Præst og skuespiller: Mit liv er spændt ud mellem stor lykke og ulykke

Da Helene Reingaard Neumann var 16 år, fik hendes mor kræft og døde mindre end tre måneder senere. Tabet var som at falde ud af paradisets have

”Nogle gange er man nødt til at se på, hvad vores kerne består af. I mit tilfælde er det børnene og så Thomas," siger Helene Reingaard Neumann om beslutningen om at forlade sit embede. "Et familieliv med to mindre børn, en stor sorg og en stor succes kunne dårligt kombineres med, at jeg også skulle passe embedet.”
”Nogle gange er man nødt til at se på, hvad vores kerne består af. I mit tilfælde er det børnene og så Thomas," siger Helene Reingaard Neumann om beslutningen om at forlade sit embede. "Et familieliv med to mindre børn, en stor sorg og en stor succes kunne dårligt kombineres med, at jeg også skulle passe embedet.”. Foto: Leif Tuxen.

Der ligger en tændt telefonen på bordet i haven, som emmer af idyl og familieliv med langørede kaniner og legehus. Når børnene ikke er hjemme, har hun det bedst med, at telefonen er tændt og tæt på. Den tændte telefon illustrerer meget godt samtalens tema: Et liv spændt ud mellem stor lykke og ulykke.

Præsten og skuespilleren Helene Reingaard Neumanns liv rummer den dobbelthed, og det blev tydeligt for et globalt publikum, da ægtefællen, filminstruktør Thomas Vinterberg, i april vandt en Oscar for filmen ”Druk”.

I sin takketale beskrev Thomas Vinterberg, hvordan hans datter Ida Vinterberg (2000-2019) døde fire dage inde i optagelserne til filmen. Prisen dedikerede han til hende, og tv-seere kunne følge bevægelsen i både instruktøren og hustruens blikke fra prisuddelingen i Los Angeles på den amerikanske vestkyst.

”Hele verden hyldede os, og midt i det manglede Ida selvfølgelig fuldstændig ubærligt.”

For tre somre siden blev Helene Reingaard Neumann ordineret i Helsingør Domkirke til en halvtidsstilling som præst ved Messiaskirken i Charlottenlund nord for København. Der er bare 200 meter fra familiens hjem til kirken, så på mange måder var det et ideelt embede, men efter to år valgte hun at sige op. Da hun holdt sin afskedsgudstjeneste i august sidste år, var der mindre end en måned til, at ”Druk” skulle have premiere, og hun vidste, hvor krævende den efterfølgende tid ville blive for familien.

”Nogle gange er man nødt til at se på, hvad vores kerne består af. I mit tilfælde er det børnene og så Thomas, der havde lavet en film, som jeg fornemmede kunne få nogle ret store vinger. Et familieliv med to mindre børn, en stor sorg og en stor succes kunne dårligt kombineres med, at jeg også skulle passe embedet.”

I stedet for at sidde som 50-årig og fortryde, at hun ikke havde taget en pause, sagde hun op og er nu tilknyttet Marmorkirken i København som gæsteprædikant. Cirka en gang om måneden har hun højmessen i kirken, der er hendes barndomskirke. Når der er stille i hjemmet i Charlottenlund, kan man tit finde hende med næsen i en teologisk bog. Senest har hun læst Løgstrups ”Opgør med Kierkegaard”, og nu er hun i gang med en bog om gudstjenesten af Bent Flemming Nielsen. Skønt der ikke er plads i livet til et fuldtidsembede, er det vigtigt for hende at holde fast i at skrive og tænke teologisk.

Derfor har hun, med en vis portion ydmyghed, sagt ja til at skrive klummer til Kristeligt Dagblad denne sommer. Hun forsvinder ind i huset og vender tilbage med en computer under armen og læser nogle af de stikord, der skal blive til klummer. Teksterne skal handle om være til i det ukontrollerbare og den dobbelthed og kompleksitet, som knytter sig til det jordiske liv.

Første gang hun for alvor blev konfronteret med livets dobbelthed, var hun 16 år. Hendes mor, skuespilleren Elsebeth Reingaard (1947-2004), fik lungekræft og døde mindre end tre måneder efter, diagnosen var stillet. Når Helene Reingaard Neumann fortæller om sin mors død, beskriver hun det, som om hun faldt ud af paradisets have. Der var noget umådeligt trygt over hendes opvækst, og den første tid, hvor hendes mor var syg, var hun fortrøstningsfuld. Hendes mor formåede at cykle til og fra behandlingerne på Rigshospitalet, men så var der en pause i behandlingerne, og sygdommen ændrede karakter.

”Det var et skift fra 0 til 100, og hun blev virkelig dårlig.”

Hendes mor døde den 23. maj i 2004, og tre uger senere gik Helene Reingaard Neumann til eksamen på gymnasiet.

”Når ens mor dør, er det en ændring af hele ens tilværelse. Men min far gjorde sig meget umage for, at jeg havde mulighed for at gå ind og ud af sorgen. Jeg tilbragte tid med mine venner, og jeg havde tid sammen med min familie og andre, jeg var tætte med, hvor sorgen og den afmagt, der følger, kunne få plads. Men jeg stoppede ikke mit liv, og det har jeg været meget taknemmelig for siden.”

Med henvisning til Løgstrup minder Helene Reingaard Neumann om, at vi mennesker bliver til i mødet med hinanden og tilføjer så:

”Vi bliver også til i mødet med dem, vi møder i sorgen og savnet.”

Hun fortæller, hvordan hun i sit voksenliv tit har glædet sig over, hvor meget hendes mor nåede at give hende i løbet af de 16 år, de fik sammen.

Helene Reingaard Neumann kom til verden som efternøler og et kærlighedsbarn, forældrene længe havde håbet at få. Hendes mor havde to børn fra et tidligere ægteskab, og i dag har Helene Reingaard Neumann et nært forhold til sine søskende, som er 17 og 19 år ældre. Men i barndommens hverdage i hjemmet på Esplanaden i det centrale København havde hun meget tid alene med sin mor, der i en moden alder var begyndt at læse først kunsthistorie og siden jura.

”Når man mister en så afgørende person i ens liv, kan man stå i situationer, hvor man nøjagtigt ved, hvad ens mor ville have sagt eller gjort. Det er alt fra, hvordan jeg dækker bord til middagsgæster til håndtering af de store eksistentielle spørgsmål, livet byder. Jeg lever meget med hende, og Thomas siger nogle gange, at han ikke kan forstå, at han ikke har mødt hende, for hun står levende for ham, og det er nok fordi, jeg impulsivt kommer til at fortælle om hende.”

En dag fandt Helene Reingaard Neumanns far, advokat Per Neumann, nogle udtalelser fra dengang, datteren gik i 5. klasse. Helene Reingaard Neumann skulle sætte sig nogle faglige mål. Den 11-årige sagde, at hun gerne ville blive bedre til at stave, og så ville hun også gerne vide noget mere om kristendommen, og måske var det derfor, hun i 6. klasse valgte at skrive en projektopgave om Marmorkirken, som hun syntes var noget af det smukkeste i barndommens kvarter.

Et par år inden moderens død blev Helene Reingaard Neumann konfirmeret i Marmorkirken, og i konfirmationsforberedelsen blev der åbnet en dør til et troens rum, som siden altid har været på klem. Sognepræst Mikkel Wold, som stod for konfirmations-undervisningen, kendte hun i forvejen hjemme fra baggården. Når han gennemgik centrale lignelser fra Det Nye Testamente, blev teksten nærmest levende for hende. Han fortalte også konfirmanderne om at tro og tvivle og om at bede, hvilket Helene Reingaard Neumann fandt grænseoverskridende.

”Det gav en slags resonans i mig. Bøn var helt fremmed for mig og udfordrede min blufærdighed, men jeg fandt noget håbefuldt i at kunne bede, og på en meget privat måde begyndte jeg at bede. Da min mor blev syg, havde jeg et vist fundament af tro, men selvfølgelig var tvivlen også til stede. Jeg har læst mange beretninger om mennesker, som efter et tab bliver vrede på Gud, men for mig var troen der som en underliggende og uforklarlig tryghed også i sorgen.”

Hun var 21 år, da Thomas Vinterberg friede til hende, året efter blev de gift, og som 23-årig blev hun mor for første gang.

”At blive forælder har været at få en stor lykke ind i tilværelsen igen, og når man har mistet, som jeg har, opleves det at blive forælder næsten som selv at blive født igen. Livet giver igen mening på en ny måde.”

Ligesom hendes mor har Helene Reingaard Neumann kombineret livet som småbørnsmor med studielivet og værdsat den fleksibilitet, det giver. Og så har hun brugt en del tid på at holde styr på kalenderen, så familien kan få tid med hinanden.

”I mit hoved bliver man voksen, når man er 16 år, for sådan var det jo i mit liv, og der er så meget, jeg gerne vil give mine børn. Men en barndom er jo i virkeligheden ret kort, så jeg gør mig umage med at planlægge vores tid for at forsøge at undgå hverdagslivets hamsterhjulsfølelse. Der skal være plads til spontanitet, men det tankevækkende er, at det kræver en del planlægning at få de huller af tid, hvor man kan være spontane.”

Måske er det, fordi hendes liv har været spændt ud mellem stor lykke og ulykke, at hun har set på børnene og forsøgt at bremse sine bekymrede og angstfulde tanker om livets skrøbelighed.

”Det voldsomme tab af min mor har gjort mig til en lidt for beskyttende mor, som siger: ’Pas på. Kravl ikke så højt op,’ ligesom jeg har frygtet for, at de eller jeg skulle få kræft. Og så omkommer Ida i en trafikulykke! Vi tror, vi har kontrol over livet, men som præst og menneske kan jeg konstatere, at vi ikke kan vide, hvorfra vi bliver ramt, men ramt bliver vi selv eller nogle af vores nærmeste.”

Hun har bestræbt sig på at give børnene mulighed for at gå ud og ind af sorgen i deres eget tempo, sådan som hun selv fik mulighed for, da hun mistede sin mor. Albert, som i dag er ni år, har stillet mange spørgsmål, været forvirret og til tider også vred over, hvordan man kan sige, at storesøsteren er i himlen eller i det hinsides, når de samtidig kan besøge hende på hendes gravsted.

For den yngste, femårige Lily, har det været mere ligetil. Forleden så Helene Reingaard Neumann, hvordan Lily fortalte en veninde, hvem der var hvem på fotogra-fierne i stuen.

”Det er min storesøster, som er ved at blive læge, og min anden storesøster er i himlen.”

Selv sygemeldte Helene Reingaard Neumann sig efter bonusdatterens død, men efter en måned tog hun atter sin præstekjole på.

”Efter Idas død har en trøst været at gå i kirke. At synge med på trosbekendelsen og gå til alters har været trøstende, fordi det giver en følelse af, at man er en del af en større sammenhæng. Også påskens budskab taler ind i mit indre håb om, at vi mødes igen.”

Trøsten i kirken betyder dog ikke, at tabet er faldet på plads. Når familien sætter sig ved middagsbordet, mangler Ida Vinterberg fysisk på en smertelig måde.

”Der er meget, som ikke er faldet på plads i os alle i forhold til, at vi har mistet Ida. Jeg mærker en sund forpligtigelse til at træde ud i livet og leve det, også for dem vi har mistet. Man må turde gribe livet igen, selv om det er smertefuldt. Tabene har givet en øget taknemmelighedsfølelse. Taknemmeligheden for at være til.”

Fra sjælesørgeriske samtaler ved hun, at nogle mennesker kan føle, at de svigter den afdøde og derfor har svært ved at tage fat på livet efter et dødsfald, men de tanker har ikke fyldt meget hos Helene Reingaard Neumann. Hun har en fornemmelse af, at de, hun har mistet, ville glæde sig over at se det liv, hun lever spændt ud mellem stor lykke og ulykke.

Læs klummen her