Ole Hartling: Jeg tvivler på min tro, men ikke på kærligheden

Tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling har mistet to koner. Og selvom savnet kan overrumple ham, ville han ikke være det foruden. Over et spil klodsmajor taler vært Daniel Øhrstrøm med Ole Hartling om kærligheden og vigtigheden i at fejle såvel som at blive tilgivet, når tårnet falder

Lyt til dette afsnit af "Liv & Sjæl - Det gode liv" ved at klikke på play-ikonet herover eller på din foretrukne podcast-app.

Ugens gæst i "Liv & Sjæl" er Ole Johannes Hartling. Han er tidligere ledende overlæge og forhenværende formand for Etisk Råd.
Ugens gæst i "Liv & Sjæl" er Ole Johannes Hartling. Han er tidligere ledende overlæge og forhenværende formand for Etisk Råd.

Uddrag fra podcasten:

Ole Hartling: "Jeg er enkemand to gange, og jeg savner mine koner. Jeg vil ikke af med det savn. Jeg vil have det med. Jeg vil ikke af med sorgen, for den er proportional med det, der var - den glæde, der var. Dybest set mener jeg, at meningen er, at man får lov at opleve kærlighed, og at man får lov at give kærlighed. Det, tror jeg, er livets sande mening, og jeg tror, at den kærlighed, vi kan give og modtage, kommer fra et større reservoir, som er lagt i os. Sådan vil jeg gerne se det."

Daniel Øhrstrøm: "Tænker du, at det reservoir kommer fra Gud?"

Ole Hartling: "Jeg kan ikke forestille mig ret mange andre steder, det skulle komme fra. Det er nok det, jeg tror mest på. Selvom jeg tvivler på min tro. Jeg tvivler endda på min tvivl. Men jeg tvivler ikke på, at kærligheden findes mellem mennesker - også i onde tider, som den aktuelle. Men vi kan kun se det, fordi vi også ser det andet. Vi kan kun se lyset, fordi der er mørke. Det, tror jeg, er livsbekræftende, at der er disse modsætninger, for livet ville være fattigt, hvis alt var såre godt, som der stod om Paradisets have. Der var ikke nogen dilemmaer. Jeg tænker nogle gange på, om der var lidt kedeligt i Paradiset."