”Pædagoger er bare pædagoger, og det er ikke svært at passe børn”. Sådan lød fordommene, da Nana valgte uddannelse

Velfærdsuddannelserne kæmper mod genstridige fordomme og en stærk fortælling i tiden: Unge skal opnå store resultater og blive den bedste version af sig selv – og det skal helst foregå på universitetet

“Nogle gange føler jeg, at jeg skal forklare, hvorfor jeg har valgt at blive lærer. Måske er det noget, der er iboende i mig, fordi jeg er et produkt af samfundet. Det bliver til en slags selvkritik, en stemme, der siger, at det ikke er fint nok,” siger Anne-Sofie Flintrup.
“Nogle gange føler jeg, at jeg skal forklare, hvorfor jeg har valgt at blive lærer. Måske er det noget, der er iboende i mig, fordi jeg er et produkt af samfundet. Det bliver til en slags selvkritik, en stemme, der siger, at det ikke er fint nok,” siger Anne-Sofie Flintrup. Foto: Leif Tuxen.

Selvfølgelig skulle hun læse på universitetet. Hun havde fået høje karakterer i gymnasiet, hun var dygtig og havde stort potentiale. Nu skulle hun indfri det.

Forventningen kom fra Nana Toft Jacobsen selv, men i høj grad også fra hendes familie. De dikterede aldrig direkte, hvilken sti hun skulle slå ind på i uddannelsessystemet, men hun mærkede altid presset: Man skulle få gode karakterer og vælge en lang videregående uddannelse, for så blev man til mest, tjente flest penge, fik det bedste liv. Hun endte med at studere psykologi og socialvidenskab på Roskilde Universitet, men da hun færdiggjorde uddannelsen efter fem år, havde hun svært ved at finde et job. Hun tog arbejde som pædagogmedhjælper – og indså med det samme, at det var meningsfuldt. Hun elskede at være aktiv med børnene, at studere pædagogiske teorier og se effekten af dem foran sine øjne. Hun følte, at hun gjorde en forskel. Så hun besluttede sig for at tage en meritpædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole. 

“Det var hårdt. Mine nærmeste kunne overhovedet ikke forstå det. Pædagoger er bare pædagoger, og det er ikke svært at passe børn, sagde de,” husker 29-årige Nana Toft Jacobsen.

“Jeg følte, jeg brugte meget krudt på at overbevise min familie om, at der var meget faglighed i jobbet, at det ikke bare er at passe børn. Nogle af dem blev overraskede, når jeg fortalte dem om arbejdet, men så begyndte de at snakke om, at lønnen og arbejdsbetingelserne jo også var dårlige.”

I år har 19 procent færre søgt de såkaldte velværdsuddannelser – folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver – end i 2021. Det er måske ikke alarmerende i sig selv, når man tænker på, at det samlede ansøgertal til de videregående uddannelser er faldet med 15 procent fra coronaåret 2021. Men for det første er antallet af 1. prioritetsansøgninger til professionshøjskolerne også skrumpet markant siden 2019, altså før corona. For det andet står det danske samfund i en situation, hvor der kommer flere ældre og små børn, hvilket skaber et øget behov for lærere, sygeplejersker og pædagoger i de kommende år.

De fleste iagttager er enige om, at tvivlsomme løn- og arbejdsvilkår afholder mange fra at søge. Men der er også en mere abstrakt barriere, der handler om unges identitet og fordomme. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om gymnasieelever, der overvejer at studere til lærer, har for eksempel vist, at det særligt er de fagligt stærke elever, der ender med at vælge uddannelsen fra.

“Eleverne kan nærmest opleve at blive talt fra at søge ind på læreruddannelsen. Blandt de fagligt stærke oplever mange det som det naturlige valg at søge ind på universitetet, blandt andet fordi de ser det som mere prestigefuldt, og fordi de vurderer, at det faglige niveau er højere,” siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf, der er områdechef for videregående uddannelser ved EVA.

Selvrealisering på universitetet

Anne-Sofie Flintrup havde et snit på 11,5 fra gymnasiet og overvejede ikke et sekund at læse til lærer. Det harmonerede ikke med den fortælling, hun havde om sig selv. Det var først, da hun havde fået en bachelor i antropologi og en kandidat i kriminologi, at det gik op for hende, hvad hun kunne udrette som lærer.

“Jeg havde aldrig tænkt over, hvor vigtigt et arbejde det egentlig er, men det gik op for mig, at hvis man som jeg ønsker at gøre en forskel for socialt udsatte, skal man sætte ind i grundskolen,“ siger 31-årige Anne-Sofie Flintrup.

“Man er ikke bare lærer. Man er så meget andet. Man bygger relationer til børn og unge, man griber dem, når de har det svært, man er deres læge, når de slår sig, man er deres omsorgsperson, man guider dem og lærer dem at indgå i fællesskaber, og oveni alt det underviser man dem i et fag.”

Anne Sofie Flintrup.
Anne Sofie Flintrup. Foto: Leif Tuxen.

Hun har uddannet sig til folkeskolelærer via merituddannelsen Teach First, hvor hun har arbejdet fuldtid på en folkeskole i Albertslund, mens hun har studeret om aftenen. Målet er at kombinere den teoretiske viden fra kriminologi med det praktiske arbejde som folkeskolelærer og forebygge kriminalitet ved at give børn succesoplevelser.

“Nogle gange føler jeg, at jeg skal forklare, hvorfor jeg har valgt at blive lærer. Måske er det noget, der er iboende i mig, fordi jeg er et produkt af samfundet. Det bliver til en slags selvkritik, en stemme, der siger, at det ikke er fint nok,” siger hun.

“Når jeg siger, at jeg er lærer, udbryder mange: 'nå, bare lærer'. Det der 'bare' dukker altid op. Og det er virkelig en ærgerlig diskurs. For det er verdens vigtigste job.”

Ifølge Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole og forfatter til “En varm tid”, er fortællingen skabt af en række strømme i samfundet. Unge bliver i dag fodret med budskabet om, at de skal følge deres drømme, at de skal være den bedste version af dem selv og forløse det, der gør netop dem unikke. Individualiseringen løber sammen med en anden strøm: en akademisering. Gymnasiet er blevet en miniudgave af universitetet, der forbereder unge på at tage lange videregående uddannelser.

Det er blevet normdannende, siger Stefan Hermann. Han har ligefrem venner, der føler, at de skal forsvare deres børns valg, hvis de ikke tager en akademisk uddannelse. Som om det er en kilde til forlegenhed at læse til lærer, pædagog eller sygeplejerske.

“Fortællingen er, at hvis du skal realisere den bedste version af dig selv, så skal du gå på universitetet. Det er derfor, mange unge mennesker siger til mig: ‘Jeg skal jo ikke spilde mit snit på en pædagoguddannelse,’” siger Stefan Hermann.

Jeg gider ikke de her unger

Charlotte Gøtstad Sørensen kalder det uddannelsessnobberi.

Forpersonen for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning troede selv, at hun skulle studere medicin, indtil hun kom i erhvervspraktik på et hospital efter gymnasiet og lod sig drage af sygeplejerskens rige palette af arbejdsopgaver. Arbejdet kræver viden om alt fra anatomi, fysiologi og medicinhåndtering til kommunikationsteorier og etiske overvejelser. Det er bare ikke gået op for alle:

“Da jeg søgte ind på sygeplejeuddannelsen i stedet for medicin, fik jeg ofte reaktioner som: ‘Har du bare lyst til at skifte ble på de ældre eller hygge med børn på børneafdelinger?’”, siger hun.

Hun er træt af forestillingen om, at kaldet er nok i sig selv. At lønnen ikke behøver at være høj, fordi arbejdet er en belønning i sig selv. Fordommene om faget vil ikke ændre sig, hvis arbejdsvilkårene ikke forbedres, og lønnen ikke afspejler opgaverne, uddannelsen og ansvaret i arbejdet, siger hun.

Men det handler også om, hvordan man taler om sygeplejefaget i den offentlige debat. Som et af flere "velfærdsfag".

"Hele kompleksiteten i faget ryger, når man puljer de store professionsuddannelser sammen og giver dem mærkatet 'velfærdsfag'," siger Charlotte Gøtstad Sørensen.

Netop arbejdsvilkårene er blandt de tungeste årsager til, at mange unge fravælger læreruddannelsen, viser den tidligere nævnte rapport fra Danmarks Evalueringsintitut. Ifølge Bjarke Tarpgaard Hartkopf er det dog nødvendigt at skrue på flere håndtag, hvis man vil øge interessen i velfærdsuddannelserne:

“Det er for eksempel oplagt at gøre op med fortællingen om, at det nødvendigvis er mere prestigefuldt at studere på universitetet. Måske kan man også være med til at stimulere elevernes faglige interesse ved at gøre uddannelserne mere synlige i gymnasiet og inkludere viden fra dem i undervisningen,” siger han.

Samtidig er det nødvendigt at udvikle uddannelserne i tråd med tidsånden, siger Stefan Hermann. En tidsånd, der på den ene side indeholder et krav om at præstere, og på den anden side rummer en mere følsom fortælling om, at man skal udvikle sig selv, som var ens liv et kunstværk. Det, man kunne se som en frigørelsestrang, men som ifølge Stefan Hermann har udviklet sig til en selvrealiseringstvang.

“Det er ikke lykkedes tilstrækkeligt at forbinde fagenes kaldskarakter med selvrealiseringsdrømmen. Uddannelserne kommer tværtimod til at fremstå som hindringer for den romantiske forestilling om evig vækst, evigt mere mig, mere frihed: ‘Skal jeg rende rundt og tørre røv på nogen?’ ‘Jeg gider ikke alle de her unger,’” siger han.

“Kunsten er at sige, at det også er en form for selvrealisering at blive pædagog, lærer eller sygeplejerske. Du realiserer ikke kun dig selv, men også noget ærværdigt i samfundet, som handler om demokrati og sammenhængskraft, værdighed og dannelse.”

Det handler dels om at nuancere billedet af de uddannelser, de unge kan vælge, dels om at afdramatisere selve valget, siger Stefan Hermann. Hvis man fortæller eleverne, at de skal vælge deres drømmeuddannelse, at de skal tage en livsforandrende beslutning om, hvem de vil være efter gymnasiet, så vælger mange de studier på universitetet, hvor mulighederne angiveligt er “pivåbne”. 

“Men det er jo løgn,” siger Stefan Hermann. “Ligesom det er løgn, at døren er lukket, når man først har taget en læreruddannelse.”

Frygten for at strande

Det er en løgn, der er vigtig at gøre op med, siger han, for mange unge frygter at ende i det samme job i 40 år. For eksempel Anne Sofie Flintrup, folkeskolelæreren, der har en kandidat i kriminologi. For nylig fik hun lov til at dele sin tid mellem lærergerningen i folkeskolen og den kriminalpræventive enhed i Albertslund Kommune, og det har styrket hendes tro på, at hendes specialisering for alvor kan komme til sin ret. Men hun ved ikke, hvor længe hun ønsker at være folkeskolelærer.

“Jeg er rigtig glad for min beslutning om at blive lærer, men det er vigtigt for mig, at den ikke er endegyldig. At jeg hele tiden kan tilpasse mit arbejde, så jeg udvikler mig og kan gøre en så stor forskel som muligt. Nogle af de andre, der læser til lærer, vil gerne være det samme sted i 25 år, men det er min frygt.“

Nana Toft Jacobsen, den RUC-studerende, der blev pædagog, har allerede skiftet spor. Efter et år på merituddannelsen valgte hun at droppe ud.

“Hver dag mødte jeg på arbejde med intentionen om at have en kritisk og reflekteret tilgang, og det var der ikke plads og tid til. Jeg kunne ikke stå inde for det arbejde, jeg leverede. Vi holdt aldrig pauser. Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt. Og alligevel var der mange børn, man ikke nåede at se,” siger hun.

Hun er nu startet i et nyt job, hvor hun laver HR og administrativt arbejde i en håndværkervirksomhed, et arbejde, der giver hende næsten 12.000 kroner mere i løn hver måned, end da hun arbejdede i den kommunale børnehave.

“Det er min drøm at arbejde med børn, men jeg kunne mærke, det gik ud over min egen familie. Jeg følte aldrig, at jeg gjorde det godt nok. Så vil jeg heller være et sted, hvor jeg kan yde det, jeg skal, og gå glad hjem.”