Psykisk syge udsættes for for meget unødvendig tvang. Det kan vi ikke være bekendt

Der findes god viden om, hvordan unødvendig tvang i psykiatrien nedbringes. Men den viden bruges ikke, og det kan vi ikke være bekendt, siger flere eksperter

”Patienterne oplever det som et overgreb, når de udsættes for tvang, og det er traumatiserende for dem. Det er også derfor, at det er så forkert, at man bliver nødt gøre brug af tvang i tilfælde, hvor vi ved, at det kunne være undgået."
”Patienterne oplever det som et overgreb, når de udsættes for tvang, og det er traumatiserende for dem. Det er også derfor, at det er så forkert, at man bliver nødt gøre brug af tvang i tilfælde, hvor vi ved, at det kunne være undgået.".

En målsætning om at mindske tvang i psykiatrien er slået fejl. Ja, faktisk viser en rapport, som Sundhedsstyrelsen offentligegjorde i denne uge, at brugen af tvang fortsat stiger.

I en aftale indgået mellem danske regioner og Sundhedsministeret i 2014 forpligtede man sig ellers til at halvere antallet af bæltefikseringer og samtidig nedbringe brugen af al anden tvang frem mod 2020. Men tallene viser, at godt nok er antallet af bæltefikseringer faldet, men ikke halveret, og andre former for tvang er ligefrem steget.

I perioden fra 1. juli 2020 til 30. juni 2021 blev 5705 voksne udsat for en eller flere tvangsforanstalinger, og i samme periode blev 307 børn og unge under 18 år udsat for tvang. Sundhedsstyrelsen finder det bekymrende, at den samlede tvang for den enkelte bliver større, og pointerer at antallet af tvangsindlæggelser fortsat er meget højt.

Når det både politisk og fra blandt andre patient- og pårørendeforeninger længe har været et ønske at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, skyldes det, at tvang berører nogle af de mest grundlæggende menneskerettigheder. Man ved tillige, at det er en voldsom oplevelse for patienter at blive udsat for tvang, fortæller næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Lene Høgh.

”Patienterne oplever det som et overgreb, når de udsættes for tvang, og det er traumatiserende for dem. Det er også derfor, at det er så forkert, at man bliver nødt gøre brug af tvang i tilfælde, hvor vi ved, at det kunne være undgået. Det forværrer tilliden til systemet og til os som læger, hver gang der bliver brugt tvang over for en patient, hvilket i sidste ende går ud over behandlingen,” siger hun.

Der findes forskning, som viser, at det er muligt at mindske brugen af tvang. Fra 2014-2017 var der således afsat 73,6 millioner kroner til satspuljeprojektet: ”Forsøg med bæltefri afdelinger”. Her arbejdede man på seks lukkede psykiatriske afdelinger målrettet med at udvikle bæltefri behandlingsmiljøer og i stedet implementere en ny mere patientrettet klinisk praksis.

Da forsøget sluttede, havde fire ud af de seks afdelinger reduceret brugen af bæltefiksering markant – to blev sågar helt eller næsten helt bæltefri under forsøgsperioden. Det lykkedes samtidig at holde antallet af øvrige tvangsforanstaltninger nede, ligesom både patient- og medarbejdertilfredsheden steg i forsøgsperioden.

”De penge, man fik til forsøget med bæltefri afdelinger, gik til mere personale og til at højne fagligheden hos medarbejderne. Derfor ved vi, at flere hænder og øgede kompetencer var det, der gjorde, at det lykkedes. Da projektet stoppede, og de ekstra ressourcer forsvandt, så vi, at tvangen steg igen,” siger Lene Høgh.

Tvang kan redde liv

Mads Egholm, der er formand for Bedre Psykiatri, en forening for pårørende til mennesker med psykisk sygdom, er også bekymret over, at det stadig ikke er lykkedes at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Også han retter opmærksomheden mod de forsøg, der blev lavet med bæltefri afdelinger, og som i hans optik bekræfter, at løsningen på problemerne er flere ressourcer.

”Man kan ikke projekte sig ud af det her problem. Vi ved, at det er vigtigt, at personalet tager sig god tid til at tage imod patienten og til at snakke med vedkommende og dennes pårørende. Der skal opbygges en tillid, hvis behandlingen skal lykkes, og det tager tid. Hvis først tilliden er der, opstår der ikke så nemt konflikter, der eskalerer. Det er oftest, når patienten ikke føler sig set og hørt, at tvang bliver aktuelt. At blive udsat for et fysisk overgreb på et hospital er med til at traumatisere patienten, og for hver gang der bruges tvang mod en patient, fjernes der mere og mere af dennes tillid til systemet,” siger han.

Ingen af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, mener, at det er realistisk altid at undgå tvangsforanstaltninger i psykiatrien. Ej heller at forhindre tvangsindlæggelser, som der var 5135 af i Danmark sidste år. Men det er vigtigt at skelne mellem nødvendig og unødvendig tvang. Det påpeger Hans Henrik Ockelmann, der er overlæge i retspsykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

”Der findes den tvang, der primært udspringer af mangel på ressourcer, og så findes der den tvang, der skal ske efter principperne i psykiatriloven. Det vil sige tvang, der er nødvendig i forhold til nogle mennesker, der er meget, meget syge, men som ikke selv mener, at de fejler noget som helst,” siger han.

Ifølge Hans Henrik Ockelmann er det problematisk, når man udøver tvang i psykiatrien i situationer, hvor man ved, at den under bedre vilkår kunne undgås. Men det er vigtigt at holde fast i, at tvang under tiden redder menneskeliv og kan være det eneste rigtige.

Selvskadende og psykotiske patienter

Man ved, at risikoen for tvang er størst de første fire dage af en tvangsindlæggelse. Under projekt ”bæltefri afdelinger” var noget af det, medarbejderne blev rigtig dygtige til, netop at være ekstra opmærksomme i denne periode ved at forsøge at forebygge situationer, som de vidste kunne udløse en tvangsforanstaltning, fortæller Lene Høgh.

”De her meget syge patienter har brug for nogle, der er meget tæt på dem især i begyndelsen af indlæggelsen. Nogle, som forstår den situation, de befinder sig i, og som kan hjælpe dem med at agere i den. Det kræver stor faglig indsigt at kunne det, men det kan lade sig gøre. Problemet er bare, at når mange af den slags patienter indlægges på samme tidspunkt, er der ikke tilstrækkeligt med personale til, at den enkelte patient kan mødes med den tid, tilstedeværelse og faglighed, som behandlingen kræver,” siger hun.

Ifølge hende er antallet af tvangsindlæggelser i Danmark fordoblet på 15 år. Patienterne, der tvangsindlægges, fordeler sig primært i to grupper med nogle fællestræk. Den ene gruppe har en stærkt selvskadende adfærd, mens patienterne i den anden gruppe er kendetegnet ved at være svært psykotiske og have en adfærd, hvor de kan være farlige for deres omgivelser. Deres psykoser kan enten være udløst af stoffer, eller at de ikke har taget deres antipsykotiske medicin.

Der er flere årsager til, at antallet af tvangsindlæggelser er steget så markant, mener Lene Høgh.

”Der er generelt et større pres på psykiatrien – også hvad angår de knap så tunge diagnoser som angst og depression, som ofte klares i ambulatoriet. Men det er dem på sengeafdelingerne, der betaler prisen, fordi der er færre timer tilbage til dem. De udskrives før tid uden at være udredt, og så kommer de ud i ambulatorierne, hvor der heller ikke er nok hjælp at hente. I socialpsykiatrien er der ikke ressourcer til at støtte borgere med tunge psykiatriske diagnoser, og så bliver resultatet flere tvangsindlæggelser,” siger hun.

I Dansk Psykiatrisk Selskab sætter man sin lid til regeringens kommende 10-års-plan og håber, at der følger flere ressourcer med til de allermest syge patienter i psykiatrien.

”Vi mener, at det er helt afgørende, at de her patienter bliver ordentligt udredt fra en start og bliver sat i den rigtige behandling. Vi vurderer, at man vil kunne undgå 80 procent af den samlede tvang, hvis der blev tilført ressourcer både til psykiatrien på hospitaler og i kommuner,” siger Lene Høgh.