Tre måneder før flugten kørte nygifte Rachel Skoropa rundt i en bryllupskaret i Københavns gader med sin mand, Isak Skoropa. Men der gik ikke længe, før de stod på havnen i Snekkersten en oktoberaften i 1943 og kiggede ud over det blikstille hav, de skulle krydse for at slippe væk fra tyskerne.
Men manden, der skulle hjælpe dem over Øresund, var syg. Så udstyret med to årer måtte de selv sejle i tre timer over det mørke hav. Rachel Skoropa havde efterladt alle sine ting, var tvunget til at forlade sit hjem og kunne ikke svømme. Men hun var ikke bange, har hun senere fortalt sine børn.
Rachel Skoropas jødiske ophav fyldte gennem hendes liv – som en påmindelse om at værne om dem omkring sig, fordi livet på et splitsekund kan forvandles til det uhyrlige. Den 1. marts døde hun i København - få måneder efter sin 100-års fødselsdag.
Hun fik kælenavnet "Ogo" af sin polsk-jødiske familie, som hun besøgte flere gange som barn. Hun var den yngste i søskendeflokken og den eneste pige af syv børn i hjemmet i det indre København. Men hun havde en allieret i moderen, som mistede sin mand, da Rachel Skoropa var to år. Et bånd, som varede, indtil den hårdtarbejdende alenemor døde.
Rachel og Isak Skoropa mødte hinanden på en jazzklub, da hun var 18 år. Leo Mathisen skulle spille, men det var ikke den berømte pianist, der fangede hendes opmærksomhed. Til tonerne af "Take it easy, boy, boy" fik hun øje på sin udkårne. Ham, der skulle ledsage hende på hendes rejser til USA og Israel og blive hendes trofaste bridge-makker.
Isak og Rachel Skoropa fik deres første barn året efter flugten over Øresund - i Göteborg. Men så snart tyskerne havde forladt Danmark, flyttede de tilbage til København, hvor de boede resten af deres liv.
Isak Skoropa var skrædder og opnåede en succes, der gjorde, at de kunne leve bedre end de fleste. Så når han ikke var travlt optaget af sine forretninger, tog de børnene med i sommerhus i Hornbæk eller rejste til nogle af de steder i verden, hun holdt af. Selv var hun uddannet sekretær, men gik hjemme, da børnene var små.
Familien var vigtigst, og helst var hun aldrig alene. Hun omgav sig med familie og venner, så snart hun kunne, og hver fredag var familiemedlemmerne inviteret til sabbat i herskabslejligheden på Østerbro. Her blev de mødt af en smilende og omfavnende værtinde, som havde sørget for suppe og kylling efter jødisk forskrift.
Selvom hun godt vidste, at hendes sangstemme ikke var smuk, kunne man ofte høre hende synge en af sine yndlingssange - "Det haver så nyligen regnet" fra 1890. Den sønderjyske kampsang, der blev sunget i modstand mod tyskerne.
Hun talte ikke ofte om besættelsen, men alligevel var det vigtigt for hende at tage sine voksne børn med til den by i Polen, hendes forældre var fra. For det var her, de polske familiemedlemmer, hun besøgte før krigen, havde levet et ganske almindeligt liv, før de blev dræbt i under holocaust.
"Leben und leben lassen" (lev, og lad leve) var hendes motto. For det var vigtigt for hende, at de fire børn forstod, at de har fået det liv, de har fået, fordi de er blevet tolereret. Og derfor skulle de udvise den samme tolerance over for deres medmennesker.
I de sidste år af Rachel Skoropas liv blev det mere og mere tydeligt, at hun havde levet i næsten et århundrede. Hun blev slankere, og demensen gjorde, at hukommelsen til sidst var "gone with the wind" (borte med blæsten), som hun flere gange sagde.
Men rejselysten blev ikke mindre med alderen. Hun insisterede på, at hun skulle ud og afsted, også selvom hun var fyldt 93 år og kort før rejsen havde fået installeret en pacemaker. Så med lidt hjælp satte hun sig i flysædet og rejste mod Thailand for at besøge sit barnebarn.
På det jødiske plejehjem Deborah i København påpegede hun tit over for sine børn, at hun altså stadig kunne gå i et raskt tempo. Så kort før hun døde, mødte hun viljestærkt op til gymnastik.