En forårsdag i 2008 fik Özlem Cekic pludselig sin mor i røret.
Moderen, der ikke kan dansk og derfor normalt ikke følger med i nyhedsstrømmen, var netop faldet over et interview med daværende velfærdsminister Karen Jespersen (S), som var blevet oversat til tyrkisk. Budskabet fra ministeren var klart: Pårørende skulle tage større ansvar for at levere pleje og omsorg til familiens ældre.
“Lige præcis den nyhed havde min mor selvfølgelig læst, og hun ville ringe og sikre sig, at jeg også havde hørt ministerens kloge ord,” griner Özlem Cekic.
Kristeligt Dagblad har sat den tidligere SF-politiker i stævne i Indre København i de lokaler, hvor foreningen Brobyggerne holder til, og hvor hun selv er generalsekretær. Temaet for samtalen er det pres, som Özlem Cekic og andre børn af den første generation af ikke-vestlige indvandrere oplever, når forældrene kommer op i årene og forventer, at deres voksne børn tager sig af dem.
Özlem Cekic er barn af tyrkisk-kurdiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1980’erne, da datteren Özlem var 10 år. Hun fortæller, at forældrene hovedsageligt arbejdede i såkaldte “nøglejobs”, hvor de mødte, når danskerne var taget hjem, og skulle være færdige med arbejdet, inden danskerne kom igen. De møder derfor stort set ingen danskere i hverdagen, og selvom forældrene føler stor loyalitet over for deres nye hjemland, får de aldrig for alvor de danske værdier ind under huden.
Faderen arbejdede i mange år på akkord som alt fra chauffør til snerydder, mens moderen arbejdede som rengøringsdame, hvilket hendes krop betaler prisen for i dag.
“Min mors diagnoseliste er efterhånden længere end mit cv,” konstaterer Özlem Cekic.
I Danmark er det i høj grad staten, der træder til, når ens forældre bliver gamle og syge, men Özlem Cekics forældre er rundet af en kultur, hvor det er børnene, som er garantien for en god og værdig alderdom. Hvis man er i tvivl, skal man bare se, hvordan alderdommen bliver skildret i tyrkisk populærkultur, fortæller Özlem Cekic.
“I tyrkiske dramaserier og biograffilm bliver de ældre på plejehjemmet altid omsorgssvigtet: De er ensomme, de bliver slået, og de får ikke noget at spise. Plejehjemmene er det helt store fjendebillede. Det er en måde, hvorpå man fortæller, hvad der venter ens forældre, hvis man ikke tager sig af dem,” siger Özlem Cekic, der særligt husker en bestemt scene fra en film, hun så sammen med sin mor:
“Man ser en ældre kvinde kigge ud af vinduet med et helt tomt blik. Nede på gaden kan hun se andre, der hygger sig med deres børn og børnebørn, mens hun selv er overladt til nogle ansatte, som behandler hende forfærdeligt. Da min mor havde set den scene, græd hun og sagde: ‘Jeg vil hellere dø end at komme på plejehjem’. Og så sagde jeg med min danske sorte humor: ‘Så kommer du til at dø, mor!’. Hun syntes overhovedet ikke, at det var sjovt, og man kunne se fortvivlelsen i hendes øjne. Lige dér blev det ekstremt tydeligt, at vi kommer fra to forskellige verdener: At jeg er dansker og barn af velfærdssamfundet, og hun er kurder og ser mig og mine søskende som sin velfærdsforsikring.”
Forældrenes forventninger ligger mellem linjerne
Det er sjældent, at forældrenes forventninger til Özlem Cekic og hendes tre søskende udtales eksplicit. Det er mere en underliggende forventning om, at de naturligvis hjælper til, når der er brug for det. Når hun besøger sine forældre, er det heller ikke en kop te eller kaffe, hun får serveret som det første, men derimod en stor bunke rudekuverter.
“Så åbner jeg den ene efter den anden, og hver rudekuvert gemmer på en ny arbejdsopgave,” siger Özlem Cekic.
Den anden dag ringede faderen også til Özlem for at spørge, om hun kunne køre moderen i lufthavnen. På trods af at flyet først afgik klokken 02.50 om natten, var der ikke den store forståelse for, at hun måtte takke nej, fordi hun skulle på arbejde dagen efter – heller ikke selvom hun tilbød at betale for en taxa.
“Der er lidt en underforstået utilfredshed, når vi børn ikke når alt det, de synes, vi skal. Hvis jeg skulle nå det hele, krævede det, at jeg kunne være der fuldtid, og at jeg ikke havde et arbejde eller min egen familie. De føler heller ikke, at vi besøger dem nok, selvom jeg besøger dem flere gange om måneden. Min storebrors kone hjælper dem meget, og det er de meget tilfredse med, hvilket de ofte også giver udtryk, så vi andre får dårlig samvittighed,” siger Özlem Cekic grinende.
Når Özlem Cekic taler med etniske danskere om forældrenes forventninger, lyder opfordringen ofte, at hun bare skal sige fra. Men selvom det kan være hårdt arbejde, ønsker hun ikke, at forældrene skal føle sig som en belastning.
“Mine forældre har godt nok ofret meget for, at vi børn kunne have det godt. De har aldrig købt nyt tøj til sig selv eller spist dyr mad, men altid sørget for at prioritere os højest. Jeg har nok en lidt større taknemmelighed over for mine forældre end mange etniske danskere, og derfor er det også svært at forklare folk, at jeg ikke bare kan sige fra. Man kan ikke melde sig ud af ligningen, sådan er kulturen og opdragelsen slet ikke,” siger Özlem Cekic, der også sætter pris på den særlige respekt for de ældre, som er kendetegnende for kulturen.
Systemet ser os som en ressource
Som barn af gæstearbejdere er det imidlertid ikke kun forældrene, der regner med børnenes hjælp. Den sygeplejerske-uddannede Özlem Cekic er den af sine søskende, som træder til, når tingene bliver alvorlige, som da moderen i 2018 fik konstateret brystkræft. Özlem Cekic deltog i samtlige lægesamtaler og var med til både kemoterapi og strålebehandlinger. Under hele kræftforløbet, som varede ét år, blev der ifølge Özlem Cekic kun bestilt tolk en håndfuld gange gang.
“Jeg bad om en tolk hver gang, men jeg fik at vide, at de enten havde glemt det, at de var forundret over, at jeg overhovedet ville have en tolk, eller at min mor jo også er mere tryg ved mig, hvilket min mor selvfølgelig bekræftede. Og så bliver man rost af personalet og får at vide, at det er dejligt, at vi – indvandrerfamilierne – har en anden familiestruktur, hvor vi simpelthen er så gode til at tage os af vores forældre. Da min mor skulle udskrives, blev jeg også spurgt, om det var nødvendigt med en hjemmesygeplejerske, når nu hun havde mig. Men jeg bor langt væk, og jeg kan ikke komme tre gange om dagen. Systemet har en forventning om, at vi træder til og pålægger os skyldfølelse, når de for eksempel siger til min mor: ‘Ej, hvor er det godt, at du har sådan en datter, der kan tolke’. På den måde trækker systemet og mine forældre i samme retning.”
De praktiske opgaver, som i forbindelse med moderens hospitalsbesøg havner hos Özlem Cekic, er én ting, siger hun. Noget andet er, at hun ikke føler, at hun bliver betragtet som pårørende, men som en ressource, hvilket hun også oplevede under moderens kræftforløb.
“Da min mor skal scannes første gang, siger jeg til lægen, at jeg ikke håber, at det er kræft. Så siger lægen: ‘Det er ikke et spørgsmål, om det er kræft. Jeg leder efter metastaser, men lade være med at sige det til hende’. Jeg får altså som datter at vide i en bisætning, at min mor har kræft, og hun får det først at vide om 14 dage, når svarene på prøverne kommer. Jeg er helt i chok. Jeg synes, det er barskt, at de ser mig som en del af systemet og ikke som datter og pårørende.”
Under interviewet smiler Özlem Cekic ofte overbærende, når hun fortæller om sine forældres til tider urealistiske forventninger. Når talen falder på fremtiden, er hun anderledes alvorlig. Udover at moderen har været igennem et kræftforløb, har hun også fået to nye knæ, har for nylig brækket lårbenet og lider af astma og fibromyalgi, en sygdomstilstand, som er kendetegnet ved kroniske smerter i muskler og sener. Özlem er taknemmelig for, at faderen fortsat er meget mobil, men han har også haft blodpropper i både hjernen og hjertet, så hvad stiller familien op den dag, han ikke længere kan tage sig af moderen?
“For etniske danskere ved man godt, hvor det bærer hen. Hvis det går galt, er alle indstillet på at få hjælp fra kommunen, men de gange, min mor har fået tilbud om hjemmehjælp, har hun afvist det: ‘Det kan vi selv lave,’ siger hun. Vi? Hvem er vi? Det er min storebrors kone, det er min lillesøster, det er min far, det er mig,” siger Özlem Cekic.
For plejekrævende etniske danskere er den naturlige endestation plejehjemmet, siger Özlem Cekic. Men trods hendes tidligere nævnte drillerier om at sende moderen på plejehjem, vil det være en “sindssygt svær” og “ubærlig” beslutning, særligt når moderen ikke kan sproget.
“Det er slet ikke en mulighed, men vi søskende sætter os ikke ned og snakker om, hvad vi så stiller op, hvis vores far dør. Det er, som om at vi alle ved, at det her ikke holder i længden, men vi taler ikke om det. Vi krydser bare fingre og beder til Gud om, at det vil vare længe: ‘Der er heldigvis, inshallah (om Gud vil, red.), mange år til,’ siger vi til hinanden. Vi taler heller ikke med vores forældre om det. Det er simpelthen for smertefuldt for dem.”