Plejehjemmet står på kristne værdier. Vi er "godt tilfredse" med vores sidste holdeplads

Aase og Knud Eriksen flyttede ind på plejehjemmet Bakkely for 9 måneder siden. I dag har de ikke fortrudt den beslutning. Snarere tværtimod

Aase og Knud Eriksen vil ikke gå så langt som til at sige, at de har fået nye venner, efter at de kom på plejehjem. Men indimellem drysser de dog ind på besøg hos en af de øvrige beboere på Bakkely i Videbæk, der har ”øverste etage i orden”, som Knud Eriksen siger. ”Men det er da blevet sådan, at vi efterhånden ikke har brug for så mange andre end hinanden.”
Aase og Knud Eriksen vil ikke gå så langt som til at sige, at de har fået nye venner, efter at de kom på plejehjem. Men indimellem drysser de dog ind på besøg hos en af de øvrige beboere på Bakkely i Videbæk, der har ”øverste etage i orden”, som Knud Eriksen siger. ”Men det er da blevet sådan, at vi efterhånden ikke har brug for så mange andre end hinanden.”. Foto: Leif Tuxen.

Aase og Knud Eriksen har stillet hver sin tømte kaffekop foran sig på stuebordet i deres livs sidste bolig. Her, i hver sin sorte læderlænestol, der med en fjernbetjening kan indstilles til forskellige siddestillinger, har de brugt det meste af tiden, siden de for ni måneder siden flyttede ind. Ingen af dem var i tvivl om, at det netop var her på Plejehjemmet Bakkely, en kristen selvejende institution ejet af Luthersk Mission i vestjyske Videbæk, de gerne ville bo, når tiden var inde. Og det var den i marts.

For 10 år siden fik Aase Eriksen konstateret Parkinsons sygdom og havde siden klaret sig i parrets hjem med Knuds hjælp. Men et fald på terrassen, hvor hun brækkede ryggen, blev begyndelsen på vejen til den endelige beslutning. Og da hun før jul sidste år mistede evnen til at gå på grund af for meget medicin og igen måtte indlægges, tog det sidste skridt næsten sig selv.

”Vi har tre sønner, og en af dem så på mig en dag og sagde...,” siger 83-årige Knud Eriksen, mens øjnene bliver fugtige.

”Nu går den altså ikke mere, far! Nu går den altså ikke mere.”

Fadervor i broderede sting

Fordi Aase og Knud Eriksen bor sammen som par, er deres bolig lidt større end den, de fleste af plejehjemmets øvrige 36 beboere har fået tildelt. 75 kvadratmeter har de helt præcis at gøre godt med. Stuen med det lille tekøkken tager det meste af pladsen. I det ene hjørne står en computer, og i det andet et fladskærms-tv, så parret ”kan følge lidt med i verdens gang”. Over stuebordet dingler en juleguirlande, og på væggen bagved hænger et indrammet billede med en sirligt broderet tekst: ”Nu folder jeg haand og tanke.”

Det kristne budskab skinner simpelthen igennem alt, der foregår her på stedet. Og vi mærker det også på personalet. De er simpelthen så søde og rare ved os.

Knud Eriksen

I boligen har de, hvad de skal bruge, fortæller parret. Alligevel var det ikke alt det, de ønskede at få med fra deres tidligere hjem i Ikast, der blev plads til.

”Ja, det gik for stærkt med den flytning, det må man sige,” siger Aase Eriksen.

”Mor (Aase Eriksen, red.) var indlagt på det tidspunkt, og hun var så dårlig, at hun ikke kunne kende forskel på skidt og kanel!”, supplerer Knud Eriksen.

”Og så måtte jeg og drengene jo om det, og ja. Så kan man jo ikke komme bagefter og sige, at det var noget andet, vi skulle have haft med. Det kan ikke være anderledes!”.

Parrets bolig er placeret i stueetagen. Den er den første på højre hånd nede ad gangen i den rødstenede bygning, der udgør Plejehjemmet Bakkely. Ved hovedindgangen hænger et kors bøjet i jern og med plads til at tænde et fyrfadslys i. Og på plejehjemmets fire fløje og fællesarealer hænger broderede skriftsteder – i spisesalen har eksempelvis et broderet Fadervor fået plads. Plejehjemmet er ejet af Luthersk Mission, men det er ikke et krav, at beboerne skal have været tilknyttet missionen tidligere i livet for at bo der.

På plejehjemmets hjemmeside beskriver de sig selv som ”et plejehjem, hvor det kristne værdigrundlag er vores byggesten”. Det betyder i praksis, står der, at ”vi ser hvert enkelt menneske som værdifuldt, unikt og skabt af Gud i Hans billede, som noget fint og godt”. Ugens program byder hver dag på morgenandagt og om mandagen også eftermiddagsandagt. Der er gudstjeneste hver 14. dag, og hver aften og hver morgen synges der salmer. Stunder, de begge ser frem til. ”Jeg er i Herrens hænder”, salme 51, er blandt Aases favoritter. Men der er mange, fortæller hun. Troen har været en stor del af deres begges liv siden barnsben. Og det var netop det kristne værdigrundlag, der blev årsagen til, at de fik øjnene op for Bakkely.

”Vi ville være et sted, hvor det kristne budskab bliver forkyndt hver dag. Og det gør det her,” siger Aase Eriksen.

Hvad betyder det for jer?

”Tryghed. Ja, det betyder tryghed,” svarer hun.

”Og så giver det fællesskab,” fortsætter Knud Eriksen.

”Det kristne budskab skinner simpelthen igennem alt, der foregår her på stedet. Og vi mærker det også på personalet. De er simpelthen så søde og rare ved os.”

”Ja, det er jo mange forskellige, der kommer,” siger Aase Eriksen.

”Og vi kender dem ikke altid. Men de har en kristen ånd. Det kan vi mærke. De hjælper hinanden.”

Fra kvæggård til Bakkely

Første gang Aase og Knud Eriksen mødte hinanden, var de begge syv år. Det var i 1945, hvor de var nabobørn fra to gårde på landet nær Givskud. Et dusin år senere flyttede Aase ind hos Knud, og de to overtog kvægdriften efter hans forældre. 33 år gik der, før den ikke gik med landbruget længere. Knud Eriksen måtte sælge kreaturholdet og sin jord, og det overskud, der var tilbage, ”kom Skat desværre og tog,” siger han. ”Ja, det var en sørgelig historie.”

Han tog derefter job som anlægsgartner, mens hun færdiggjorde sin 9.-og 10.-klasseeksamen, uddannede sig til beskæftigelsesvejleder og fik job i hjemkommunen. Sådan gik årene, før Knud Eriksens ryg blev dårlig, og de for knap 20 år siden flyttede fra landet og ind i byhuset i Ikast.

”I byen var der altid nogle, der ville have hjælp med noget. Der var rigeligt at lave! Og så tog vi på bibelcamping tre uger hver sommer. Det var først, da kreaturerne var solgt, vi fik tiden til det, og det var mægtigt. Så kom man til at lære hverandre at kende,” fortæller han.

Når Knud og Aase Eriksen ser tilbage på tilværelsen i byen, er det ikke det store, de savner. Det skulle da lige være det gode helbred, som hun konstaterer.

”For det er jo ikke, hvad det har været, når man er fyldt 83. Men det kan man vel heller ikke forvente.”

For nogle år siden fik Knud Eriksen konstateret kol. Alligevel var det kun Aase Eriksen, der blev visiteret til en plads på et plejehjem sidste år, da hun blev indlagt, og det pludselig hastede. Hurtigt efter fik hun da også tilbudt en plads på et kommunalt plejehjem i deres tidligere hjemkommune, Ikast-Brande. Men det var uden muligheden for at få ægtefællen med sig.

”Nej tak! Det måtte vi så sige!”, udbryder Knud Eriksen. ”Vi har kendt hinanden nærmest altid, så der kunne slet ikke være tale om, at vi skulle skilles. Så vi holdt ud lidt endnu.”

Derfor måtte de finde sig i lidt ekstra ventetid.

”Et par måneder gik der, før de ringede og sagde, at nu var der en bolig til os. Og den 15. marts flyttede vi ind,” siger Knud Eriksen.

Spisetider som dagens holdepunkter

På Bakkely føler de, at de kan få tiden til at gå. Mest Knud Eriksen, for han er stadig mobil og kan deltage i morgengymnastikken. Spisetiderne er dagens holdepunkter, fortæller han. Klokken 11.30 er der frokost. Det er alt fra kylling til bøf og karbonader, der bliver serveret.

”Og nogle gange stegt flæsk med hele pibetøjet. Gammeldags mad,” siger han.

”Og det er noget forskelligt hver dag. Det kan vi ikke klage over.”

Aase og Knud Eriksen har kendt hinanden stort set hele livet. Derfor kunne det ikke komme på tale, at Aase Eriksen skulle afsted uden sin mand, da behovet for en plejehjemsplads blev akut.
Aase og Knud Eriksen har kendt hinanden stort set hele livet. Derfor kunne det ikke komme på tale, at Aase Eriksen skulle afsted uden sin mand, da behovet for en plejehjemsplads blev akut. Foto: Leif Tuxen

I spisesalen hænger et skema, hvor det er muligt at se, hvad dagens ret byder på, en måned frem i tiden. Et skema, som Knud Eriksen aldrig læser.

”Det ville da være en skam. Så har man jo ikke noget at glæde sig til!”.

Til aftensmaden er de fleste af fløjens øvrige beboere også med til bords. Aase og Knud Eriksen vil ikke gå så langt som til at sige, de har fået nye venner på Bakkely. Det er en overdrivelse.

”Vi snakker da sammen, som man nu kan. Men for pokker! Der er jo nogle her, der ikke så godt kan styre det,” siger Knud.

”Indimellem er der dog én med den øverste etage i orden. Og så drysser vi ind på besøg og snakker om løst og fast et kvarter eller en halv time, og det er jo vældigt. Men det er da blevet sådan, at vi efterhånden ikke har brug for så mange andre end hinanden.”

Det bedste er at slippe for bekymringer

Selvom sønnerne bor lidt kørsel væk, er de alle flinke til at komme på besøg hos deres forældre på Bakkely. Den er blevet stor efterhånden, familien. Otte børnebørn har de fået. Og fire oldebørn, indtil videre. Sidst, de næsten alle var samlet, var, da Aase Eriksen fyldte 83 år i oktober. Plejehjemmet havde lånt dem fælleslokalet, maden kom udefra, og dagen blev festlig. Til sommer håber de at kunne gentage succesen, når de skal fejre deres diamantbryllup. Det bedste, siger Knud Eriksen, er nemlig alle de bekymringer, de slipper for ved at holde deres familiesammenkomst på Bakkely frem for ude af huset.

”Skal mor på toilet, kan hun bare trykke på en knap. Så kommer nogen og henter hende og bringer hende tilbage igen. Så kan det ikke være nemmere. Ja, vi har det godt her,” siger han. Og det er de enige om.

”Man hører jo så mange sige, det er forfærdeligt at komme på plejehjem. Men ikke her, da!”, siger hun.

”Det her er vores sidste holdeplads, ja. Med mindre vi kommer på sygehuset, er det planen, at vi begge ender vores dage her. Og det er vi godt tilfredse med.”