Vi er i gang med at tælle ned. For hver dag brænder kalenderlysets væge os én dag nærmere juleaften, og i tv er de 24 afsnit også med til at pege frem mod den særlige dato, hvor julen fejres i de danske hjem.
For mange familier er netop denne tid på året og især juleaften forbundet med et væld af traditioner, som kalenderlyset og tv-julekalenderen kun udgør en lille del af. Sådan er det blandt andet hos konsulent og folketingskandidat for Venstre Iben Krog, som mener, at det netop er de mange former for ”plejer”, som er julens helt store kvalitet.
I hendes egen familie, hos forældrene på Lolland, går man for eksempel altid i kirke juleaftensdag, synger et salmevers inden julemiddagen og vælger hver en julesalme fra det samme slidte julehæfte hvert eneste år.
”Jeg oplever julen som et dejligt helle. Fordi man på forhånd véd, hvad der skal ske, og hvordan man plejer at gøre i sin familie,” siger Iben Krog.
Hun peger på, at netop traditionerne er vigtige i vores tid, ”hvor alt ellers føles flydende og er til evig forhandling og overvejelse”, som hun siger. ”For selvfølgelig er det også positivt, at man på mange områder har fået en større frihed til at gøre, som man selv vil, men det kan også være hårdt hele tiden at skulle forholde sig til alt. Julen udgør med alle sine traditioner en pause fra alle de valg og overvejelser, som kendetegner det moderne menneske, og det tror jeg, vi har brug for,” siger Iben Krog.
Det er noget af den samme holdning, juleinspektør ved Den Gamle By, Anna Wowk Vestergaard, genkender hos mange af de flere end 100.000 gæster, der i julemåneden besøger det historiske museum i Aarhus.
”Selv vores måde at levendegøre museet op til jul skal helst være, som den har været de tidligere år. Ellers bliver det kommenteret. For rigtig mange forbinder netop julen med noget, der ligger helt fast, og at netop dét er en af julens helt særlige kvaliteter,” siger hun.
For nylig holdt Anna Wowk Vestergaard foredrag om julens historie, og en af deltagerne nævnte præcis de faste rammer – at man altid først måtte hænge julekalenderen op den 30. november i hans barndomshjem – som det, der skabte tryghed.
”For som hans forældre sagde: ’Ikke før, ikke efter. Vi når det nok.’ Og det gav ham altid en helt utrolig tryghed.”
Afskaf juletræet og begræns gaveræset
Sådan har det også tidligere været for Christoffer Emil Bruun, trosredaktør og radiovært på DR. Traditionerne og familiehyggen var også for ham julens største kvaliteter, men i de senere år er han begyndt at se anderledes på julen. Sidste år skrev han derfor en klumme i denne avis, hvor han foreslog, at vi både dropper juletræet, skærer ned på gaverne og måske vælger at gå i kirke på et andet tidspunkt i julen end juleaftensdag.
”Det sidste var et meget pragmatisk forslag. Mange har garanteret prøvet ligesom jeg at stå i kø foran kirken til en juleaftensgudstjeneste i næsten en time for så at blive lukket ind i en propfyldt kirke og synge tre salmer – og så myldre ud igen. Det kan blive voldsomt stresset, og som redaktør for julegudstjenesterne på DR, vil jeg foreslå, at man i stedet tænder fjernsynet og hygger sig imens. Julefreden indtræder jo også først julenat, så de følgende dage i julen er mindst lige så vigtige kirkedage,” siger Christoffer Emil Bruun.
Hans argumenter for at afskaffe juletræet og begrænse gaveræset har mere rod i en overvejelse omkring selve traditionernes stadige begrundelse, siger han.
”For mange af de juletraditioner, vi har herhjemme, stammer i høj grad fra 1800-tallet, hvor de er opstået i takt med industrisamfundets udvikling. Men den har jo vist sig at være dybt problematisk i forhold til vores klodes overlevelse. Og det gælder også hele idéen med juletræer, hvor et relativt stort areal af Danmarks agerbrug går til juletræer, hvoraf mange endda bliver sprøjtet. Det er på ingen måder bæredygtigt,” siger Christoffer Emil Bruun.
Han er dog hverken hellig eller moralist, tilføjer han, ”for jeg kunne måske godt selv finde på at have et juletræ, og jeg giver også gaver til mine børn. Men jeg mener bare, det er sundt at se lidt kritisk på vores traditioner, og med hensyn til gaver oplever jeg, at gaveræset har taget overhånd. Jeg synes, man burde være mere optaget af at se det at give hinanden gaver som et smukt symbol på selve det at give og at modtage, i stedet for at se dem som noget der skal opfylde et behov,” siger Christoffer Emil Bruun.
Julens "plejer" har forandret sig
Og måske er det ikke helt utænkeligt, at nogle af Christoffer Emil Bruuns forslag på et tidspunkt vil slå igennem som nye traditioner. For traditioner er ikke bare status quo, men udvikler og forandrer sig, hvilket man selv kan få et indtryk af i Den Gamle By. ”Oplev 400 års juletraditioner”, står der ved indgangen til det levendegjorte museum, og her kan de besøgende både se, smage og dufte julens historie.
Juleinspektør Anna Wowk Vestergaard viser rundt blandt de mange bindingsværkshuse, der ligger i den ældre bydel fra 17-1800-tallet og gør blandt andet holdt hos den fattige daglejer, i skrædderens hus og i borgmestergården, hvor gæsterne kan opleve julen i nedslag fra 1625 til 1848. På en ganske almindelig decembertirsdag er her fyldt med børn og voksne, der er på den samme julehistoriske opdagelsesrejse, og langs de toppede brostensgader lokker granklædte boder med alt fra flydende æbleskiver til hjemmebrygget juleøl. Gåturen ender for de fleste i den nyere afdeling af museet, hvor rejsen gennem 400 års juletraditioner slutter i en beboelsesejendom fra 1974 med et kollektiv i lejligheden på anden sal til venstre og en kernefamilie i lejligheden til højre.
Ved at besøge de forskellige hjem op gennem historien er det tydeligt, at julens ”plejer” har forandret sig en del gennem tiden. Både når det gælder juletræet og sin pynt, maden, gaverne og den kristne forankring. Bibelens selvfølgelige og centrale fysiske placering i stuen juleaften finder man kun i hjemmene fra før 1900-tallet, og julepynt med alt for tydelige kristne referencer, som for eksempel engle, hører heller ikke til på mange af juletræerne i nyere tid. Og i kollektivet fra 1974 er det kun et par hjemmelavede røde julestjerner, der har fået plads på hessianopslagstavlen.
”Som det er med Bibelens fravær i de nyere hjem, så er der også en tendens til, at julepynten med tiden er blevet mere ’neutral’ i takt med, at samfundet er blevet mere sekulært,” siger Anna Wowk Vestergaard.
Også gaverne har ændret karakter. Ikke kun i retning af at der er kommet flere, men også i forhold til hvem der giver og får en gave juleaften. I en af de historiske julestuer, som man kommer igennem, er årstallet 1723, og stuen viser en scene taget fra skuespillet ”Julestue", skrevet af den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg.
”Her er det alene husets herre, der giver gaver til jul og kun til familiens børn. Og juletræet var endnu ikke blevet en del af danskernes juletraditioner. Det ser vi først i løbet af 1800-tallet,” fortæller Anna Wowk Vestergaard og går ind i en ny stue, som den så ud hos familien Lehmann, hvor den danske jurist og politiker Orla Lehmann voksede op. Året er 1811, og den københavnske familie har med sine tyske rødder taget traditionen med grantræet med sig fra nabolandet, og derfor er lysene på træet da også i de holstenske farver: blå, hvide og røde.
I 1847 skriver Peter Faber den kendte julesang ”Højt fra træets grønne top”, og i Den Gamle By kan man selvfølgelig også få et indtryk af, hvordan familien Faber selv pyntede juletræet. Når vi synger om Peter, der ”har den gren så kær, hvorpå trommen hænger”, er det ganske enkelt, fordi gaverne til børnene dengang hang på selve juletræet. Og kigger man på julestuerne efter 1848, er gavepynten udvidet med kæder af dannebrogsflag, der efter krigen blev til borgerskabets og folkets flag – som et tegn på den voksende nationale vækkelse, der så igen blussede op efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.
”Mange af de traditioner, vi i dag forbinder med 'den rigtige jul', er med andre ord kommet til op gennem historien, og en række af dem er også forholdsvist nye, som for eksempel kalenderlyset og børnenes julekalender i fjernsynet. For hele idéen med at tælle ned fra den 1. til den 24. december slår først for alvor igennem i Danmark i 1930’erne, hvor lågekalenderen opstår, og det første fabriksfremstillede kalenderlys ser man i 1942. Og så skal vi helt frem til 1962, før der kommer en julekalender i fjernsynet,” fortæller Anna Wowk Vestergaard.
Ikke træet og gaverne. Men julefreden
At julen og dens mange traditioner er foranderlige, er konsulent Iben Krog selvfølgelig med på.
”Og det er klart, at man også selv skal tænke over, om gaveræset er blevet for voldsomt, og om det i de enkelte familier giver mere mening at droppe juletræet eller gå i kirke på andre tidspunkter. Men jeg synes også, at man i julen skal give sig selv lov til at være fri for alle de kritiske overvejelser om alt, hvad vi gør. Og helt ærligt, så tror jeg ikke, at det er dit eller mit manglende juletræ, der redder klimaet. Det vigtigste er, at vi har nogle traditioner, der giver os noget at samles om. Noget, der giver os fællesskaber, og hvor det er helt okay bare at gøre, som man plejer,” siger Iben Krog.
At nogle kan se julen som et helle i vores moderne samfund og sætter pris på ”plejer”, forstår DR’s trosredaktør, Christoffer Emil Bruun, udmærket. Men hans eget ”plejer” har ikke kun ændret karakter i forhold til synet på juletræ, gaver og kirkegang. Hele hans gudsforhold har forandret sig, fortæller han.
”Da jeg selv fik børn for godt 20 år siden, skete der noget afgørende for mig i forhold til julen. Jeg forstod pludselig, at det er barnets fødsel, vi markerer – at miraklet sker, og at verden fornyr sig. Så siden dengang har juleaften for mig handlet meget mere om det møde, der denne aften finder sted mellem det timelige og det evige, mellem det menneskelige og det guddommelige,” siger Christoffer Emil Bruun.
Han har derfor skabt sin helt egen juletradition, hvor han ud på aftenen den 24. december går alene udenfor. ”Og ved at stå dér under aftenhimlen prøver jeg at forbinde mig med den verdensfred, som miraklet julenat gjorde mulig. For mig er julens ’helle’ derfor ikke længere så meget forbundet med traditionerne som med dens særlige spiritualitet. Det er ikke træet og gaverne, men julefreden. Og i år er der for mig at se endnu mere brug for at stille sig udenfor og prøve at forbinde sig med den, for verden har i den grad brug for fredsbærere.”
Så måske må Den Gamle By om nogle år føje endnu en tradition til de 400 års julehistorie: fredsbæreren, der stiller sig ud og kigger mod himlen juleaften. For som juleinspektør Anna Wovk Vestergaard siger, ”så er der nok en tendens til, at vi har en forestilling om, at julens traditioner ligger fast, og at man ikke må røre ved ’den gamle jul’. Men det gør vi hele tiden. Julen rettes altid en lille smule til”.