Olga er født i Sovjet og var ung i Ukraine. I dag er hun præst i folkekirken med en særlig rolle

Som teologistuderende bekymrede Olga Grygorieva Kohen sig om, hvorvidt der ville være et embede til hende, som ikke har dansk som modersmål. Men med flygtningestrømmene har den russisk ukrainske folkekirkepræst fået en særlig rolle

”Flygtningene har virkelig brug for at tale og bliver glade, når de møder et menneske, som taler deres modersmål. De fortæller, at de vil bidrage til det danske samfund, og mange vil gerne hurtigst muligt have et arbejde. På sigt tror jeg, at vi kommer til at se ukrainske restauranter. De kommer fra et frodigt land med et skønt køkken,” siger Olga Grygorieva Kohen.
”Flygtningene har virkelig brug for at tale og bliver glade, når de møder et menneske, som taler deres modersmål. De fortæller, at de vil bidrage til det danske samfund, og mange vil gerne hurtigst muligt have et arbejde. På sigt tror jeg, at vi kommer til at se ukrainske restauranter. De kommer fra et frodigt land med et skønt køkken,” siger Olga Grygorieva Kohen. Foto: Leif Tuxen.

Det sitrer i Rødby her fire kilometer fra modtagecenter i Rødbyhavn på Lolland. Man forventer en strøm af ukrainske flygtninge, og man har snart længe været klar til at modtage dem. Den lokale kirke har valgt at holde åbent hus en række tirsdage for at række en hånd ud til flygtningene, som dog endnu ikke kommer i flokke. Forleden kom tre generationer af ukrainere til sognehuset i købstaden. Menighedsrådsformand Arne O. Andersen, som har en fortid som kirkeminister, sørgede for, at der var kaffe på kanderne og saftevand til børnene.

Hvordan de tre generationer havde fundet vej til sognehuset er lidt uklart, men de lokale frivillige er ikke i tvivl om, at flygtningene havde brug for at falde til ro. Og roen kom, da sognepræst Olga Grygorieva Kohen bød dem velkommen på deres modersmål. Det blev en lang samtale. De spurgte. Hun svarede. Og inden de skiltes, stillede de hende et spørgsmål: Hvordan kan det være, at hun som russisk-ukrainer er præst i kirken i Danmark? Hun har fået spørgsmålet et utal af gange. Skal hun svare kort, fortæller hun, at hun har læst teologi på et dansk universitet og er blevet præst i folkekirken, hvor vældig mange kvinder er præster.

Der er dog også en længere historie om, hvorfor det er Olga Grygorieva Kohen, som er blevet et lokalt ansigt på en inkluderende folkekirke på det sydlige Lolland, hvor man gerne vil række ud til flygtninge og egnens østarbejdere, som man forventer flere af, når Femern Bælt projektet skrider frem. Foruden dansk taler hun russisk og ukrainsk, og hun skal være med til at åbne døren til folkekirken.

Lad ikke rædslen bryde os ned

To dage efter Ruslands invasion i Ukraine stod Olga Grygorieva Kohen foran alteret i Maribo Domkirke. Biskop Marianne Garden havde taget initiativ til en lystændingsandagt og bedt hende være liturg.

Som sædvanligt var Olga Grygorieva Kohen stået tidligt op den torsdag, hvor krigen var brudt ud. Hun ville nå en stille kop kaffe og nyhedslæsning, inden hun skulle vække sin fireårige datter. Datteren kom i børnehave, og det lignede måske hverdag, men det er følelsen af chok, som Olga Grygorieva Kohen husker fra torsdag den 24. februar. Hun havde frygtet, at det ville udvikle sig til krig, og nu sad hun denne tidlige morgen med sin kaffe og så frygt og virkelighed smelte sammen.

Hun peger på et kort over Ukraine og fortæller om sin familie. Hendes far døde for nogle år siden, og hendes to søstre har i en årrække været bosat i udlandet. Hun sætter et kryds på kortet ved byen Tjerkasy tre timers kørsel sydøst fra Kyiv. Her bor hendes lillebror og mormor. Tjerkasy ligger smukt med udsigt over floden Dnepr. Da krigen brød ud, boede hendes mor også i byen ved floden, men for nylig kunne Olga Grygorieva Kohen modtage hende på Københavns Hovedbanegård.

Olga Grygorieva Kohen er russisk ukrainsk, og hun betragter både Rusland og Ukraine, hvor hun boede som teenager og blev voksen, som fædrelande. Da krigen var en realitet, bad hun om, at hun måtte få styrke til ikke at gå i panik og blive martret af angst. Da hun stod ved alteret i Maribo Domkirke til lystændingsandagten, bad hun blandt andet med disse ord:

”I tider, hvor det er sværest, hvor vi er chokerede, fortvivlede og bange for, hvad fremtiden vil bringe, søger vi tilflugt hos dig. Du er vores klippe og mest trofaste beskytter. Lad ikke rædslen bryde os ned.”

Ikonen på telefonen

Den sidste salme ved lysandagten i Maribo Domkirke var Christian Richardts ”Altid frejdig, når du går” hvor det blandt andet hedder ”med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse!”. Hun bad Fadervor på dansk, ukrainsk og gammel slavisk ved andagten, men spørger man Olga Grygorieva Kohen, hvor hun finder fred i denne tid, er svaret i en ikon. Hun åbner sin telefon og viser Andrei Rublevs kendte ikon ”Treenigheden”.

”Man behøver ikke prædike, når man ser på den. Når jeg ser på treenighedsikonen, ser jeg freden mellem Faderen, Sønnen og Helligånden og paratheden til at gå ud i verden. Det er vi kaldet til som kristne.”

Hendes vej ind i den kristne tro går gennem kunsten. Hendes far var arkæolog og konservator og arbejdede blandt andet med ikoner. På helt tæt hold kunne Olga Grygorieva Kohen se, hvordan Jesus og hans liv var malet af ikonmalere i generationer. Hun var en ung pige, første gang hun så Rublevs treenighedsikon på Tretjakovgalleriet i Moskva. Nu bærer hun den i lommen som et billede på sin telefon, hvor hun også har Rublevs Kristus-ikon, "Spas".

”Jeg har set de to ikoner så mange gange, at jeg har dem i mit hoved.”

Længe før hun læste lignelsen om den fortabte søn i Lukasevangeliet, stod hun på Eremitagen i Leningrad og så Rembrandts maleri ”Den fortabte søns hjemkomst”. Hendes mor holdt af at komme på Eremitagen, og tog Olga Grygorieva Kohen og hendes tre søskende med. Hendes mor, som er en kunstinteresseret historiker, introducerede børnene for Leonardo da Vinci, Rubens, Michelangelo, Raphael og ikke mindst den meget store Rembrandtsamling på Eremitagen. Og hjemme på børneværelset sørgede hendes mor for, at børnene ikke glemte, hvad de havde set. Hun satte gengivelser af centrale værker af kunstnere som Van Gogh, Rembrandt og Giotto op med praktisk klæbemasse, så hun let kunne skifte værker ud og rokere om.

Hendes forældrene mødte hinanden i 1970'ernes Leningrad. Hendes mor, som er ukrainer, kom til byen for at læse på universitetet, og her mødte hun en finsk-russisk arkæologistuderende, som var vokset op nord for Leningrad. De blev gift, og i 1981 kom Olga Grygorieva Kohen til verden som deres andet barn. Og selv om det kun var Olga Grygorieva Kohens aldrende farmor, som fortalte om et personligt gudsforhold, havde Olga Grygorieva Kohen en barnetro, som ikke blev udfordret af, at barndommens svømmehal var en nedlagt luthersk kirke, som i 1960'erne blev omdannet til en offentlig svømmehal. Når hun stod på vippen, stod hun der, hvor alteret i sin tid havde stået i Sankt Peter og Sankt Paul kirken.

Gensyn med åbenheden

Da danske medier fandt ud af, at folkekirken har en russisk-ukrainsk præst, begyndte hendes telefon at ringe i krigens første dage. Olga Grygorieva Kohen nåede at udtale sig til flere medier, inden hun slukkede sin telefon. Interessen fra medierne kom bag på hende, og hun gav sig selv en mediepause, for samtidig med opkaldene var der mange andre, som havde brug for hendes hjælp. Hun blev kontaktet af danskere, som ville hjælpe ukrainere, og så var der de landsmænd, som var flygtet til Danmark.

”Flygtningene har virkelig brug for at tale, og de bliver glade, når de møder et menneske, som taler deres modersmål. De fortæller, at de vil bidrage til det danske samfund, og mange vil gerne hurtigst muligt have et arbejde. På sigt tror jeg, at vi kommer til at se ukrainske restauranter. De kommer fra et frodigt land med et skønt køkken.”

Ønsket om at hjælpe de ukrainske flygtninge har været udtalt de seneste uger, og Olga Grygorieva Kohen trækker en linje til dengang, hun første gang kom til Danmark. Hun kunne ikke se en fremtid for sig hverken i Rusland eller Ukraine, hvor hun oplevede, at illusionerne var faldet efter Sovjetunionens sammenbrud. Hun kom til Sverige som au pair og fik nærmest et chok over den rigdom, der mødte hende på Lindingö, hvor hun arbejdede. Dengang vidste hun ikke, at Lindingö er Stockholms svar på Hellerup. Olga Grygorieva Kohen troede, at alle svenskere levede i overflod. Naturen var smuk, og hun oplevede svenskerne som høflige, men hun følte sig ensom. Anderledes var det, da hun for 15 år siden kom til Danmark, hvor hun blev au pair hos en børnefamilie i Ganløse i Nordsjælland.

”De var nede på jorden. Jeg ved godt, at mange udlændinge siger, at det er svært at komme i kontakt med danskerne, men det billede kan jeg ikke genkende. Jeg mødte mennesker, som var ligefremme og åbne, og jeg oplevede, hvordan det er at komme i et forsamlingshus.”

Og mens hun aldrig havde følt sig hjemme i den russisk-ortodokse kirke, så satte hun sig en aften ind på en bænk i Helligåndskirken i København. Det var fredag aften, og hun var taget til København for at købe jeans. Kirkedøren må have stået åbent, for da hun gik på Strøget, hørte hun en ung kvinde, der sang ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Hun forstod ikke ordene, men stunden er blevet siddende som en af mange, hvor hun har følt sig hjemme i folkekirken. Efter hun som 22-årig så skuespiller Joseph Fiennes som Martin Luther i filmen af samme navn, blev hun optaget af at læse om lutherdommen, og som 31-årig begyndte hun at læse teologi på Københavns Universitet med et ønske om at blive præst i Danmark.

”Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne vil være præst. For mig afspejler folkekirken mange af styrkerne ved det danske samfund. Man er sammen om det, som forener på tværs af forskellighed, og man er inkluderende.”

Det er to år siden, hun blev medlem af folkekirken. Hendes forældre havde aldrig fortalt hende, at hun er barnedøbt i den russisk-ortodokse kirke, og Olga Grygorieva Kohen fik fremskaffet den fornødne dokumentation og modtog siden et velkomstbrev til folkekirken. Selvom hun var medlem af folkekirken, har hun følt, at hun skulle gøre sig ekstra umage på studiet.

”Jeg havde medstuderende, der var præstebørn, og så var der mig, som har dansk som andetsprog og har en anden kulturel baggrund. Jeg har ikke bare kunnet læne mig tilbage, og jeg var reelt bekymret for, om min accent ville være et problem.”

I september blev hun ordineret i Maribo Domkirke. Dagen før og to dage efter kunne hun ikke sove. Hun var overvældet over, hvad hun havde oplevet og ikke mindst over den tillid, hun var blevet mødt med. Nu er hun ved at tage kørekort, for det er planen, at hun skal pendle mellem København og Rødby de kommende år, hvor hun skal være præst på deltid og samtidig skrive en ph.d. om folkekirken og dens rolle i forhold til de ukrainske flygtninge.

Og nu tilbage til sognehuset i Rødby. Her har ukrainske flygtninge også i de kommende uger mulighed for at skænke sig en kop kaffe og få en samtale. Fra sognegården kan man se købstandskirken. Olga Grygorieva Kohen tror, at Danmark og folkekirken har noget særligt at give flygtningene fra Ukraine.

”Med krigen ser vi mennesker blive ført mod en afgrund af lidelser, som man kan kalde helvede, men når vi kristne fejrer påske, er det, fordi genopstandelse sker, men det kræver, at man følger de kristne værdier og lærer at leve sammen. I Danmark er man god til at leve sammen på trods af religiøse og kulturelle forskelligheder, mens der længe har været spændinger imellem russere og ukrainere. Sådan behøves det ikke at være. Det vil mine ukrainske landsmænd erfare her, og den erfaring vil de få brug for, når Ukraine skal genopbygges.”