Solen skinnede dejligt og klart på himlen, da jeg i begyndelsen af sommeren i 1987 første gang kom til Danmark. Jeg kunne med det samme mærke, at det var et fredeligt land. At her var der frihed. Pludselig var der en følelse af fred i min sjæl, som jeg aldrig havde kendt til. I Eritrea havde vi haft krig i 30 år, og jeg var selv kun i begyndelsen af 20’erne, da jeg flygtede hertil. Jeg havde været en del af kampen mod besættelsesmagten i Eritrea, da min kone og mine to små børn to år inden mig var taget til Danmark. Jeg havde ikke set dem lige så længe, så det kan slet ikke beskrives, hvordan det føltes, da vi igen blev forenet. Jeg var bare så glad for at se dem. Min kone havde netop fået sommerferie fra sprogskolen, og jeg selv skulle først begynde i september, så vi kunne holde sommerferie sammen. Egentlig husker jeg ikke så meget af, hvad vi lavede den sommer, ud over at tage på stranden og lege med børnene. Jeg tror bare, vi nød at være sammen.
Jeg er fra lavlandet i Eritrea, hvor der for det meste er varmt og tørt hele året. Men i Danmark var der grønt over det hele, og jeg lagde hurtigt mærke til temperaturen. Den var hverken for varm eller for kold, den var bare behagelig. Til gengæld undrede jeg mig over, hvordan kunne det være, at der var sol til klokken 23 om aftenen og igen klokken fire om morgenen. Selvom det var nat, følte jeg, at det var dag. Det skulle jeg lige vænne mig til.