Sorgenfri, november 2020
De hjælper hinanden. Kontoret skal tømmes, og Søren Hermansen har været længe om at komme i gang. Han siger, at han ikke kunne. Den seneste tid har på mange måder været sær. Der var sat udløbsdato på hans tid som sognepræst, men næste søndags prædiken arbejdede i ham, og når han gik i Irma, var han sognepræsten med hud, hår og fejl til det sidste ved Sorgenfri Kirke nord for København. Og så er der pandemien, som også kom til at præge afskeden med den store menighed. Sidste søndag i oktober var der afskedsgudstjeneste, men alle gudstjenester i oktober var en slags afskedsgudstjenester, hvor folk kom en time før tid for at få plads i kirken.
Mens han tømmer den indbyggede reol og siger farvel til bøger, er han fyldt af afskeden med menigheden. Afskeden var sværere, end han havde troet, den ville være. Forholdet til menigheden er for ham lidt som et kærlighedsforhold, og afskeden var som en slags skilsmisse.
Den 18. november kommer flyttebilen. Kirsten og Søren Hermansen har fået pakket de 240 kvadratmeter bolig foruden kælder ned. Hermansens kontor er tømt. En blå kontorstol lyser op. Den skal med, selvom han har slidt hul i sædets betræk.
Espergærde december 2020
Der er lidt Bulderby over ægteparret Hermansens nye adresse i et gult parcelhus på Berberisvej i Espergærde. Parrets datter bor tæt på med sin familie. De to børnebørn, som er i børnehavealderen, kan tage turen til fods til bedsteforældrenes nye hjem.
Livet er langsomt. Det, som står i kalenderen, er aflyst på grund af coronaen. Eneste undtagelse er boganmeldelserne. Hermansen anmelder bøger for Kristeligt Dagblad og glæder sig, når han ser postbilen parkere ved huset, for typisk kommer posten med en bog, Hermansen skal anmelde.
En dag bliver han ringet op af myndighederne. Personen i den anden ende forklarer, at han kan søge om folkepension, som han kan modtage samtidig med, at han får sin tjenestemandspension.
”Samtalen er en forunderlighed. Folkepensionist! Jeg undrer mig over, at det er mig.”
De fleste aftener sidder Kirsten og Søren Hermansen i deres nye stue og lytter til klassisk musik. For det meste er det Bach. Søren Hermansen mærker udmattelse kombineret med afsavn.
”Helt ind i knoglerne savner jeg dialogen med de bibelske tekster og arbejdet med en prædiken. Det har været mit liv i 38 år.”
Når han går rundt i det nye hus, mærker han savnet af indbo, som de har måtte forære væk. Han troede ikke, at det ville være sådan, men han savner arvestykkerne af mahogni, som der ikke kunne blive plads til. Motionscyklen fik han heller ikke plads til. Den savner han ikke, men han har planer om at gå nogle ture.
Da han gik på pension, fik han et råd fra en god ven, som er pensioneret sognepræst. Hun sagde, at han skulle lære at være ydmyg på kirkebænken.
”Jeg kan mærke, at jeg skal tænke anderledes. Jeg skal lære at lytte og lade mig opbygge, men det er svært.”
En dag i december bliver det tydeligt for ham, hvad han har savnet. Et sognebarn fra Sorgenfri dør. Hermansen har lovet at stå for bisættelsen og mødes med de efterladte.
”Jeg savner fortællingerne og mødet med de efterladte, hvor jeg måske kan være med til at forløse noget og bringe folk hen over det, de ikke kan komme over. Den slags samtaler giver stor mening.”
Espergærde, februar 2021
Den 7. februar fylder Søren Hermansen 70 år. Parret ved, at det vil blive en stille fødselsdag, og det har de det godt med, for de er stadig mærkede af det praktiske slid med flytningen. Fødselsdagen er en søndag, og deres to børn, svigerbørn og børnebørn står med flag uden for vinduerne og vinker. Inde i parcelhuset drikker ægteparret champagne, og de spiser en god middag.
I løbet af februar mærker Søren Hermansen, at det lysner. Nok havde han ikke planer for sit otium, da han gik på pension, men han drømte om at formidle. Sammen med Peter Navarro, som er organist i Sorgenfri Kirke, har han fået fondsmidler til et projekt om Salmebogens historie, og han har fået invitationer til en række foredrag. For nogle år siden var han teologisk konsulent på DR’s serie ”Herrens veje”, og sammen med sin datter, som er udvikler i et produktionsselskab, har han arbejdet med den overordnede idé til en tv-serie i anledning af, at det i 2022 er 150 år siden, at Grundtvig døde. Han venter på, at DR afgør, om de vil gå videre med idéen.
”Jeg mærker, at der stadig er arbejde i vingården og appelsiner i turbanen. Det er jeg meget taknemmelig over.”
Ægtefællen Kirsten Hermansen mærker også en forandring. Ægtefællens virketrang har fundet et mål.
Mørdrup Kirke, april 2021
I det tidlige forår bliver Søren Hermansen spurgt, om han vil være vikar i Mørdrup Kirke, som er parrets sognekirke i Espergærde. Her er to ledige præsteembeder, og han tager udfordringen op med konfirmander og gudstjenester. Det er rygtedes, at Søren Hermansen atter holder gudstjeneste. En del af kirkegængerne i Mørdrup er trofaste kirkegængere fra hans gamle sogn. De kører gerne de 25 kilometer fra Sorgenfri til Espergærde.
Den sidste tid i Sorgenfri var præget af begrænsningerne fra pandemien, og Hermansen nyder at være tilbage i et kirkerum, hvor man kan synge salmer. Det er anden søndag efter påske. Prædikenen handler om, hvor godt det er at være får. En latterbølge ruller gennem kirken, da et fotografi fra en nordsjællandsk babyudstyrsbutik kommer op på lærredet. Hermansen så billedet og fotograferede det. Her står: ”Jeg er stjerne i min egen film, jeg er også manuskriptforfatteren og instruktøren, jeg skaber vidunderlige roller til mig selv.”
Hermansen ser på menigheden og siger:
”Hvem kan leve op til det? Det går pludselig op for en, hvilken befrielse der er i de gamle skriftsteder, som tidligere generationer satte op over deres senge: ’Herren er min hyrde’.”
Efter gudstjenesten står han i kirkedøren og tager sig god tid til at tale med kirkegængerne. Det er frokosttid, da han kan gå ind på sit kontor og tage kraven af. Han nyder at være tilbage i sin gamle rytme. Kirsten Hermansen konstaterer, at ægtefællen igen er begyndt at fløjte. Det har hun ikke hørt ham gøre siden de boede i Sorgenfri.
Helsingør juli 2021
Efter tre en halv måned som vikar i Mørdrup Kirke, bliver Søren Hermansen spurgt, om han vil tage et andet vikariat. Han siger nej. Det var en tilfredsstillelse at være tilbage i et embede.
Han mærkede, at han blev gladere, men han vil også have tid til at være ægtefælle, far og bedstefar som i dag, hvor han er taget til Helsingør med hustruen og deres to ældste børnebørn. De skal spille minigolf. Solen skinner, og uanset hvem der vinder, skal de have is.
Han bliver spurgt, hvad de skal i ferien, og han har øvet sig i at svare, at de ikke har ferie, for de arbejder ikke. Ordene falder ikke helt naturligt. Han skal vænne sig til, at ord som arbejdsdag og fridag er forsvundet.
”Jeg har ikke længere en arbejdsgiver, men jeg er stadig i gang i vingården, og jeg ser stadig mig selv som præst. Livet er andet end at drikke rosé på terrassen.”
Der står vielse i kalenderen flere gange i juli og i august. Nogle lørdage har han flere vielser. Det er tidligere konfirmander, som spørger, om han vil vie dem, og han siger ja og glæder sig over muligheden for at gense konfirmanderne og ikke mindst samtalen inden vielsen. Her minder han om, at man skal huske dagligt at sige ja til hinanden, og han håber, at parrene vil se på hinanden med mildheden og overbærenhedens lukkede øjne.
Bøstrup september 2021
Kirsten og Søren Hermansen pakker bilen og kører til Langeland. Målet er Bøstrup Præstegård, hvor de boede fra 1981 og 11 år frem. Det var deres børns barndomshjem. I dag er præstegården på bakketoppen omdannet til ”Møllehavehuset”, hvor der holdes saloner. Søren Hermansen er inviteret til at holde foredrag. Han har kaldt det ”Huset vi boede i” med henvisning til en af Johannes Møllehaves erindringsbøger. Skønt det snart er 30 år siden, parret boede i huset, møder flere sognebørn fra dengang op, og der bliver delt minder. Det var i øvrigt her i Bøstrup, at Søren Hermansen lærte at sove til middag. Han var 30 år og har værnet om den daglige middagslur i 40 år.
Hermansen konstaterer, at han har fået travlt. Han har fået sagt ja til mange foredrag, og han tilbringer meget tid i den slidte, blå kontorstol. Han skal holde foredrag for Lyngby-Taarbæk Kommune om åndelig puls. Han genlæser nogle af sine yndlingssalmer og finder eksempler i musikken og litteraturen, hvor han selv har oplevet nærmest at få åndenød.
Han nyder den mundtlige formidling, men efter at han er blevet kirkegænger, konstaterer han, at det står sløjt til med formidlingen i mange kirker. Der mangler krudt og kugler. Han vil stille sin erfaring til rådighed i håb om, at der er præster, som ønsker at udvikle deres evner som formidlere. Han vil oprette et firma, men han spår, at firmaet bliver en fiasko, for præster har generelt en kedelig vane med at sky efterkritik. Men konceptet skal prøves, og han har samlet sig et team.
Holte oktober 2021
En fredag morgen i oktober er der bogreception hos ægteparret Annette Heick og Jesper Vollmer i deres hjem i Holte. Begge ægtefæller har skrevet en bog, og de har inviteret Søren Hermansen, som viede dem i sin tid. Hermansen er en slags livline i deres tilværelse.
Da Søren Hermansen tager afsked, ser kok Jesper Vollmer på Hermansen og spørger, hvordan det egentlig har været at holde op? Søren Hermansen siger, at det er godt spørgsmål, og de aftaler, at de snart skal mødes.
”Nogle gange tænker jeg, at jeg er blevet tvangs-pensioneret og tvangsanonymiseret. Jeg mærker et efterårsvemod, som jeg må forholde mig til, men jeg synes også, der er begyndt at komme mere struktur.”
Der er kommet en ny rytme i Søren Hermansens liv, hvor måltiderne giver struktur. Parret spiser morgenmad, mens de lytter til morgenandagten på P2 fra Københavns Domkirke. Når han har læst husstandens to aviser, går han ned på sit kontor, hvor han skriver og arbejder på foredrag. Der er stadig liv i idéen om at lave en tv-serie om Grundtvig. Manuskriptforfatter Adam Prices ”SAM Productions” arbejder med tanken, og Søren Hermansen følger med på konsulentniveau.
Klokken 12 spiser parret frokost. Altid kold mad. Klokken 15 drikker de te, og så ser de et afsnit eller to af en serie. Seneste var det ”Kastanjemanden” på Netflix. Tidligere havde han ikke tid til serier, men han synes, det er som at læse en god roman sammen. Når fjernsynet er slukket, kan man finde ham ved komfuret. Det bliver gerne sent, inden han sætter middagen på bordet.
Epilog
Der står januar i kalenderen og mere end et år er gået, siden de sidste flyttekasser blev båret ud fra embedsboligen. Hvad ville Søren Hermansen gerne have vidst den dag, hvor den store overgang materialiserede sig for ham i form af et stort flyttelæs?
”At der var et liv og en ny plads til mig i vingården. Jeg vidste godt, at vi stod over for en stor forandring, men jeg anede ikke, at skiftet ville blive så stort.”