Jeg venter hele tiden. Men jeg ved ikke på hvad og bliver igen og igen overrasket.
Jeg tror, man kan dele mennesker op i dem, der ofte kæmper for, at livet skal ske, og dem, der ofte venter på, at livet kommer af sig selv. Jeg venter altid på at se, hvad livet bliver til. Og jeg har stort set aldrig kæmpet for noget som helst.
Når man er troende på den måde, jeg er, er man nok mindre optaget af, hvad der ligger i ens egen hånd, end hvad der ligger i Guds hånd. Jeg er meget optaget af, hvad der ligger i Guds hånd, men jeg stiller ikke forventninger til det. For jeg ved, at jeg hele tiden bliver overrasket, fordi han gør noget andet, end jeg havde forventet. Et sind som mit bruger ikke mange kræfter på at vente på ting, man ikke kan styre. Det er derfor, jeg ikke har noget bedre at gøre end at vente på det, der kommer. Og så slå til og bruge det til noget, når det er kommet.
At jeg har det synspunkt, er baggrunden for mit sjælesorgsarbejde. Det er grunden til, at jeg kan hjælpe folk. Kierkegaard siger til personer i alvorlige situationer: “Det, du har brug for, har du ikke fantasi til at bede om. Fordi det, du har brug for, ligger uden for din egen tankegang”. Jeg har igen og igen siddet med mennesker i katastrofale situationer, hvor man måtte tænke, at her var der ingen Gud. Og alligevel har der forbløffende ofte vist sig et eller andet, som man ikke havde forventet, og som man har kunnet komme videre på. Men ventetiden var nødvendig for, at det kunne åbenbare sig. Det, man må vente på, er simpelthen det, som man ikke ved, hvad er.
Når jeg hele tiden er forventningsfuld uden at vide, hvad jeg venter på, skyldes det altså, at der er noget liv, man har magt over, og noget liv, man ikke har magt over. Men vi lever i et samfund, hvor mange tror, at vi har magt over mere, end vi har. Ingen tror, at der kan komme noget ud af at gøre ingenting. Der er bare det, at forventninger til den del af livet, man ikke har magt over, ofte er urealistiske. Det kan dræbe livsglæde i mængder, for man bliver stresset, når man har en urealistisk opfattelse af, hvor meget man selv kan styre.
Jeg har engang – lidt overdrevet – sagt, at jeg ikke ønsker at blive bedre til noget, for så er jeg sikker på, at jeg går glip af noget, der er endnu bedre. Jeg er for eksempel uddannet i historie og kristendomskundskab, men endte som præst. Hele tiden har mit liv formet sig i en retning, som er bedre, end jeg havde kunnet forvente. Man må igen og igen konstatere, at Gud har andre planer, end man selv har. Og i dem er der ofte en hjælp, man ikke havde regnet med. Men ventetid er nødvendig for at få den.