Leif Vestergaard har bier i sin have i Jelling i Midtjylland. Tre små stader, der står bag orangeriet, og da han viser dem frem, siger han:
”Hver bi er et individ, men fællesskabet er et større individ. En bi uden familie er ingenting. Den dør.”
Det er selvfølgelig en analogi. For Leif Vestergaard er selv fællesskabsorienteret. Han er uddannet økonom, tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse, og så har han haft ledende stillinger i sygehusforvaltningen i de tidligere Fyns, Vejle og Aarhus Amter. Nu skal han være ny formand for Det Etiske Råd. Og dér er hans hjertesag at forsvare og italesætte nogle grundlæggende værdier, han mener er gået tabt i sundhedsvæsenet i takt med, at man gennem mange år har reduceret patienterne til tal i et regneark.
”En grundlæggende idé med et offentligt sundhedsvæsen er lige og fri adgang. Det er et fællesskabsprincip. I år kommer vi med to store publikationer i Det Etiske Råd, én om ulighed i sundhed og én om omsorg i sundhedsvæsenet. For vi er bekymrede, og vi vil gerne holde et spejl op for politikere og sygehusledelser: ’Har I set det her? Ved I det her?’,” siger han. Sundhedsvæsenets pressede sjæl vender vi tilbage til.
Denne artikels forfatter er ikke i tvivl om, at Leif Vestergaard har lidenskab for det, han siger. Gennem årene har han ofte skilt sig ud som en forvirrende kilde, når man som journalist har bedt om hans kommentar til problemstillinger i sundhedsvæsenet. Tag for eksempel det evigt aktuelle spørgsmål om prioritering mellem patientgrupper. Andre af landets profilerede sundhedsøkonomer, Leif Vestergaards fagfæller, anskuer ofte spørgsmålet ud fra en tankegang om, hvor man kan få mest mulig sundhed for pengene: Hvilke patientgrupper kan det, groft sagt, bedst betale sig at bruge pengene på? Leif Vestergaard er modsat: Han taler i mange tilfælde den enkelte patients perspektiv op – tilsyneladende på bekostning af det store, strukturelle overblik. Så hvad er den dybe bund, hans synspunkter hviler på? Og hvordan vil han påvirke de offentlige debatter som formand for Det Etiske Råd? Kristeligt Dagblad er taget til Jelling for at tegne et portræt af Det Etiske Råds tiltrædende formand og hans ambitioner.
Etisk Råd classic
Det er en iskold og solklar januardag i det historiske Jelling. Leif Vestergaard bor i et parcelhuskvarter i udkanten af byen med etplanshuse og knæhøje buksbomhække, og fra glaspartiet i hans stue er der udsigt til en lille overløbs-sø. Han har været medlem af Det Etiske Råd siden 2019 og afløser overlæge og professor Anne-Marie Gerdes som formand den 15. februar. Hun har haft posten i tre år.
På dagsordenen for den nye formandsperiode er stadig ”Det Etiske Råd classic ”-emnerne, siger Leif Vestergaard.
”Liv og død. Undfangelse, fosterdiagnostik, transplantationer og livsafslutning. De problemstillinger skal vi hele tiden være på for at se: Har noget ændret sig?”.
Det korte svar på det spørgsmål er: ”Ja”. I løbet af én og maksimalt to måneder ønsker Leif Vestergaard for eksempel, at rådet er kommet med en ny udtalelse om såkaldt ”medfaderskab”. Et borgerforslag opnåede for nylig rekordhurtig og -høj tilslutning og vil nu blive taget op i Folketinget. Hensigten med forslaget er, at to mænd skal kunne dele forældremyndigheden over et barn og forskellige rettigheder og pligter – sådan som to mødre har haft mulighed for det siden 2013.
”Umiddelbart forfalder man jo til at sige: ’Ja, selvfølgelig skal to fædre have samme rettigheder som to mødre’. Men i den konstellation er der jo stadig en biologisk mor et sted, den fødende kvinde. Ofte er hun en rugemor. Har vi behandlet hendes stilling godt nok i forhold til at vedtage ny lovgivning?”, siger Leif Vestergaard.
Aktiv dødshjælp er en anden klassiker, som rådet bør se på, fortsætter han. Det Etiske Råds seneste formænd har sagt klart nej til en legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. Det samme gør lægestanden, og politisk er der heller ikke stemning for at ændre lovgivningen. Et flertal af danskere har derimod i mange år støttet en legalisering. Den seneste måling blev foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad i september sidste år. 62 procent af de adspurgte mente, at forbuddet mod dødshjælp skal ophæves. Men hvorfor er der denne kløft mellem den almindelige befolkning og Myndighedsdanmark?
Jeg er naiv på den måde, at jeg tager afsæt i, hvad folk siger, for det er vel det, de mener.
”Har danskerne en forkert opfattelse af, hvor mange der lider ubærligt i livets sidste faser? Eller bygger vi, som er skeptiske, vores modstand på et ideal om, hvilken hjælp man burde få i sundhedsvæsenet – et ideal, som ikke stemmer overens med virkeligheden? Det vil jeg gerne klargøre,” siger Leif Vestergaard.
Den lyttende chef
Det Etiske Råd har haft ikke mindre end tre formænd hentet fra det tidligere Vejle Amt, siden det blev oprettet i 1987. Først den legendariske amtsborgmester Erling Tiedemann (V, formand fra 2000-2002). Så tidligere overlæge Ole Hartling (formand fra 2003-2007). Nu Leif Vestergaard.
Erling Tiedemann er ”et stort forbillede”, siger Leif Vestergaard. Amtsborgmesteren, som sad i to årtier fra 1974 til 1993, fremelskede et miljø for samtale, der nok har bidraget til, at endnu flere formænd siden er udklækket fra Vejle Amt. Mens Erling Tiedemann var amtsborgmester, blev Leif Vestergaard ansat som økonom i amtet, fortæller han i en anekdote.
En dag skulle de to tale med nogle gynækologer, som havde en række ønsker. Leif Vestergaard havde gjort sit forarbejde. Han trak sin amtsborgmester til side og forklarede, hvad han mente, gynækologerne ”var ude på”, og hvordan de ville forsøge at opnå det. Erling Tiedemann lyttede omhyggeligt til den unge Leif. Så tog chefen sine briller af og sagde:
”Det lyder meget rigtigt, hvad du siger. Men skal vi nu ikke gå ned og tale med dem – sæt nu, de har ret?”
”Jeg vil hellere være naiv end dum,” siger Leif Vestergaard for at tegne pointen op.
Han fortsætter:
”Jeg er naiv på den måde, at jeg tager afsæt i, hvad folk siger, for det er vel det, de mener. Jeg lytter ikke nødvendigvis for at skabe enighed. Jeg lytter for at forstå et synspunkt, så jeg bedre kan forholde mig til det: ’Er der en pointe’ eller: ’Er der en logisk brist i argumentationen’,” siger han.
I 2017, da Leif Vestergaard var direktør i Kræftens Bekæmpelse, bragte det politiske netmedie Altinget et portræt af ham.
”En ydmyg spejderdreng”, slog mediet fast allerede i underrubrikken. For også her markedsførte Leif Vestergaard den nysgerrige, troskyldige dialog som en afgørende værdi. Han førte som bevis, hvordan han fortrød sin manglende lydhørhed, da den ophidsede debat om HPV-vaccinen rasede få år tidligere. Dengang mente en række unge piger, at en ny vaccine mod livmoderhalskræft havde givet dem invaliderende bivirkninger. Sagkundskaben, derimod, forsvarede vaccinen: Den var ikke bare sikker, men livreddende, og sådan mente også Kræftens Bekæmpelse. I dag er debatten forstummet. Alle ved, at vaccinen er vigtig. Og dog fortrød Leif Vestergaard sin stemme i debatten:
”Jeg var ikke lydhør nok. Vi sagde, at der ingen alvorlige bivirkninger var ved vaccinen. Men prøv at sætte dig i en piges sted, som måske er lammet og får at vide, at der ingen bivirkninger er, selvom hun er overbevist om, at det skyldes netop den vaccine,” sagde han til Altinget.
Efter min mening skal vi meget mere over i pligtetikken, altså hele det samaritanske princip: Vi hjælper, fordi nogen har brug for hjælp, og nogle gange må vi give op, også fordi vi ikke har råd.
Det lyttende øre er hans varemærke, og dét skal i højere grad bringes i spil, hvad angår Det Etiske Råd:
”Det Etiske Råd er efter min mening kommet i en position, hvor vi ikke får meninger til at brydes, og aktiv dødshjælp er bare ét eksempel: Fronterne står stejlt over for hinanden. Jeg mener, det er en stor mission for rådet at forklare, at der i ethvert spørgsmål er forskellige perspektiver, der kan drive til forskellige holdninger. Det er en metode til etisk refleksion, og det er vigtigt at formidle metoden mere end det konkrete budskab. Jeg mener, det er en disciplin, man bør lære i skolerne, og jeg vil forsøge at rejse midler til det,” siger han.
Absolutte værdier
Leif Vestergaards eget hjertebarn er afspejlet i de to udtalelser, rådet har på vej om henholdsvis ulighed og omsorg i sundhedsvæsenet. For han vil gerne tale om, ”hvordan sundhedsområdet har det i sin sjæl”. Han stiller selv diagnosen, og den er skidt:
”Sundhedsvæsenet har på det seneste udviklet en nytteetisk tankegang, der er brutal og perverteret efter min mening,” siger han.
Nytteetikken beskriver det etiske standpunkt, at en moralsk god handling skal sikre størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker. Lad os tage endnu et eksempel fra Leif Vestergaards formative år som ung økonom. I 1984 blev han ansat i sit første job i det daværende Fyns Amt. Amtet var økonomisk belastet af operationer for kræft og grå stær, og der var diskussioner om, hvor mange man kunne operere. Igen mødte Leif Vestergaard velforberedt op. Han havde lavet et spil med brikker og spilleplade, som anskueliggjorde, hvor mange leveår amtsrådspolitikerne ville få for pengene, alt efter hvordan de prioriterede henholdsvis grå stær og kræftoperationer.
Men amtsrådspolitiker Ester Larsen, som senere blev sundhedsminister (V), bed ham af.
”Det her er alt for simpelt,” sagde hun: ”Politik handler om mennesker, det kan du ikke sætte på formel sådan her”.
Siden har Leif Vestergaard fattet, hvad hun mente:
”Det her simple spil fangede ikke oplevelsen af retfærdighed og samfundsordentlighed, som er grundlæggende værdier, sundhedsvæsenet skal levere på. Det er selve systemets eksistensberettigelse: Man kan ikke bare lade være at operere folk for grå stær, fordi operationer for kræft redder flere liv,” siger han.
Absolutte værdier, kalder han dem også. Det er dem, som i dag er fortrængte af en strengt logisk tænkning om, hvor pengene gør mest gavn, mener han.
”Efter min mening skal vi meget mere over i pligtetikken, altså hele det samaritanske princip: Vi hjælper, fordi nogen har brug for hjælp, og nogle gange må vi give op, også fordi vi ikke har råd. Men hele den nytteetiske tankegang om, at mere er bedre end mindre – er man rigtig velfærdsøkonom, så ved man godt, at det rationale ikke holder, fordi det kan have fordelsmæssige konsekvenser, og det vil vi blandt andet anskueliggøre i rådets kommende arbejde,” siger han.