Hvem er vi? Og hvad er vores opgave?
Sådan lyder de to overordnede spørgsmål i det foreløbige bud på en professionsetik, som om nogle uger lander hos de danske praktiserende læger. Håbet er at få landets 3300 praktiserende læger til at diskutere, hvad det vil sige at være en god læge. Både i forhold til den patient, man møder i sin praksis og i forhold til det samfund, man som læge er en vigtig del af. Og så forhåbentlig nå til enighed om et fælles dokument, der kan fungere som etisk pejlemærke for lægerne – ”hvor vi får et fælles ståsted, både udadtil og indadtil, og hvor vi får beskrevet de værdier, som vi hverken vil eller kan gå på kompromis med.”
Ordene kommer fra Niels Saxtrup, der er praktiserende læge i Græsted i Nordsjælland og medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Han er en af forfatterne til den nye professionsetik, som han håber kan ende med at blive en fælles hvidbog for de danske praksislæger. ”For som stand har vi været alt for dårlige til at sætte ord på, hvem vi er, hvilken rolle vi har, og hvor vi skal hen,” siger Niels Saxtrup og henviser blandt andet til konflikten mellem staten, regionerne og de praktiserende læger i 2013, ”hvor vi havde svært ved at finde vores egne ben, oplevede intern splittelse og ikke var stand til at forklare, hvad det helt særlige ved vores arbejde er. Så vi har både brug for en stærk egenforståelse og for at fortælle omverdenen, hvad vi står for.”
Som han ser det, er det i de seneste år blevet endnu mere vigtigt at have sit etiske kompas med på arbejdet. ”For med stadigt øgede krav fra regioner og myndigheder om dokumentation og effektivitet, risikerer vi at ende i en ren værkstedstænkning, hvor det mest af alt handler om hurtigst muligt at ’fikse’ en patient, så man kan komme videre til det næste nummer i rækken,” siger Niels Saxtrup.
Han mener, at det helt basale i lægegerningen – mødet mellem to mennesker, lægen og patienten, der gerne skulle være båret af gensidig respekt og tillid – faktisk er truet, og at det er en udvikling, de praktiserende læger skal være meget opmærksomme på.
”For nogle gange handler en konsultation ikke bare om at stille diagnoser eller uddele medicin. Mange patienter kommer måske nok med et helbredsmæssigt problem, men det kan sagtens vise sig at bunde i en bekymring, en angst eller forundring. Så vi skal i dén grad være på vagt over for tingsliggørelsen, der er en stor fare i vores fag,” siger Niels Saxtrup.
Derfor står der blandt andet i oplægget til den nye professionsetik: ”Vi ønsker at møde patienten som et medmenneske og ikke som en ting.” Og der lægges op til, at praktiserende læger benytter sig af ”den personcentrerede metode”, ”hvor det er mennesket og ikke en diagnose, der er i centrum.”
To menneskesyn, der kolliderer
At der nu kommer fokus på det etiske ståsted for praktiserende læger, glæder Inger Uldall Juhl, der selv har lægepraksis i Kolding. Hun har været ansat i sundhedsvæsenet i 40 år og genkender beskrivelsen af en tidsånd, der i de seneste 10-15 år har efterlevet plusord som ”effektivitet” og ”produktivitet”. Hvor læger derfor også måles på, om de for eksempel hurtigt kan få en patient gjort arbejdsdygtig igen – en indstilling, hun også selv møder i sin praksis.
”Det kan for eksempel være socialrådgiveren, der sætter spørgsmålstegn ved min anbefaling af et længerevarende genoptræningsforløb for en patient med diskusprolaps. Hvorfor foreslår jeg ikke en operation i stedet, ’så min klient hurtigere kan komme tilbage på arbejdsmarkedet’. Men det er ikke kun ’systemet’, der tænker sådan. Det kan også være en patient, der insisterer på at få medicin mod en depression, så ’jeg hurtigere kan komme mig’, mens jeg som læge i stedet vurderer, at der nok er mere gavn af en række sjælesorgssamtaler, fordi lidelsen stikker dybere end et spørgsmål om kemi,” siger Inger Uldall Juhl.
Hun oplever på den måde ofte, at der er to menneskesyn, der kolliderer. ”Hvor det ene handler om, at vi som mennesker har mest værdi, når vi er effektive og produktive, og hvor vi som læger derfor bliver målt på, hvor mange vi får helbredt, og hvor hurtigt vi gør det. Det andet menneskesyn insisterer derimod på, at værdien af et menneskeliv ikke kan gøres op på den måde eller reduceres til en rationel formel. Og hvor lægen altid bør huske at se mennesket før sygdommen og have blik for det, der ikke lige kan måles og vejes,” siger Inger Uldall Juhl, der derfor synes, det er en rigtig god idé at få udarbejdet en særlig professionsetik for de praktiserende læger. ”Så vi blandt andet får beskrevet, at vi skal stå vagt om et nuanceret menneskesyn, hvor der også er plads til psykologiske, eksistentielle og åndelige aspekter,” siger hun.
Inger Uldall Juhl er selvfølgelig klar over, at en hvidbog om professionsetik ikke gør det alene, ”men det vil hjælpe os med at holde fast i, hvad vi skal værne om. Især tillidsforholdet mellem læge og patient er afgørende for den gode lægegerning. Men den relation kræver tid og rum, og det er desværre de elementer, der er trængt for tiden,” siger hun og peger på, at det sandsynligvis er en af de helt store årsager til, at omkring 50 procent af de praktiserende læger melder om stress-symptomer.
”Mange føler ikke, at de har mulighed for at leve op til idealet om at hjælpe andre, som er hele årsagen til, at man blev læge. Derfor ser vi både udbredt stress og kolleger, der helt mister gnisten for lægegerningen,” siger Inger Uldall Juhl.
Et udvidet kontrolregime
At udforme en professionsetik som en form for bolværk både indadtil og udadtil er en tendens, man i det seneste tiår ser i flere faggrupper, siger Einar Aadland, der er norsk teolog og docent emeritus ved den videnskabelige højskole VID i Oslo. Han udgav i 2019 bogen ”Etik i professionel praksis” og kalder professionsetikken for ”en slags sikkerhedsfunktion, der ikke kun beskriver et mindstemål for god praksis, men også specificerer idealerne for virket.”
Ifølge Einar Aadland er det ikke mindst den øgede grad af offentlige tilsynsordninger, krav om dokumentation og registreringer, der i disse år presser mange faggrupper. Han kalder det ”et udvidet kontrolregime, hvor man i stedet for at bruge tiden på det, man opfatter som sin kerneopgave, må bruge tid på at skrive rapporter og føre journaler. Og blandt andet derfor opstår behovet for at få beskrevet sin faglige etik.”
Aadland mener helt overordnet, at en reflekteret professionsetik ikke kun giver fagpersonen etisk sensitivitet og øget værdifokus, den styrker også tilliden til faget i befolkningen.
”Men der er mange hensyn, som skal tænkes ind i professionsetikken, for som professionel velfærdsarbejder er man etisk udfordret på flere, delvist modstridende, planer. På den ene side skal man behandle alle patienter eller klienter som ligeværdige med samme rettigheder, det vil sige ud fra et universelt princip. Men samtidig skal man behandle enhver som en unik person – med blik for særegenheder og specielle behov. Og som fagperson har man derudover et samfundsansvar, hvor man skal have en kritisk opmærksomhed over for samfundets varetagelse af borgernes ve og vel inden for eget fagområde,” siger Einar Aadland.
Den samaritanske pligt
I de danske praktiserende lægers oplæg henter man derfor også etiske principper fra både Kant (det universelle), Løgstrup (det unikke ved hvert eneste møde mellem mennesker) og Habermas (der har blik for det samfundsrettede ansvar).
Men oplægget fremhæver især Det Nye Testamente og lignelsen om den barmhjertige samaritaner som ramme for praksislægernes etiske ståsted: ”Den medicinske etik er klassisk funderet på lægens ansvar for den svage. Det kaldes også ’den samaritanske pligt’,” som det er formuleret øverst i afsnittet om ”Etisk ståsted”.
”Det er første gang, jeg ser en reference til den lignelse i en professionsetik, og jeg synes, den giver rigtig god mening at have med,” siger Einar Aadland, der selv arbejder på en bog om netop denne lignelses betydning for hele den vestlige kultur.
”Frem til cirka 1200-tallet tolkede man den allegorisk, hvor samaritaneren blev set som et billede på Jesus, der redder menneskene i deres nødstedte liv. Deraf også betegnelsen ’Christus Medicus’ – den store læge, der hjælper os, når vi er i nød. Den etiske tolkning af lignelsen dukker op meget senere. Det sker i pietistiske kredse i 1800-tallet, og her betones vores allesammens moralske ansvar for vore medmenneskers ve og vel, og dette perspektiv har været en væsentlig inspirationskilde for diakonibevægelsen i den efterfølgende tid,” siger Einar Aadland.
Når der så alligevel er forskel på den etik, der gælder os alle, og så den særlige professionsetik for læger, skyldes det ifølge Aadland, ”at den professionelle står med et særligt ansvar, for på vegne af samfundet har han eller hun fået tildelt en autorisation, der giver særlige magtbeføjelser, og den gør på sin vis lignelsen endnu vigtigere. For den står som en evig påmindelse om, at man – med Løgstrups ord – altid står med et ansvar for den andens liv i sine hænder, at man har en magt, som man skal forvalte på en måde, der altid har medmenneskets ve og vel for øje.”
Husk at spørge patienterne
Som idéhistoriker har Jakob Bek-Thomsen forsket en del i netop den medicinske verden og lægestanden. Han kalder det ”meget prisværdigt”, at de praktiserende læger nu vil udarbejde en særlig professionsetik og ser det som ”et modsvar til en fabriksmæssig tænkning, der nemt kan indfinde sig i hverdagen, hvor patientbehandling risikerer at havne i en samlebåndslogik,” siger han.
Men der er også grænser for, hvad en professionsetik kan ændre, lyder det fra Jakob Bek-Thomsen.
”For vi har indrettet et system, hvor det er blodprøver og målinger, der i sidste ende er de data, som afgør patientens sygdomsbillede. Så intentionen om at se det hele menneske, som jeg kan forstå, at udkastet lægger op til, kan være rigtig godt. Men det er svært at efterleve i et moderne sundhedsvæsen, der primært er baseret på konkrete analyser,” siger idéhistorikeren.
Han har derudover en helt overordnet kommentar til praksislægernes udspil til en professionsetik:
”Det er meget vigtigt, at de i processen også lytter til patienterne og hører, hvad deres behov og forventninger er. Ellers risikerer det at være skønne spildte kræfter,” siger Jakob Bek-Thomsen.
Samme pointe kommer fra praktiserende læge Inger Uldall Juhl:
”Jeg glæder mig til at komme i gang med at drøfte udspillet. Ikke mindst til at få mere fokus på patienterne og dialogen med dem. For det er helt afgørende, at vi husker på, at vi faktisk er til for patienterne og ikke omvendt.”