Ove Nielsen blev 107 år. ”Man skal ikke sætte sig hen i en stol,” var hans livsmotto

Ove Nielsen var Danmarks næstældste mand, da han døde i december. Han kom ud at tjene som niårig, og murermesteren fra Møldup holdt sig fysisk aktiv med gymnastik og fitness lige til det sidste

Ove Nielsen så altid frem til den næste familiefest, og med 12 børnebørn og 29 oldebørn, var der næsten altid noget at glæde sig til. Ofte var han endda den, der som den sidste forlod festen. Her ses han sammen med et af sine oldebørn.
Ove Nielsen så altid frem til den næste familiefest, og med 12 børnebørn og 29 oldebørn, var der næsten altid noget at glæde sig til. Ofte var han endda den, der som den sidste forlod festen. Her ses han sammen med et af sine oldebørn. Foto: Privatfoto.

Da sidste års julebelysning skulle tændes i Viborg, var det Ove Nielsen, der trykkede på kontakten og fik hele byen til at lyse op. Også det store juletræ på Nytorv i den gamle domkirkeby, hvor mange af byens børn og voksne var mødt op for se det flotte syn.

Æren tilfaldt ham, fordi Ove Nielsen med sine 107 år var den ældste borger i kommunen – og den næstældste mand i hele landet.

Det blev den sidste større begivenhed, Ove Nielsen var med til. En uge før jul, den 15. december, sov han stille ind på det plejecenter i Møldrup, han var flyttet ind i et halvt år tidligere. Som 106-årig.

Indtil da havde Ove Nielsen klaret sig i eget hjem og kun været gæst på byens plejecenter for at deltage i nogle af stedets aktiviteter. Som 90-årig tog han et kursus i at bruge en computer, ”for nu måtte det være på tide,” som han sagde, og han havde også fået lyst til at skrive sine erindringer.

Noget tid efter blev venner og familie inviteret til releaseparty på en nærliggende kro, hvor Ove Nielsen havde stablet sine bøger i en trækvogn, så alle fremmødte kunne få overrakt et trykt eksemplar af ”Den gamle murers erindringer”.

Ove Nielsen brugte dog langtfra al sin tid på at sidde foran en computer. Han gik også til kortspil og gymnastik, ligesom han var et kendt ansigt i plejehjemmets fitnesscenter. Og kiggede man ind ad vinduerne til hans hjem, kunne man ofte få et glimt af et par svingende arme eller ben, når byens tidligere murermester fulgte gymnastikprogrammerne på tv.

Ove Nielsen var altid i gang. Han var kendt for sætninger som:

”Man skal ikke sætte sig hen i en stol,” og ”man skal virke og have lyst til at virke.”

Selv var han da heller ikke forvænt med muligheden for at sidde stille i en stol.

Han blev født som nummer tre i en søskendeflok på fire i den lille by Mønsted lidt uden for Viborg, hvor midlerne var små. Faderen var vognmand og havde forskelligt sæsonarbejde, inden han blev selvstændig murer, og hans mor havde en mindre manufakturhandel med salg af blandt andet garn og strømper.

Da Ove Nielsen blev ni år, var det imidlertid slut med at bo derhjemme. Han gik stadig i skole hver anden dag, men blev sendt ud at tjene på en gård, hvor han måtte dele seng med forkarlen og ellers havde travlt fra tidlig morgen til sen aften med at arbejde i stalden og på marken. Han fortalte senere, at det var en stor dag, da han første gang fik lov til at styre vognen med heste spændt for – ligesom han var taknemmelig for at få fri på sin konfirmationsdag.

Nogle år senere kom Ove Nielsen i murerlære hos sin far, hvor han også kørte ud til kunder med kalk fra Mønsted Kalkgruber. Han skulle selv læsse lastbilen, aflæsse kalken og feje op efter sig, og enkelte gange var han så træt efter det hårde arbejde, at han kom til at småblunde lidt ved rattet og kørte i grøften. Heldigvis var der som regel en flink bondemand, der med sin hest kunne trække bilen op, så Ove Nielsen kunne køre videre.

Under krisen i 1930’erne blev der midlertidigt sat en stopper for murergerningen, og Ove Nielsen havde derfor en periode med et endnu mere krævende fysisk arbejde – han harpede sand og slog skærver.

Men der skete også gode ting. Ove Nielsen kaldte det en af sit livs helt store oplevelser, da han var på Ollerup Gymnastikhøjskole og deltog i det årlige landsstævne sammen med 11.000 andre gymnaster under ledelse af den legendariske Niels Bukh.

Det var også i 1930’erne, at han mødte Sine. Hun var søster til en af de unge mænd, han spillede kort med, og da de mødtes, var hun pige i køkkenet på en gård. Men Sine havde ”gode boglige evner”, mente den lokale skolelærer, og hun gik senere i gang med at uddanne sig til lærer.

Ove Nielsen og Sine blev gift i 1939, og den nygifte ægtemand købte kort efter en motorcykel med sidevogn, hvor der på arbejdsdage var plads til kassen med værktøj, mens den til søndagsudflugterne blev fyldt op af den voksende børneflok på fire og Sine bagpå.

At Møldrup blev verdens centrum for Ove Nielsens voksenliv skyldtes Sine. Hun fik job som lærer på byens skole med tilhørende tjenestebolig og klasseværelse i den ene ende af huset. Det var lige efter Anden Verdenskrig, og som færdiguddannet murer fik Ove Nielsen lyst til at prøve kræfter som selvstændig. Det gik godt. Ove Nielsen blev kendt som en dygtig murer, man kunne stole på, og hans firma voksede støt og roligt.

Ove Nielsen kom da også til at sætte sit præg på lokalsamfundet. Blandt andet fik han ansvaret for at opføre byens nye centralskole og rådhuset i en af nabobyerne. Og fra at sidde lidt hårdt i det kom 1960’ernes opsving også murerfamilien i Møldrup til gode. Ove Nielsen byggede en af de større villaer i byen, og i garagen kom en stor, skinnende rød bil.

Ove Nielsen fortsatte som murermester indtil 1979, hvor han under arbejdet faldt ned fra et stillads og ikke længere kunne fortsætte. Han afhændede forretningen som 65-årig, men aktivitetsniveauet var stadig højt, og hans ”lyst til at virke” fortsatte.

Den led dog et knæk, da hans kone døde i 1995. Livsgnisten blev slukket, og hans familie så med bekymring, hvordan den ellers altid aktive mand nu var trist og nedbøjet. Et par år efter kom Ove Nielsen ud for en alvorlig færdselsulykke, hvor han en overgang svævede mellem liv og død. Men netop i den tilstand fik han livslysten igen og kom styrket tilbage til livet.

Især glædede han sig altid til det næste gensyn med familien. Og med 4 børn, 12 børnebørn og 29 oldebørn var der næsten altid en begivenhed at se frem til.

Ove Nielsen var klar til det sidste. Kun hørelsen og især synet hæmmede ham meget. Han var derfor også klar over, at hans alder var usædvanlig, og han jokede nogle gange med, at han måske nåede at blive landets ældste mand og ikke kun den næstældste. Han havde taget stilling til sin egen begravelse for mange år siden. Da hans ene barnebarn begyndte at læse teologi, lavede Ove Nielsen nemlig en aftale med hende om, at hun som præst skulle stå for ceremonien, når den tid kom.

Da hun besøgte ham sidste efterår, blev hendes mand og børn derfor sendt ned til købmanden, så hun og bedstefar lige kunne få det hele talt igennem. Det var derfor helt i Ove Nielsens ånd, da kirkerummet i Tostrup Kirke uden for Møldrup fyldtes med tonerne og ordene fra salmen om altid at være frejdig, når man går, da venner og familie i december sagde det sidste farvel til ham.