"Pædagoger er bare pædagoger, og det er ikke svært at passe børn". Sådan lød fordommene, da Nana valgte uddannelse

Velfærdsuddannelserne kæmper mod genstridige fordomme og en stærk fortælling i tiden: Unge skal opnå store resultater og blive den bedste version af sig selv – og det skal helst foregå på universitetet

“Nogle gange føler jeg, at jeg skal forklare, hvorfor jeg har valgt at blive lærer. Måske er det noget, der er iboende i mig, fordi jeg er et produkt af samfundet. Det bliver til en slags selvkritik, en stemme, der siger, at det ikke er fint nok,” siger Anne-Sofie Flintrup.
“Nogle gange føler jeg, at jeg skal forklare, hvorfor jeg har valgt at blive lærer. Måske er det noget, der er iboende i mig, fordi jeg er et produkt af samfundet. Det bliver til en slags selvkritik, en stemme, der siger, at det ikke er fint nok,” siger Anne-Sofie Flintrup. Foto: Leif Tuxen.

Selvfølgelig skulle hun læse på universitetet. Hun havde fået høje karakterer i gymnasiet, hun var dygtig og havde stort potentiale. Nu skulle hun indfri det.

Forventningen kom fra Nana Toft Jacobsen selv, men i høj grad også fra hendes familie. De dikterede aldrig direkte, hvilken sti hun skulle slå ind på i uddannelsessystemet, men hun mærkede altid presset: Man skulle få gode karakterer og vælge en lang videregående uddannelse, for så blev man til mest, tjente flest penge, fik det bedste liv. Hun endte med at studere psykologi og socialvidenskab på Roskilde Universitet, men da hun færdiggjorde uddannelsen efter fem år, havde hun svært ved at finde et job. Hun tog arbejde som pædagogmedhjælper – og indså med det samme, at det var meningsfuldt. Hun elskede at være aktiv med børnene, at studere pædagogiske teorier og se effekten af dem foran sine øjne. Hun følte, at hun gjorde en forskel. Så hun besluttede sig for at tage en meritpædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole.