”Arh, men nu kommer det jo til at lyde fuldstændig skørt, det jeg siger."
Sådan indleder en kvinde historien om en oplevelse, hun havde for mange år siden. På det tidspunkt gennemgik hun en livskrise. Hendes mor var for nylig død, og hun sad tit i sit køkken og bad Gud om hjælp. En dag sad hun der igen sammen med sin veninde og drak kaffe, da en due kom spankulerende ind til dem.
"Jeg har aldrig nogensinde set så hvid en due – men den var der. Og den gik helt ind i mit køkken, den var ikke bange for min hund, den var ikke bange for noget."
Duen opholdt sig i køkkenet et par dage, og siden har kvinden ikke set den. Men efter duens besøg oplevede hun, at det begyndte at gå fremad for hende.
"Jeg har tænkt mange gange, at det simpelthen bare – det må simpelthen have været en eller anden hjælp, der er sendt. Og ja, det tror jeg på.”
Kvinden er en blandt 84 danskere, der er blevet interviewet af forskere fra Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter om deres livshistorie og religiøsitet. Beretningen kan man læse i en rapport, som udkom sidste år. Og kvinden er ikke alene om at have en underfuld oplevelse, som har sat varige spor.
Fredag døde Jesus på korset. Lørdag er der stille på Golgata. Men søndag, påskedag, vil tre kvinder gå til hans grav for at salve liget. På vejen vil de tale om, hvordan de mon skal få flyttet den sten, der ligger foran indgangen til hans grav. Men når de kommer frem, vil stenen være rullet væk. Graven vil være tom, foruden en mand i hvide klæder, der vil fortælle dem, at Jesus fra Nazaret ikke er her. At han er genopstået. Kvinderne vil flygte fra graven, rystede og ude af sig selv efter oplevelsen. Ligesom de tre oplever også mennesker i dag – flere tusind år og en oplysningstid senere – gåde- og underfulde hændelser. Hvordan forstår vi det uforståelige i en fornuftens og forklaringens tidsalder?
Lad os tage til Salling i vores søgen efter svar. Her virker nemlig Natalia Packert Andresen. Hun er sognepræst i Balling-Volling-Oddense-Otting-Krejbjerg Pastorat. Og så er hun hospicepræst ved Hospice Limfjorden i Skive.
Hun oplever, at sognebørn, syge, pårørende og efterladte kommer til hende, når de har brug for at tale om den del af tilværelsen, der ligger lige på kanten af, hvad sproget kan magte. For eksempel kommer mange efterladte til hende med oplevelser, som de frygter, at andre vil verfe væk som indbildning. De beretter om at have oplevet et meget kraftigt nærvær fra deres døde kære. Det kan være oplevelsen af en besked, de får, eller uforklarlige ting, som sker, og som de ikke kan afskrive som rene tilfælde.
"Nogle vil måske affærdige det som magisk tænkning eller forklare det med, at sådan kan hjernen reagere, når man mister en. Som præst kan jeg tage det alvorligt på en anden måde. I en verden, hvor alt skal forklares og dokumenteres, har vi brug for at få lov til at opleve og være med det gådefulde."
Taler hun med mennesker, som har haft underfulde oplevelser, spørger hun dem ofte, hvordan det var.
"Det kan skabe frygt, men for mange giver det også indre ro og glæde og mening."
Natalia Packert Andresen henviser til Lukasevangeliets kapitel 2 – og stedet lige efter det, vi kalder Juleevangeliet. Her fortæller hyrderne Jomfru Maria, at hendes nyfødte søn er et under. Han er nemlig frelser. Kristus. Hun gemmer ordene fra hyrderne i sit hjerte, står der i Lukasevangeliet. Natalia Packert Andresen opfordrer mennesker med uforklarlige oplevelser af mening til det samme.
"Jeg beder folk tage det med sig som en lille skat. Det er ikke sikkert, man skal fortælle om den allevegne. Det er ikke sikkert, alle skal høre eller kan forstå det. Og sådan en fin oplevelse kan meget nemt blive pillet fra hinanden, hvis man taler om den. Derfor kan det give mening at gemme den i hjertet. Som en lille kærlig hilsen, der giver mod og håb."
På rejse mod en forklaring
I 1992 fik en fisker en mærkelig fangst i sit net ved indløbet til Flensborg Fjord i Sønderjylland. Det lignede lidt en skrivemaskine, men den var noget medtaget og endte i første omgang i en fiskerhytte, hvor den stod i mange år.
I dag står den i en montre på Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation i København. Og museet har faktisk fået sit navn efter den mærkelige fangst, for undersøgelser har vist, at den er verdens ældste marine-enigma-maskine. Enigma var en elektromekanisk chiffermaskine, som tyskerne brugte under Anden Verdenskrig til at kryptere og dekryptere meddelelser. Ved hjælp af maskinens sindrige system kunne tyskerne sende hinanden kodede beskeder, der angiveligt var ubrydelige for de allierede. Efter krigen viste det sig dog, at det var lykkedes englænderne at bryde enigma-koder. Det er i øvrigt museets formodning, at den marine-enigma fra 1934, de i dag er i besiddelse af, måske blev smidt over bord fra et tysk krigsskib under kapitulationen.
Maskinen vidner om krigskommunikationens historie, men er også et legemligt udtryk for, at nogle gåder faktisk kan løses. Og det er noget, der optager danskerne. At løse gåder.
Det ved Mads Lind alt om. Han er stifter af virksomheden Mystery Makers, som laver gådejagter og spærrer betalende gæster inde i såkaldte escape rooms – altså mystiske rum fulde af gåder, som skal løses i fællesskab med andre for at slippe ud igen. Senest lancerer de i denne påske en ny gådejagt på Assistens Kirkegård i København, hvor deltagere kan følge H.C. Andersens skygge rundt på kirkegården og lære nogle af de andre dødes skyggesider at kende.
"I vores virksomhed er vi optaget af, hvordan mysterier og gåder kan få mennesker til at undre sig. I den søgen, der kommer ud af det, bliver man klogere på verden. Derfor er mysterier en indgang til læring og forståelse," siger Mads Lind.
Når det så er sagt, kan man faktisk også blive en lille smule ked af det, når man løser en gåde, tilføjer han. For på den ene side vil hans kunder gerne undres, undersøge og forstå. Men på den anden side vil de gerne blive ved med at være i deres undren.
"Vi er optagede af de hvide pletter på landkortet, ikke? Jeg har selv opkøbt gamle landkort med hvide pletter, der viser, hvor det uudforskede land var. Det vækker noget i mig som i alle andre. Vi drages af det ukendte og mysteriet. Og i virkeligheden er det ikke det løste mysterium, der er interessant. Det er rejsen derhen."
Det oplever kunderne også, når de træder ud af eksempelvis et escape room sammen med deres venner, kolleger eller familie.
"Alle opgaverne i vores escape rooms og gådejagter er jo et spejl. Det, gæsterne taler om hele aftenen efterfølgende, er, hvem de selv er, og hvem de andre er. Det er det, der åbenbares. Gåden er på en måde ingenting. Den faciliterer bare en oplevelse. 'Men tænk, at du tænkte på den måde, for jeg tænkte på en helt anden måde, og sammen kunne vi tænke på en helt tredje måde'."
Så man kan måske finde sig selv i kampen for at løse en gåde. Men man kan også få øjnene op for underfulde tegn, når man er i gang med at finde sig selv. Det har Mads Lind prøvet. For når han bliver bedt om at pege på noget underfuldt, han selv har oplevet, trækker han et minde frem fra coronanedlukningerne. Her var hans virksomhed voldsomt trængt af restriktionerne, og han kalder det selv en livskrise, han stod i. Skulle han dreje nøglen om eller fortsætte og risikere livslang gæld? Hvem var han, og hvem ville han være?
"Jeg åbnede en fortune cookie," fortæller han med henvisning til den traditionelle kinesiske lykkekage, som indeholder et stykke papir med en spådom eller et råd.
"Og den sagde 'stay on your path' (på dansk: 'bliv på din sti')."
Mads Lind bliver først tavs og siden tyk i stemmen.
"Så det gjorde jeg... Det er ikke, fordi jeg tror på, at en fortune cookie kan sige noget om noget som helst. Normalt åbner jeg dem og tænker 'sikke noget gøgl'. Men måske er der noget med, at man finder tegn, når man har brug for dem."
I dag har hans virksomhed det strålende, fortæller han. Han er glad for, at han blev på sin sti.
Fortryllelsen er privat
Før oplysningstiden havde man i Danmark sjældnere problemer med at rumme uforklarlige hændelser. Guds indgriben i dette og hint var ikke noget, man for alvor løftede på øjenbrynene af, ligesom folketro eller det, man kunne kalde overtro, også havde gunstigere vilkår. Det fortæller Caroline Nyvang, som er seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling, og som har forsket i folketro.
Det har ændret sig. Men ikke på den måde, at det er forsvundet, påpeger hun. I dag laver man måske ikke i så høj grad besværgelser for at sikre en god høst. Til gengæld kan det være, man gennemfører et lille ritual, inden man går på grønsværen og forsøger at score et mål i en landsholdskamp. Eller man sørger for at sidde 14, ikke 13 rundt om bordet.
"Overtroens væsentligste funktion både før oplysningstiden og i dag er, at den giver os en fornemmelse af tryghed i hverdagen. Ved at lave små handlinger for os selv, kan vi blive betryggede om, at det nok skal gå. Vi foretager stadig små kneb for at hjælpe lykken lidt på vej, og der er intet, der tyder på, at det skulle være på retur," siger Caroline Nyvang.
Den store forskel på vores forhold til det uforklarlige før og nu er altså ikke, siger hun, at verden er blevet affortryllet. Forskellen er, at vi holder besværgelser, varsler, undere og mirakler mere for os selv i dag. De er blevet private.
"Jeg har også selv prøvet det, da min farfar døde. Men det er sådan noget, folk ikke rigtig kan lide at fortælle. Og det er reminiscenser af oplysningstiden."
Hov, vent. Hvad var det med hendes farfar?
Jo, Caroline Nyvang fortæller, at hendes farfar for år tilbage var meget syg. Hun besøgte ham og drømte den efterfølgende nat om ham. Da hun vågnede om morgenen, havde hun en stærk fornemmelse af, at han var døende. Og senere samme dag kunne hun mærke i sin krop, at nu var han død. Og det var han.
"Jeg har aldrig haft trang til at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, for det harmonerer ikke med min forståelse af verden. Ifølge naturlovene kan mennesker jo ikke give sig til kende uafhængigt af deres fysiske form. Men jeg tror, mange har sådan en historie."
Som kemikeren William Crookes (1832-1919), der også var optaget af spiritisme, angiveligt skal have sagt:
"Jeg sagde aldrig, det var muligt. Jeg sagde bare, at det var sandt."
Tomhedens mulighed
Når sogne- og hospicepræsten Natalia Packert Andresen tænker på den tomme grav, tænker hun også, at den viser noget om den eksistentielle tomhed, ethvert menneske kan rammes af.
"For den tomme grav er både en slutning og en begyndelse. Den er et budskab om, at der er mere at sige end bare tomheden. I den kan der ske noget nyt."
Det nye kan være en engel, der forkynder en opstandelse. Det nye kan også være en takkebøn, der maser sig vej i et tomt sind i juledagene. For syv år siden, den 22. december, fik Natalia Packert Andresen selv beskeden om, at hendes mand havde fået kræft. I dag er han rask. Men på det tidspunkt kendte de ikke fremtiden. De måtte vente på prøvesvar, der kunne fortælle dem, om kræften kunne fjernes. I de nætter gik hun i rette med Gud.
"Det kan du simpelthen ikke byde vores børn. De skal simpelthen ikke vokse op uden en far," skældte hun ud.
"Så skete der det, at når jeg lå der og var fuldstændig mast og bange og fortvivlet, kom der sammen med vreden en takkebøn. Og jeg kan ikke forklare det. Men det var vildt provokerende, for jeg følte ingen taknemmelighed. Alligevel dukkede det op i mit hoved: 'Tak for dagen. Tak for dem, der har hjulpet. Tak for, at vi trods alt er kommet igennem denne dag.' Jeg syntes, det var så provokerende, og jeg havde en fornemmelse af, at det i hvert fald ikke kom fra mig selv. Det er jeg aldrig blevet færdig med at forstå. Og jeg kan i hvert fald ikke forklare det. Men det behøver jeg heller ikke. For det hjalp mig," siger hun.
Når man dykker ned i fortællinger om uforklarlige oplevelser af betydning, ledsages de ofte af et "jeg kan ikke forklare det" eller et "du tror nok, jeg er tosset". Det er tankevækkende, at det i dag opleves som så forbundet med noget gakket at opleve noget, der bryder med hverdagens forventede mulighedsrum. I hvert fald når det viser sig, at så mange har den slags oplevelser. Men lige i morgen. Der vil mange lytte til fortællingen om kvinderne, der står ved den tomme grav. Og måske vil de fyldes af fornemmelsen af, at ét under er sket, og at andre også kan forekomme.
Og skulle rationalet banke på og minde om, at det vist er for godt til at være sandt, kan man genkalde sig følgende ord, som Natalia Packert Andresen siger, når hun skal fortælle, hvad tro er.
"Vi vil så gerne begribe det, vi hører. Men måske skal vi i stedet øve os i at lade os gribe af det."