Professor: Som førstegenerations-akademiker føler man aldrig, at man er helt god nok

Han toner ofte frem på skærmen og gør os klogere på pandemi og smittetal. Som førstegenerationsakademiker føler professor Hans Jørn Kolmos sig dog aldrig helt god nok

Professor Hans Jørn Kolmos var egentlig gået på pension. Men så kom pandemien.
Professor Hans Jørn Kolmos var egentlig gået på pension. Men så kom pandemien.

Hvad er du rundet af?

Jeg er rundet af en gammel sønderjysk bondeslægt, og mit efternavn går århundreder tilbage. Det går tilbage til Als, hvor min familie har været landmænd. Vi nedstammer faktisk også fra den sidste katolske præst på Als. Jeg er født i Sønderborg og vokset op i Augustenborg og senere Toftlund, hvor mine forældre havde en stor kvæggård. Jeg kom i gymnasiet på Ribe Katedralskole og blev min families første akademiker.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

Jeg er 73 år, og det, jeg sætter allermest pris på, er min familie, mit helbred og min hukommelse. Jeg følger mig meget privilegeret – jeg har et fornuftigt arbejde med et professorat på deltid, så jeg har lidt flere frihedsgrader end før, hvor jeg i udstrakt grad selv kan tilrettelægge mit arbejde.

Hvad bekymrer du dig for?

Mine største bekymringer går på klima og miljø og den måde, vi behandler vores klode på. Det bekymrer mig i stigende grad, som jeg bliver ældre. Man kan jo se, at det vil ende galt, hvis ikke vi gør noget. Pandemien, vi ser nu, er også et resultat af den måde, vi lever på.

Hvad får dig til at falde til ro?

Jeg har nogle gode fritidsinteresser, som jeg altid har hæget om. Jeg har været biavler siden 1977. Det udsprang dengang af, hvordan vi behandlede miljøet, for allerede i 1970’erne kunne man se, at det gik den forkerte vej. Det at komme væk fra skrivebordet og være i balance – og det skal jeg være, for ellers fortæller bierne mig det på den hårde måde – er godt for mig. Det tvinger mig til at falde til ro i naturen. Og så er jeg også amatørarkæolog. Det giver mig ro at vandre ud over marken uden noget specifikt mål – at kunne sætte tankerne helt fri. Jeg behøver som sådan ingen ferierejse, hvis jeg bare kan få lov at gøre det.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til?

Jeg vil gerne blive bedre til at sige nej til det, som forhindrer mig i at falde til ro. Det er et meget travlt liv, jeg har og har haft. Når man er læge og lever som sådan, bliver man ofte forstyrret. Det får man et skarpere blik for, når man bliver ældre. Det vil jeg gerne blive bedre til. Jeg gik på pension fra min overlægestilling i 2019, men så kom pandemien, og derfor meldte jeg mig tilbage på banen som frivillig arbejdskraft, hvor min rolle er blevet at formidle budskaber. Men det er også vigtigt, og hvis det er måden, hvorpå jeg kan gøre noget for at hjælpe os igennem, så er det min pligt. Og i virkeligheden er det en berigelse, så ingen skal have ondt af mig.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til?

Når du er 73 år, som jeg er, så har du ikke så mange år foran dig, og skal du nå det, du aldrig har nået, så skal det til at være. Jeg kan ikke svare præcist på, hvad det er, jeg gerne vil sige mere ja til. Men jeg vil gerne blive bedre til at sortere det uvæsentlige fra det, jeg synes er væsentligt. Glæden, som jeg har ved kunst, historie og god videnskabshistorie, den skal jeg også huske at dyrke. Jeg kan godt opleve uden at rejse – musik, historie og god arkitektur findes også herhjemme.

Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?

Min kone og jeg har den klare holdning, at vi ikke vil være afhængige af noget materielt, selvom vi i årenes løb har arvet flere fine ting. Men hvis jeg skal redde noget, så skulle det være min computer, som rummer tanker og idéer. Jeg er jo også amatørarkæolog, og jeg har nogle enkelte ting, som ikke er noget værd i penge, men som jeg kender historien bag, og som for mig er uerstattelige. Dem vil jeg også være ked af at miste.

Hvad tror du på?

Jeg er vokset op i et vanekristent hjem, hvor vi var højskolevakte. Den blå højskolesangbog var fast fremme. Hvis jeg skal give et billede af den måde, jeg opfatter min tro på, så skal man læse ”Klokken” af H.C. Andersen. Det er et af mine yndlingseventyr. Der er en kongesøn og en fattig dreng, som skal finde lyden, som klokken laver. Da de mødes i solnedgangen og ser ud over vandet – da fornemmer de, at naturen er en stor kirke. Hvis jeg er noget religiøst, så er det, at jeg føler mig forbundet med naturen – jeg ser os som en del af et større fællesskab, som vi slet ikke kan forstå omfanget af, men som rummer en enorm forpligtelse.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Noget af det, der blev grænseoverskridende for mig, var at komme på Ribe Katedralskole. Det var en fuldstændig afgørende beslutning, som jeg også skylder mine forældre tak for. Jeg kom fra plovfuren, om man så må sige, og ind til et hus, hvor videnskab og kunst fyldte alt. Der var meget at sige farvel til for mig, men det var en vigtig beslutning, som har fået afgørende betydning for resten af mit liv.

Hvem vil du gerne rette en tak til?

Når man har været igennem et liv, så har man mødt en række forskellige mennesker, der på forskellige måder har betydet noget for én. Dem, som jeg gerne vil sige tak til, er de af mine medmennesker, som har inspireret mig ved deres måde at være på, og som har båret over med mig og hjulpet mig videre. Når man kommer ind i en ny verden, så skal man lære nogle nye regler og nye måder at være på – uden at kappe forbindelsen til sine rødder. Det er noget, som førstegenerationsakademikere vil kunne genkende – man tror aldrig, at man er helt god nok. Men jeg har været heldig at møde en række mennesker, som har inspireret og støttet mig i mit privatliv, på gymnasiet, på universitetet og i mit arbejdsliv. Dem skylder jeg alle stor tak.