteråret, og som trækker de store linjer i sjælesorgens praksis og teori op her til lands.

Spørgsmålet bliver stillet af lektor emeritus i praktisk teologi Hans Raun Iversen samt af den første lektor i sjælesorg på det daværende Teologisk Pædagogisk Center – nemlig Marianne Bach, som beklædte stillingen fra 1995 til 2007. De er to af flere bidragydere, der i den nye bog forsøger at indkredse nordmanden Tor Johan Grevbos betydning for dansk sjælesorg. Han får nemlig lov til at fylde en hel del i bogen, og det er ikke uden grund:

76-årige Tor Johan Grevbo er tidligere præst og professor emeritus i sjælesorg og antageligt den mest benyttede sjælesorgsunderviser i Danmark mellem 1985 og 2020. Tre-fire gange om året har han været i Danmark for at undervise, og i flere perioder har han boet her. Han har været tilknyttet Aarhus Universitet, Menighedsfakultetet, Kolonien Filadelfia i Dianalund, Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og Københavns Universitet.

Blandt mange danske præster er han et fænomen, og flere peger på ham som den person, der satte en egentlig sjælesorgsbevægelse i gang, da han ankom første gang i 1985. Og det på trods af de kirkelige forskelle, der er mellem de to nabolande. Som Tor Johan Grevbo selv har pointeret med ord lånt fra en katolsk præst, der kendte til begge lande: Nordmænd tror for meget på for lidt, mens danskerne tror for lidt på for meget.

Hvem er han? Hvad vil han? Og hvilke tendenser og udfordringer har han gennem årene kunnet se i den danske folkekirkes sjælesørgeriske håndsrækning til sognebørnene? Kristeligt Dagblad har spurgt ham.

Sjælesorg er medvandring

”På mange måder begyndte det i mit hjem i Telemark, som var et kulturåbent præstehjem,” fortæller Tor Johan Grevbo om, hvor kimen til hans interesse for sjælesorg skal findes.

”Min far blev i sin tidlige præstetjeneste udfordret af nogle stærkt pietistiske medlemmer i menigheden, som havde en tendens til at presse ham ind i et snævert spor, som ikke var hans. Og det blev aldrig fortiet, at han i den periode trængte til psykisk og sjælesørgerisk bistand,” siger Tor Johan Grevbo og fortsætter:

”Men han var også en dygtig komponist og kunstmaler, og gennem kunstnerisk udfoldelse fik han også megen hjælp. Det er en af grundene til, at jeg forstår sjælesorg meget bredt,” fortæller Tor Johan Grevbo.

Og hvad er sjælesorg? Der findes mange bud på, hvordan fænomenet kan afgrænses – alene i Grevbos bøger er der en hel del. Men grundlæggende taler han om den generelle sjælesorg og den specielle. Den specielle sjælesorg er den, de fleste nok vil tænke på som det første – det er den fortrolige samtale om eksistentielle spørgsmål på tomandshånd, som foregår i en kirkelig sammenhæng.

Tor Johan Grevbo er særligt kendt for sin såkaldt viatoriske definition af sjælesorg – som en medvandring: Præsten er sit medmenneskes medvandrer og sommetider også budbærer.

”Sjælesorgen har denne dobbelte side, at den er en medvandring, som kan føre langt uden for kirkens vanlige stier og veje, men som også giver en mulighed for at bringe noget ind fra den kristne tro og tradition og fra de sammenhænge, som sjælesorgen henter sin visdom fra,” siger han.

Om Tor Johan Grevbo skrives det, at han ikke som sådan har dannet skole i Danmark, men at han har åbnet for, at sjælesorg kan indoptage elementer fra mange andre faglige udgangspunkter end den teologiske – uden dog at gå på kompromis med det uomgængelige kristelige fundament, der ligger til grund. Før Tor Johan Grevbo har der nemlig i dansk sammenhæng været en vis hældning over mod en psykoterapeutisk forståelse af sjælesorg, og han minder om ikke at lade sjælesorgen miste sin teologiske egenart i mødet med psykologien. Husk Kristus. Husk Paulus og Luther, husk evangelierne og sakramenterne, synes at være et vigtigt refræn. Og han fremhæver i sine bøger en række særegne sjælesørgeriske midler, præsterne kan gå til i mødet med lidende mennesker. Det er blandt andet velsignelse, bøn, bibelord, skriftemål og nadver.

Samtidig er Tor Johan Grevbo optaget af et bredt menneskesyn: Arvesynden findes, og arvegodheden findes i hvert enkelte menneske.

Ikke kun en krog af kirken

Tor Johan Grevbo breder sjælesorgsbegrebet ud. Han mener nemlig, at al kirkelig virksomhed bør have et sjælesørgerisk element.

”Sjælesorg er ikke kun noget, der foregår i samtalens form i en krog af den kirkelige virkelighed. Det sammenfatter alle kirkelige livsytringer i noget, som kan kaldes sjælesorgens kirke,” siger han og giver eksempler som salmerne, prædikenen og undervisning. Og han fortsætter:

”Omsorgen for menneskers liv i tid og evighed er den helt centrale kirkelige opgave fra først til sidst. Sjælesorg er omsorg for alle sider af et menneskes liv, og derfor er sjælesørgerisk forkyndelse heller ikke kun en enkelt ting, men kan udfolde sig i mange sammenhænge. Sjælesorgen kan derimod blive omklamrende, hvis den er for ensidig.”

Derfor lyder en anden af hans definitioner af sjælesorg sådan her:

”Sjælesorg er at sørge for, at vi opdager og holder fast i den uudslettelige forbindelse mellem vores liv og Gud. Ikke mindst når og der, hvor Gud opleves fjern og skjult.”

Gud er i dybet under os

I 1970’erne tog den unge teolog Tor Johan Grevbo til Tyskland for at studere homilitik – prædikenlære. Og der oplevede han, hvordan sjælesorg var på stærk fremmarch inden for den praktiske teologi. Det fornyede incitamentet fra barndomshjemmet. Siden arbejdede Grevbo blandt andet et år som uddannelsespræst på Modum Bad Nervesanatorium i Norge. Derfra fik han psykologfaglige impulser til sjælesorgsarbejdet. Og så blev også hans egne sjælesorgssamtaler med en præst afgørende for hans blik for, hvad sjælesorg er og skal være.

”Jeg har nok haft en tendens til at bekymre mig mere end nødvendigt for mange ting. Og derfor var det et gennemgående tema hos min vejleder. Det, som jeg ikke mindst personligt har haft behov for, er at møde Guds fred. Min forankring i den kristne tro er ikke knyttet til specielle oplevelser og ting, jeg har erfaret, først og fremmest, men er knyttet til den sakramentale forankring af Guds fred, som også kan findes midt i uro, og som går over al forstand.”

I Netflix-serien ”The Kominsky Method” siger en hovedperson i eksistentiel krise noget i retning af, at det gør ondt at være menneske. For at være menneske og blive såret er den samme forbaskede ting. Det er en scene, Tor Johan Grevbo husker, og det er netop det eksistenssyn, man må have for øje inden for kirkeligt sjælesorgsarbejde.

”Der er ikke grænser for, hvor meget trøst et menneske har behov for. Og nogle gange synes jeg måske, dansk sjælesorg har været så optaget af det positive i menneskesynet, at man ikke har forstået den dybe smerte, som også er knyttet til at være menneske i forskellige situationer i livet.”

I Danmark er Gud sommetider udelukkende kærlig, accepterende og tilgivende, siger Tor Johan Grevbo.

”Derfor kan fylden i gudsbegrebet let gå tabt i en del sjælesorg og forkyndelse. Men Gud er ikke bare en venlig støttepædagog. Så sjælesorgen må ikke bare være forsigtig og forsøge ikke at støde nogen – den må også kunne udfordre mennesket til at uddybe og ændre sit livsgrundlag.”

Frygt for inderlighed

Set fra, hvor Tor Johan Grevbo kigger, har danske teologer og præster gennem alle de år, han har undervist her, haft et meget solidt teoretisk ståsted. Det filosofiske og teologiske overblik både historisk og aktuelt er stort, og mens den norske kirketradition har været mere pietistisk, har danskerne ifølge Grevbo et godt blik for mangfoldige eksistentielle udfordringer i almindelige menneskers almindelige liv. Og det internationale udsyn er blevet større og større.

”Men måske har man i nogle kredse været ængstelig over for at knytte selve teologien tæt til menneskets inderlige længsler og behov. Man har været ængstelig for at tale om menneskers erfaring i frygt for, at det kan ende ud i en oplevelsesteologi.”

Men der er sket meget på det område siden 1985, siger Tor Johan Grevbo. Og det er netop i mødet mellem forankringen i en treenig Gud og menneskets konkrete livserfaringer – erfaringer af egen og andres godhed og synd, at sjælesorgen lever. Og finder sin uomtvistelige berettigelse.

”Der har den også sine ’trumfkort’ i samtidens lys, hvis man skal anvende en dristig metafor.”