”Jeg er blevet henvist til en psykiater, men der er et halvt års ventetid. Hvad gør jeg? Jeg ligger bare i min seng og ryster og tør ikke stå op.”
Det er den slags breve, Psykiatrifonden får i den rådgivning, vi har.
Jeg har arbejdet som læge i 50 år. Jeg blev uddannet tilbage i 1971, og når man studerer, skal man jo finde ud af, hvad der interesserer én. Jeg interesserede mig fra begyndelsen for hjernen og alt det kemiske, der sker i dén. Jeg arbejdede i en del år på Rigshospitalet, senere på Sankt Hans Hospital i Roskilde, da det endnu hed ”sindssygehospital”, før jeg kom til København og blev leder af et af de første distriktspsykiatriske centre herhjemme. Senere blev jeg psykiatrichef i Storstrøms Amt og vicedirektør i Region Sjælland.
For 12 år siden blev jeg pensioneret, men er fortsat med at arbejde for Psykiatrifonden. Noget af det, jeg har været mest optaget af, er de fordomme, der følger med psykisk sygdom. Der finder en bagatellisering sted. Man respekterer simpelthen ikke psykiske sygdomme på samme måde, som man respekterer andre sygdomme. Er angst for alvor en sygdom? Sådan tænker vi lidt.
Ældre mennesker bliver i høj grad ramt af disse fordomme. Det er rigtigt, at når man bliver gammel, tænker man mere på døden, end når man er teenager, det er naturligt. Men man kan sagtens blive ramt af både panikangst og generaliseret angst som ældre i en sådan grad, at man skal behandles for det.
Man tror, man skal dø
Hos ældre mennesker bortforklares angsten ofte med noget fysisk. At man for eksempel er svimmel og har svært ved at gå. Og ligesom med en række somatiske sygdomme, så er der en glidende overgang, når det gælder angst. Man kan sagtens have et let forhøjet blodtryk og have et fint liv – men man kan også have et sygeligt forhøjet blodtryk.
Før i tiden sagde man ”tag dig sammen” til mennesker med angstsymptomer. Det gør vi ikke i dag – men vi tænker det alligevel. Tankegangen; den der lille stemme, der indeni os siger ”Er det virkelig så slemt, som han siger?”, den er med til at bagatellisere sygdommen, og dén skal vi arbejde med.
For ja, det er slemt. Når man har et angstanfald, tror man ofte, selvom det er ubegrundet, at man skal dø. Tænk så på at have den følelse hele tiden eller bare tit. Det gør ondt at brække benet, ja, men det gør virkelig også ondt at have angst. Tænk at have angstanfald, der lammer én fuldstændigt, fordi man er sikker på, at det er slut. Det er forfærdeligt for de mennesker, der bliver ramt.
Man kan godt sige, det er alvorligere at lide af psykisk sygdom end af kræft. For mange psykiske sygdomme er der en overdødelighed, for skizofreni er vi helt oppe på 10-15 år, der skæres af et liv.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har meget klart defineret grænserne for, hvornår man er sygeligt angst, og hvornår man bare er almindeligt bekymret. Diagnosen angst er lige så veldefineret som sukkersyge og cancer – det står i samme bog, bare på en anden side. Der er en række faktorer, der afgør, om man skal i behandling, eller om man blot er almindeligt bekymret på en måde, hvor det følger med virkeligheden og går over igen.
Det er klart, når der ikke er noget røntgenbillede, der viser noget, så må man tro på folk. Men hvorfor skulle folk egentlig lyve om det?
Mistroen er helt oppe på det politiske niveau, hvor man beslutter, hvilke behandlinger, der gives tilskud til og hvilke, man ikke kan få tilskud til. I Danmark kan vi få behandlet den mindste flækkede negl. Og det harmonerer ikke rigtigt med velfærdssamfundet, at selvom man skal have en henvisning fra sin læge for at få psykoterapi, så er der stadig 150-200 kroners egenbetaling per gang. Ventetiden kan af økonomiuske grunde være så lang, at det virker helt uoverskueligt, når man er plaget af svær angst.
For kortsigtet strategi
Henvisningerne til psykologen og psykiateren løber hurtigt ud. Og hvad så? Ja, så er det op til folk selv at betale. Det giver en social slagside i angstbehandlingen, hvor der er en gruppe, som ikke har råd til den terapi, man ved virker, og som må klare sig med den billigere medicin. Medicinen afhjælper ikke angsten på lang sigt, den dæmper den, men den får ikke mennesker, der er sygeligt angste, til at blive raske. Og der er bivirkninger.
I forhold til, hvor mange penge, der politisk afsættes til psykiatrien og behandling af psykisk sygdom, kommer man ud i nogle diskussioner, som man slet ikke når til med de somatiske sygdomme. Og det er mærkeligt, for antalsmæssigt er lidelser som angst og depression oppe på mere end 100.000 nye tilfælde om året. Det er folkesygdomme, der koster dyrt. Den helt præcise forekomst er aldrig målt i Danmark, og det er en stor mangel for at kunne planlægge behandlingsbehovet. En undersøgelse er planlagt, men mangler de nødvendige midler.
Et menneske, der er syg med angst og ikke får behandlet det, kan betyde et stort tab for en arbejdsgiver, men også for samfundet. For sygemeldte skal have sygedagpenge, og kommer det langt ud måske en førtidspension, selvom det kun er få, der får det i dag. Det største tab er selvfølgelig produktionstabet, hvis man skal se på det med økonomiske briller.
Hvorfor er det, vi altid kan få henvisning til at komme til gynækologen, men hvis vi skal have behandlet vores angst, er der begrænsninger? Det giver ingen mening. Hvis Danmark har en angststrategi, er den meget kortsigtet.
Måske tror politikerne, at det er et bundløst kar. At folk, det øjeblik, det bliver gratis, vil styrte ind og søge behandling for alle mulige små bekymringer hos psykiateren. Det tror jeg ikke vil ske. Men hvorfor eksisterer den forestilling? Hér skal man huske, at politikere ikke er dårligere end de mennesker, der har valgt dem.
En af årsagerne til, at vi bagatelliserer psykisk sygdom, både på det politiske niveau og over for hinanden, har faktisk nok med angst at gøre. Der er ikke noget værre end at være psykisk syg. Ikke have styr på sig selv, ikke være ved sin fornufts fulde brug. At være underkastet nogle kræfter, der kommer fra dig selv, men tager kontrollen fra dig. Vi vil nok ikke rigtig anerkende, at vi har det i os.