Opfordring til regering og myndigheder: Vær ærlig om coronakrisen, også når det er ubehageligt

Mens andre måler smittetryk, er Michael Bang Petersen optaget af, hvordan hele coronakrisen påvirker os som borgere. Han er leder af forskningsprojektet Hope, og som hans data viser ”kan vi udholde megen lidelse, hvis vi kan se en mening med det,” – og netop den begynder at være udfordret

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og var indtil coronapandemien ikke specielt kendt i offentligheden. I dag ringer hans telefon konstant, indbakken bugner, og han er næsten dagligt i medierne med nyt fra Hope-proje
Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og var indtil coronapandemien ikke specielt kendt i offentligheden. I dag ringer hans telefon konstant, indbakken bugner, og han er næsten dagligt i medierne med nyt fra Hope-proje. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Engang i fremtiden vil coronapandemien forhåbentlig være noget, man kun kender til via historiebøgerne, og børn vil spørge deres bedsteforældre, om de selv oplevede den.

På det tidspunkt er det nok ikke de daglige smittetryk eller opdateringerne af antal indlagte på sygehusene, der vil optage dem – mon ikke de i stedet vil spørge: ”Hvordan var det? Og hvordan påvirkede det dig og resten af samfundet med al den usikkerhed og de mange nedlukninger?”

Netop de spørgsmål har Michael Bang Petersen været optaget af siden foråret 2020, hvor han blev leder af forskningsprojektet Hope. Det helt overordnede spørgsmål for projektet er, hvordan demokratiske samfund tackler pandemien, og hvordan det påvirker forholdet mellem borger og stat, når normalen er fortid, og politikerne indfører restriktioner, der i den grad indskrænker den enkeltes frihed.

For halvandet år siden var han mere eller mindre ukendt i den danske befolkning. I dag er Michael Bang Petersen et navn, man næsten dagligt hører i medierne, for den 41-årige professor i statskundskab er en af landets mest benyttede eksperter til at fortælle os om, hvordan pandemien påvirker os.

”For mig personligt har det i den grad været en meget hektisk periode. Min telefon ringer ofte 40 gange om dagen, hvor der er en journalist, som gerne lige vil have en kommentar. Men selvom jeg har vildt travlt, føler jeg det også som meget meningsfuldt,” siger han og tilføjer, at det måske kan virke lidt tilfældigt, at det nu lige blev ham, der kom i spidsen for det her forskningsprojekt, ”men nu blev det altså sådan. Og derfor har jeg også en stor pligt til at fortælle, hvad vores data viser.”

Netop pligten er et begreb, som Michael Bang Petersen vender tilbage til flere gange i samtalen, der på coronaforsvarlig vis foregår over telefonen.

Han er vokset op på et nedlagt landbrug ved landsbyen Almind nord for Kolding, og i barndomshjemmet var der med hans egne ord ”en høj grad af frihed”. Han tog tit af sted med en lille rygsæk på ryggen sammen med sin bror for at gå på opdagelse i naturen og havde i det hele taget oplevelsen af, at han stort set kunne gøre lige præcis, hvad han havde lyst til. Det satte han selvfølgelig stor pris på som barn.

Men i dag har han alligevel et andet syn på den store grad af frihed og den ret begrænsede oplevelse af, at der var noget, han skulle gøre, noget, han havde pligt til.

”Frihed giver jo en stor mulighed for behovstilfredsstillelse. Det, der styrer ens handlinger er hele tiden begrundet i, hvad man selv har lyst til lige nu. Men at være forpligtet på noget, at det er min lod at løse en bestemt opgave, det er noget helt andet. Og for mig at se giver det faktisk en mening i tilværelsen, som den ubegrænsede frihed ikke kan skabe,” siger han.

Derfor har han og hans kone, der er forældre til tre piger, et hold tvillinger på 12 og en efternøler på fem år, opdraget de tre døtre til at have pligter. I hjemmet i Brabrand, lidt vest for Aarhus, lærer de på den måde, at der er noget, som vægter tungere end deres egne lyster og umiddelbare behov.

”Vi viser dem på den måde, at vi har nogle forventninger til dem. At de kan gøre en forskel for andre også. Og jeg er overbevist om, at det at gøre noget af pligt er med til at skabe større meningsfuldhed i vores liv.”

Med blik for sprækkerne

I virkeligheden er denne betoning af henholdsvis frihed eller pligt også en forskel, Michael Bang Petersen genfinder helt aktuelt i danskernes syn på coronarestriktionerne. Ikke mindst i spørgsmålet om vaccinen. Skal mit barn på fem år have vaccinen? Skal jeg selv? Og hvad er min holdning til det tredje stik?

”Vi ser for tiden et tydeligt clash mellem to grundsyn. De, der siger nej til vaccinen, begrunder det ofte med, at det er den enkeltes frie ret at vælge den fra. Mens andre derimod siger, at det er da meget muligt, man har den frie ret til at sige nej, men at man på den måde unddrager sig sin pligt over for fællesskabet.”

At der er begyndt at komme sprækker i vores tilslutning til myndighedernes og politikernes anbefalinger, er noget af det, Michael Bang Petersen er særligt optaget af for tiden. For helt overordnet set så har forskningen ellers afdækket en ret stor tillid fra borgernes side til systemet, fortæller han.

”De data, vi har indsamlet under covid-19-pandemien har givet et indblik i, hvordan det i en så omfattende krise er lykkedes at opretholde en udbredt tillid til systemet, til demokratiet. Hvor borgerne rent faktisk har ændret adfærd, når de er blevet bedt om det, fordi tilliden ikke for alvor har lidt et alvorligt knæk,” siger han og tilføjer: ”Endnu.”

For selvom det ikke tyder på, at det helt grundlæggende tillidsforhold mellem borger og stat har taget voldsom skade, da langt de fleste stadig bakker op om de tiltag, som myndighederne anbefaler, og regeringen indfører, så er der scener fra den seneste virkelighed, der vækker bekymring hos professoren.

Ikke mindst billederne foran retsbygningen på Frederiksberg tidligere på måneden, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) skulle afhøres i Minkkommissionen.

Her blev landets øverste politiske leder mødt af vrede demonstranter, der ikke blot bestod af minkavlere, men også talte flere corona- og vaccineskeptikere. Hvor ord som ”landsforræder” og ”mistillid” gik igen.

”Her så vi nok det mere ekstreme billede på den vrede og frustration, som krisen har aktiveret hos nogle. Og umiddelbart tænker man måske ’herregud, der skete jo kun det, at en baglygte på en ministerbil blev smadret’. Men det er et udtryk for en radikaliseret adfærd. Det viser med al tydelighed, at der hos nogle har bredt sig en udmattelse i forhold til politikernes restriktioner, og at nogle af danskerne i stedet er begyndt at tro mere på den misinformation, der findes mange steder, især på de sociale medier. Og derfra kan vejen til radikaliseret adfærd og en tro på politisk vold være banet. I stedet for at rette frustrationen mod en ansigtsløs virus, så retter man den mod dem, der træffer beslutningerne for at imødegå den.”

Selvom vi ifølge Michael Bang Petersen taler om en meget lille gruppe i Danmark i sammenligning med andre lande, for eksempel USA, ”så er der i løbet af pandemien kommet en ny gruppe af systemkritikere herhjemme, som nok giver vores myndigheder dybe panderynker.”

Personligt er det dog udviklingen i vores naboland Tyskland, der for alvor holder ham vågen om natten.

”Her var der også i meget lang tid en stor opbakning til myndighedernes og politikernes håndtering af pandemien, og danskerne og tyskerne var derfor meget sammenlignelige, når det kom til spørgsmålet om borgernes tillid til staten. Men i november sidste år ændrede det sig fuldstændig, og der skete noget, der gjorde, at regeringen mistede befolkningens opbakning,” siger Michael Bang Petersen med henvisning til den tumultariske indførelse af en undtagelsestilstand kort før jul.

”Vi ved stadig ikke helt, hvorfor krisen blev så voldsom, men noget af det, vi kan se, er, at staten skal handle på et tidspunkt, hvor det virker rettidigt og ikke for sent. For så risikerer regeringen at miste opbakningen,” fortæller Michael Bang Petersen, der derfor er ekstra opmærksom netop i disse uger, hvor omikronvarianten hærger og sender smittetallene på himmelflugt.

”De her uger er vildt vigtige i forhold til vores tillid til systemet. Og med Tyskland in mente, er det vigtigt at huske på, at vi ikke betragter det som en naturgiven ting, at befolkningen bakker op, selv i et land som Danmark.”

Hvad kriser fortæller os

At det nok alligevel ikke er helt tilfældigt, at det netop blev Michael Bang Petersen, der kom i spidsen for Hope-projektet, bliver tydeligt, når man ser, hvad han ellers har forsket i. Som professor i statskundskab har han også tidligere undersøgt, hvordan kriser påvirker vores adfærd. Og helt overordnet: hvordan de påvirker forholdet mellem borgere og stat. Blandt andet har han undersøgt danskernes reaktioner på Muhammed-krisen i 2005 og angrebet mod Krudttønden i København i 2015.

Når han skal svare på, hvorfor det lige præcis er kriserne, der optager ham, bliver der en tydelig pause i hans svar, der ellers falder meget hurtigt og let.

”Tjah, det er et godt spørgsmål. Men jeg har nok altid været interesseret i de mørke sider ved mennesket. Jeg vil gerne forstå psykologien i nogle af de mere ekstreme reaktioner, man ser hos folk, der bliver radikaliseret i deres tænkning og adfærd,” siger han og peger på, at netop forholdet mellem borger og stat er helt afgørende i den sammenhæng.

”At undersøge den relation kan være et vindue ind til de her mørke sider. Den store asymmetri i magt kan få nogle til at gå til yderligheder, og i de her år oplever vi jo, at der opstår en række populistiske strømninger i mange af de vestlige samfund. Hvor folk ikke længere er optaget af, hvad der er sandt og falskt, men mere af, hvad de selv synes. Og når det sker, så ser man ofte en bevægelse i retning af, at nogle helt mister tilliden til myndigheder og regering. For nogle fører denne mistillid endda til legitimering af politisk vold imod systemet,” siger Michael Bang Petersen.

Han understreger, at det særlige ved denne krise jo indtil videre har været, ”at vores forskning helt overordnet giver os et indblik i de lyse sider. At det i høj grad er lykkedes. Så man kan på den måde sige, at jeg ved at lede efter de mørke sider, har fået et blik ind i de mere lyse sider.”

Tillid bevares gennem ærlighed

Den viden, som Hope-projektet afdækker, er derfor ikke kun en meget brugbar viden her og nu, men også på sigt, ”for vores data viser, at mennesker kan tåle meget lidelse, hvis man kan se en mening i den. Og her er transparens og autenticitet i kommunikationen til borgerne altafgørende. Hvis ikke man er helt tydelig omkring, hvorfor vi for eksempel bliver opfordret til at få det tredje vaccinestik, så falder tilslutningen,” siger professoren, der oplever, at myndighederne nogle gange ”er bange for at være alt for tydelige og direkte. Men det er altid bedre at sige sandheden, også når den er, at vi faktisk ikke helt ved, hvad vi står over for, men at de to stik, vi før havde troet var garantien mod alvorlig sygdom og død, nu ikke længere er tilstrækkelige.”

Det er med andre ord med ærlighed, at tillid kan bevares, lyder det fra Hope-lederen.

”Sig det åbent, når der er grund til bekymring. For det er den åbenhed, der sikrer vores opbakning. Myndighederne og regeringen står billedligt talt med en krise, der er som at stå med en håndgranat eller et glas nitroglycerin i hånden – de skal ikke ryste for meget på hånden,” siger Michael Bang Petersen og tilføjer: ”Krisens udfald afhænger af, hvordan de lykkes med at navigere i den situation.”