Olav Hergels mor kunne fortælle historier. Hun fortalte så levende om Bertha, som havde mobbet hende, så sønnen mere end 60 år efter har det svært med navnet Bertha. Hun fortalte om fiskerne, som hjalp jøderne over til Sverige under Anden Verdenskrig. Historierne om fiskernes heltemod var den historie, sønnen helst ville høre.
Inden hun rejste sig fra hans sengekant om aftenen, bad de Fadervor. Når hans mor havde lukket døren til værelset, foldede han igen sine hænder. Hans mor havde indprentet ham, at det vigtigste i livet var at være et godt menneske. Sådan et menneske ville han gerne være, så han holdt hænderne foldet og gentog bønnen, og det var ikke så let, som det måske lyder. Tit snublede han over ordene, når han nåede til det sted, som lyder:
”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”
Var der uorden i ordene, måtte han begynde forfra med at bede. Inde i hans hoved hørte han en stemme, som befalede ham at bede igen. Det kunne tage to eller tre timer, og han vidste godt, han var syg, men det var ikke noget, han talte om. Hans mor var også syg og led forfærdeligt, men i de perioder hun var rask, husker han hende som vidunderlig. De andres mødre var enten tykke eller rigmandsdamede med pudrede ansigter. Olav Hergel husker sin mor som den smukkeste i lejlighedskomplekset i Ordrup, og hver morgen klokken 7.00 satte hun Mozarts ”Tryllefløjten” på grammofonen. Nogle har et vækkeur. Olav Hergel har fuglefængeren Papageno.
Olav Hergels mor kunne fortælle historier, og det kan sønnen også. Han er 66 år, og i snart fire årtier har han ernæret sig som journalist og er blevet kaldt en af dansk presses mest velskrevne penne. Selv taler han denne eftermiddag i hjemmet i Snekkersten nord for København om at skrive, så det synger i tasterne. På langbordet ligger Niels Barfoeds bog ”Benedicte. En skæbne”, der handler om Olav Hergels mor. I næste uge udkommer Olav Hergels roman ”Jeg husker dagen som lys” på Politikens Forlag. ”En fiktion, der bygger videst muligt på virkeligheden, som jeg husker og fortolker den,” har han skrevet i efterskriftet.
Det er en bog om en mor og en søn, som kæmper med tvangstanker og tvangshandlinger. De lider i forskellige grader og under meget forskellige vilkår. Olav Hergel tror, at hans mor led af den samme sygdom som ham: ocd, som er en tvangslidelse, og som godt 2 procent af befolkningen har.
Et elsket barn
Opvæksten var tumultarisk og til tider barsk, men han var aldrig i tvivl om, at der var voksne, som elskede ham. Forældrene blev skilt, da han var tre eller fire år, og Olav Hergel husker sin far, der var læge og rundet af det bedre og velhavende fynske borgerskab, som ret fraværende – når man ser bort fra de to uger om sommeren, som de tilbragte sammen med faderens familie i det store sommerhus på Strandalléen i Nyborg.
”Han var sød nok. Han var en tivolifar, som siden blev en jakkesætsalkoholiker.”
Intet i opvæksten kunne overgå lykken, når hans mor kom hjem efter en indlæggelse. Når han tænker tilbage, kan han se, hvordan moderens lidelse havde sin egen rytme. Der var gode dage med højtlæsning, Mozart og gæster. Så blev hun stum, og alt hvad der kom over læberne var uartikulerede lyde. Da han blev stor nok til at læse, modtog han breve fra sin mor, når hun var stum. De lå på hovedpuden og var lange. Hun skrev om at være et godt menneske og finde Gud. Olav Hergel rev dem gerne i stykker. Mange stumme dage og mange breve senere blev hun indlagt.
”Når hun blev indlagt, var vi hos min mormor, og det var der en normalitet over, og når så min mor kom hjem, var der en fantastisk, livgivende glæde. Hun var gerne rask i et stykke tid, og tiden var god.”
Som mange af sine jævnaldrende spillede Olav Hergel fodbold. Han var syv år, men lignede en på fem år, da han første gang var til træning i Hellerup Idræts Klub. H.I.K. Fodbold rimede på frihed, som var det modsatte af, hvad han oplevede, når han kunne bruge en halv time på at passere døren til hjemmet i Ordrup. Når han skulle ind i opgangen, trykkede han dørhåndtaget langsomt ned, og så skulle han nå op ad trappen, inden døren smækkede i. Tænkte han en forkert tanke, skulle han tage turen igen.
Han vidste godt, at det ikke var normalt og siger, at han også som barn så sin mors sygdom i sig selv, og i sin nye bog er Olav Hergel rejst tilbage i sin mors liv, fra længe før han blev født, guidet af de mange breve, hun efterlod sig. Han har fundet breve fra moderens hånd, som bekræfter det smukke og lyset. Blandt andet brevet, hvor hun skriver om sønnen:
”Så kommer der sødme op i hans væsen, som er en gave, jeg knæler over. Og trods alt vi er på en vis måde lyksalige.”
Falsk forår
Når Olav Hergel taler om en tvangslidelse, som er gået i arv, er der særligt ét brev, som er relevant. Han tager sin nye bog mellem hænderne og finder den passage, han leder efter. Det er et brev, hans mor har skrevet:
”Jeg sov på gulvet uden tøj på, og jeg frøs. Så skulle jeg stå op, i det øjeblik jeg vågnede, også svært (kl. 3-4 stykker), selv om jeg frøs, fordi dagen var så frygtelig at se i møde. Så skulle jeg hælde mig over med 10 kander iskoldt vand på brystsiden og 10 på rygsiden. Lyder komisk, men jeg var bange for det som tortur, fordi jeg var så sløj af ingenting at spise, at det var slemt. Maden skulle smage væmmeligt hver bid, så det blev grød med bitter te. Glæden og taknemmeligheden ved at holde lejligheden og blomsterne i orden, skulle opgives, så den så forfærdelig ud. (…) Jeg havde en daglig smerte, jeg skulle lave mig. Jeg satte tøjklemmer i huden i bugen, og efter et stykke tid gjorde de så frygtelig ondt, at det kun kunne udholdes ved en bestemt vejrtrækning.”
Det var falsk forår den 26. marts 1973, hvor han kom hjem fra skole og mødte sin mormor i lejligheden. Hun fortalte, at hans mor havde taget sit liv. Han har kaldt sin bog ”Jeg husker dagen som lys”, fordi det er sådan, han husker dagen. Efter et noget fumlende skoleliv var han blevet erklæret egnet til gymnasiet, det gik godt til fodbold, og han havde kysset en pige. Det var på alle måder forår. Fire dage senere, på en isnende kold dag, blev hans mor begravet på Ordrup Kirkegård uden gejstlig medvirken. Olav Hergel vendte først tilbage til hendes grav, efter at han var fyldt 50 år. I bogen beskriver han den frisættelse, han oplevede efter sin mors død.
”Jeg skal ikke længere være bange for, om hun bliver syg, ikke længere bede det forbandede Fadervor igen og igen og så bede om igen, hvis ikke mine tanker er rene. Jeg kan ikke længere blive skyldig. Nu skal jeg bare tænke på mig selv.”
Han siger:
”Det har været et eksistentielt grundvilkår for mig, at jeg har set min mors fravalg af livet som en kærlighed til mig. Hun var rigtig, rigtig syg og havde behandlet sine børn, så hun var blevet skyldig. Hun var et bedårende menneske, men hun var kommet til at gøre os fortræd. Den skyld kunne hun kun slippe af med i døden.”
Frygten for skyld
Teenageren Olav Hergel var blevet en voksen familiefar med kernefamilie i idylliske rammer i Nordsjælland, da han en varm sommerdag sad på sit kontor på Berlingske Tidende og læste en kronik skrevet af psykiater Tom G. Bolwig fra Rigshospitalet. Olav Hergel havde længe følt, at han levede to liv: det vellykkede og trygge liv som familiefar og journalist, og så livet hvor angsten fra barndommen var rejst med, og tvangstanker og tvangshandlinger regerede.
Med undtagelse af ægtefællen var kollegaen og den nære ven Mads Kastrup den eneste, som kendte til Olav Hergels tvangstanker. Kollegaen kaldte lidelsen ”Olav plager Olav”-syndromet, hvilket på sin vis var meget præcist, men da Hergel læste psykiaterens beskrivelse af ocd i kronikken, følte han sig genkendt. Med journalistens målrettethed ringede han til Rigshospitalet og bad om at tale med Bolwig.
”Jeg sagde til ham, at jeg var journalist på Berlingske Tidende, men at det ikke var derfor, jeg ringede, men fordi han i kronikken skrev om det, jeg havde fejlet hele mit liv.”
Senere den dag indfandt Hergel sig på Bolwigs kontor. De havde en lang samtale om ham, hans mor og en krævende og smertefuld lidelse. Undervejs i samtalen tog psykiateren behandlerkasketten på. Bolwig mente, at Hergel havde brug for medicinsk behandling og en god psykiater. Han cyklede fra hospitalet med navnet på en psykiater.
”Hver gang jeg præsenterede psykiateren for en tanke, sagde hun, at jeg ikke måtte gå ned i tanken. Hvis jeg gjorde det, ville min ocd tage over.”
Foruden terapi fik han de såkaldte lykkepiller, men inden han rigtigt mærkede effekten, væltede han. Det er en lidt kompliceret historie, som er udfoldet i bogen, men Hergel havde været en del af en journalistisk satsning på sin arbejdsplads, og indflydelsesrige stemmer kritiserede og pegede på fejl. Olav Hergel brød sammen og fik en depression. Foruden lykkepillerne fik han nu angstdæmpende og antipsykotisk medicin. Psykiateren og hans kone talte i den her periode om, at han skulle indlægges, men han nægtede.
”Jeg var jo ikke sindssyg. Alt i mit hoved var klart.”
Den lidelse, kun hans hustru og den nære ven kendte til, blev i forbindelse med sammenbruddet i 2000 delt med lidt flere. Efter nogle år trappede Olav Hergel ud af medicinen, men da han i 2011 fik en ny depression, lovede han sine nu voksne børn, at han resten af sit liv ville tage medicin for sin ocd.
”Når man lider af ocd, frygter man ofte, at man skal komme til at gøre noget, der er så forfærdeligt, at du udstødes af samfundet. Min store datter på 32 år siger, at der kun er én ting, hun er bange for ved mig. Det er, hvis jeg holder op med at tage min medicin mod sygdommen.”
Selvom han tager sin daglige pille, var coronaperioden forfærdelig for ham. En ven døde alt for ung af kræft, og Hergel skulle med til begravelsen, hvor de ville være flere forsamlet end tilladt – men turde han bryde reglerne?
”Jeg var ikke bange for selv at blive syg, men jeg var bange for at kunne smitte andre. Det er ikke, fordi jeg er et bedre menneske, men fordi jeg ved, hvordan skylden kan ramme mig, så jeg får det ad helvede til. Min ocd handler om frygten for at føle skyld, og derfor leder man efter et bevis på, at man er uskyldig, eller man undgår at gøre ting af frygt for at blive skyldig.”
Der er en drøm, Olav Hergel med mellemrum drømmer. I drømmen er hans mor slet ikke død. Hun har bare været væk og kommer igen og bliver vidne til det liv, han har levet.
”Hun ser min kone, mine børn, og hun ser, at det er gået mig godt, og jeg er glad for at fortælle hende det. Når jeg vågner, er hun der ikke. Det er ikke sørgeligt. Kun vemodigt. Min mor var vidunderlig, når hun var rask, men led forfærdeligt, når hun var syg. Jeg tror, hun led af ocd, og jeg tror, at hendes sygdom gik i arv til mig.”