Vores lille familie skal af sted på skitur, og i dagene inden afgang flyder køkkenet med handsker, huer og overtræksbukser, der er blevet for små, siden sidst vi var af sted. Det er en større koordineringsopgave at samle udstyr til os alle fire. Min kone vifter med en skijakke, som hun har købt til vores datter i en genbrugsbutik. ”Den er nærmest ny og kan klare et vandsøjletryk på 10.000 millimeter”, siger hun stolt.
Jeg bemærker, at det eneste vandsøjletryk, vores datter frivilligt selv udsætter sig for, er det fra bruseren.
”Og hvem måler overhovedet tøj i vandsøjletryk?”, spørger jeg.
”Det ville du vide, hvis det var dig, der havde købt flyverdragter til børnene hver vinter gennem 10 år”.
Ophold i naturen er ikke kun idyl, men en potentiel kampplads for moderne børnefamilier.
Vi havde skitursdebut for fire år siden, og det er ikke faldet nogen af os ind at gentage den oplevelse før nu. Dengang skulle vi også af sted med efterskolen, hvor vi bor og lever. Jeg lagde optimistisk ud med at spænde ski på fødderne af børnene den første dag og stage af sted med dem og hele elevholdet. En times tid senere var min datter styrtet så mange gange, at hun insisterede på at blive liggende i sneen, også selvom det skulle blive det sidste, hun gjorde her i livet. Smerten bankede i mit haleben, efter at jeg selv var gået bagover adskillige gange, og jeg prøvede at holde resten af gruppen hen, mens jeg hvislede, at hun skulle komme op – lige nu!
Hvordan vi fik os kæmpet rundt langs hele løjpen er stadig en gåde. Hjemme ventede min kone med de elever, der ikke kunne komme på ski.
”Far siger, vi er sådan en familie, der ikke skal tage på ski sammen,” var det første, min datter sagde til hende.
Stædigt tog vi dog alligevel ud i sneen de følgende morgener, og med stor tålmodighed og tøjlet vrede fandt både jeg og børnene efterhånden balancen. På tredjedagen begyndte vi rent faktisk at opleve visse øjeblikke af glæde ved at suse gennem sneen.
Samme eftermiddag besøgte min kone det nærtliggende Vemork-værk, der i dag er et museum. Her byggede Norsk Hydro i 1929 en hydrogenfabrik, som også producerede såkaldt tungt vand. Det kunne atomforsker Werner Heisenberg bruge i sine reaktoreksperimenter, og derfor fattede nazisterne interesse for fabrikken. I februar 1943 blev stedkendte norske modstandsfolk smidt ud med faldskærm af det britiske luftvåben for at sabotere anlægget og dermed forhindre, at Hitler fik en atombombe. På smalle langrendsski kæmpede de sig offpiste gennem Telemarken og op langs den 103 meter stejle Rjukanfos til fabrikken. Her sneg de sig forbi værnemagtens tunge bevogtning, og det lykkedes dem at sprænge tungtvandsanlægget i luften, inden de slap væk på ski med Gestapo i hælene. En ægte heltedåd, som alle børn i Norge har hørt om.
På museet havde min kone købt et kaffekrus til mig, hvorpå den vilde historie blev fortalt i dramatiske illustrationer.
”Til minde om din kamp i sneen med at få børnene på ski,” sagde hun smilende.
Jeg tog mod kruset med taknemmelighed og valgte at lade enhver mistanke om ironi fare. Hver generation har sine kampe at kæmpe.
Nu skal vi tilbage til løjperne ved Rjukan. Børnene har lykkeligt glemt, hvor tæt på bortadoption, vi var sidst, og de glæder sig. Jeg selv er noget mere betænkelig, men har stadig mit krus som påmindelse om, at det trods alt lykkedes nogenlunde dengang. Der er plads til både små og store helte i Telemarken.
Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade.