Psykolog: Børns stigende gruppeafhængighed er et problem

Mange børn og unge henter i dag deres primære værdier og normer i sociale fællesskaber uden for familien. Men det resulterer i en uhensigtsmæssig normløshed, og forældrene skal komme mere på banen, siger bogaktuel børnepsykolog

John Halse erkender, at det ikke er nogen nem opgave for forældre at sørge få deres børns opmærksomhed og sørge for, at de ikke bliver for gruppeafhængige. Mobiltelefoner betyder, at børne og unge i dag konstant kan være i kontakt med deres venner og derm
John Halse erkender, at det ikke er nogen nem opgave for forældre at sørge få deres børns opmærksomhed og sørge for, at de ikke bliver for gruppeafhængige. Mobiltelefoner betyder, at børne og unge i dag konstant kan være i kontakt med deres venner og derm.

De fleste, der har eller har haft teenagebørn derhjemme, ved, hvor vigtigt det er for børn i denne alder at indgå i sociale relationer med jævnaldrende. Det er det også for børn i andre aldre, men der er ingen tvivl om, at børn, fra de går ind i den spirende pubertet og i årene frem, har et ekstraordinært stort behov for at indgå i fællesskaber med andre unge. Det behov har imidlertid vokset sig problematisk stort i dag. Det mener børnepsykolog John Halse, der er aktuel med bogen ”Dit sociale barn”, der handler om børns sociale udvikling og udkommer den 17. januar.

”Gruppen er vigtig for børn og unge. De lærer en masse af hinanden. Men i dag er det blevet sådan, at mange børn ikke magter at være alene, uden at de føler sig ensomme. De har udviklet en ekstrem gruppeafhængighed, som er uhensigtsmæssig. Det kan man ikke klandre børnene for. Det skyldes nogle voksne, der har svigtet deres ansvar,” siger han.

Det handler ikke om frigørelse

At børn i dag søger fællesskaber så intenst, skyldes blandt andet, at mange allerede fra etårsalderen introduceres til strukturerede gruppemiljøer og dermed flaskes op med, at det er afgørende at være en del af gruppen. Når børnene så nærmer sig puberteten, indledes det, som almindeligvis er blevet tolket som en gradvis løsrivelse fra forældrene. Men i John Halses optik er det i en nutidig kontekst en fejlfortolkning.

”Vi går og bilder os ind, at det handler om frigørelse. Men i dag handler det i virkeligheden mere om at høre til gruppen. Og det er et paradoks. For på den ene side har gruppen en funktion som et forum, der frigør børnene fra forældrene – men på den anden side er forudsætningen for at være i gruppen, at man tilpasser sig. Og der er grænser for tolerancen i alle grupper – du kan ikke bare være, lige hvem du vil,” siger John Halse.

Konsekvensen af unges gruppeafhængighed er, at det næsten udelukkende bliver gruppen, der kommer til at være værdi- og normskabende for den enkelte.

”Når de unge mennesker skal dannes, så er det nødvendigt, at der kommer input fra nogen, der kan overskue sammenhænge og konsekvenser, som de unge endnu ikke er i stand til selv. Der skal være nogle voksne, der kaster brændstof ind i de unges grupper. Er der ikke det, bliver gruppen pejlemærket for det hele, og så er det utrolig let at blive bekræftet i, at forældre og andre voksne er nogle idioter, mens det, vi selv siger, er det rigtige og fornuftige. Det er sådan set fint nok, at de unge tager afstand, men de er nødt til at vide, hvad de tager afstand fra. At sige, at man hader sine forældre, fordi de er 48 år, giver ingen mening,” siger John Halse.

Forældre skal undgå at dømme

John Halse er godt klar over, at der vil være dem, der påstår, at det er ganske unødvendigt at problematisere børn og unges gruppeafhængighed. De vil stå fast på, at de lærer en masse af at være i fællesskaber. Og det er børnepsykologen sådan set slet ikke uenig i. Problemet er ikke, at forældre pludselig skal dele hovedrollen i deres børns liv med gruppen – problemet er, når de degraderes til statister uden replikker.

”Hvis man som ung skal bevare et kontinuum over, hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, så er man nødt til at have kontakt til andre generationer. Når man endnu ikke helt ved, hvem man selv er, så nytter det ikke at tro, at man finder ud af det udelukkende ved at spejle sig i andre jævnaldrende,” siger han.

Men de unge kigger ikke i retning af forældrene af sig selv. Det er de voksnes ansvar at sørge for, at de genvinder noget af den tabte opmærksomhed.

”Man må som forælder aldrig miste troen på, at man har betydning for sine børn. En betydning, man får tildelt, hvis man tør sige, hvad man mener, og tør træffe beslutninger – også når de ikke er populære. Derudover skal forældre være tilgængelige for deres børn og høre efter, hvad det er, de fortæller, når de siger noget. Og så skal man undgå at være fordømmende – er man det, kommer de ikke til en næste gang. Den anden grøft, forældre kan falde i, er at være ligeglade. Når man siger: ’Nå, du morede dig nok til festen i går’, og så bare går videre i stedet for at spørge mere ind, så føler de unge sig ikke set og hørt,” siger John Halse.

Muligt børnetyranni

Det er ikke, fordi John Halse ønsker sig tilbage til det voksentyranni, der herskede tilbage i tiden, hvor voksnes ord var lov og ikke kunne diskuteres. Men han advarer mod, at vi kan være på vej mod det modsatte; et børnetyranni, hvor alt er til forhandling, og hvor der ikke ydes modspil fra forældrene.

”Vi må gerne være autoriteter i vores børns liv. Børn bliver stressede, hvis vi smider alt for mange og alt for store spørgsmål ud til dem, som de selv skal tage stilling til. Hvis vi ikke vover at give dem nogle svar, så kaster de alt ind på gruppen og løber hen, hvor den løber hen. Og det er ikke altid hensigtsmæssigt – hverken for den enkelte unge eller for samfundet. Vi bliver vigtige for vores børn, hvis vi tør tage beslutninger for dem,” siger han.

Det er dog ikke nogen nem opgave for forældre at sørge for, at deres børn ikke bliver gruppeafhængige, erkender John Halse. Blandt andet har mobiltelefoner i dag gjort det muligt, at børn og unge konstant kan være i kontakt med deres jævnaldrende.

Ligeledes har de via sociale medier mulighed for kontinuerligt at blive opdateret om det, der foregår i gruppen, så de ikke risikerer at gå glip af noget. Endelig ligger der også en udfordring i hele det ideologiske læringsgrundlag, som vores skolesystem i en lang årrække har bygget på.

”Siden 60’erne er gruppen blevet vigtigere og vigtigere i skolemæssig sammenhæng, fordi eleverne laver projekter sammen og går til prøver og eksamener sammen. Det er godt, fordi man lærer at være social, men det negative er igen gruppeafhængigheden. Heldigvis ser det ud til, at man flere steder er ved at få øjnene op for, at børn også skal kunne noget på egen hånd,” siger John Halse.