Rolf forlod et kriminelt broderskab: I dag kan jeg se, det var ekstreme løfter, vi gav hinanden

Rolf Eggert var rocker i Hells Angels i 1990'erne. En fængselsdom, lidt held og vilje hjalp ham ud af det kriminelle miljø. Men i dag ved han også, hvorfor han havde brug for rockerklubbens broderskab

Rolf Eggert
Rolf Eggert med hundene i sin have på Fyn. Foto: Leif Tuxen.

Rolf Eggert er høj, bred, og tatoveringerne kigger ud under hans shorts og lange skjorteærmer. Han giver et fast håndtryk og har smilerynker om øjnene, da han siger "goddag og velkommen til Fyn". To dansk-svenske gårdhunde, Morten og Kaj, hopper overeksalteret rundt i gruset foran huset uden for Nyborg.

De får lov at løbe af i forhaven, mens Rolf Eggert trækker et par brede kurvestole ud ved et havebord. Bag ham, i bøgehækken, pipper det:

"Det er et socialt boligbyggeri for fugle, det er. Der er reder overalt, det er helt perfekt," siger han.

Der er sat hegn op for hundene langs hækken, men hvis der ikke var, er hækken alligevel så tæt, at fuglene nok skulle få fred, "selv hvis der dratter en unge ud, er den i sikkerhed", siger Rolf Eggert, mens hundene finder sig til rette på græsset.

"Nå," siger han så og smiler lidt usikkert.

"Vi skulle snakke om løfter?"

Mærket

Rolf Eggert og hans hustru, Katja, flyttede til Fyn for tre år siden. Hun stammer her fra området og er, fortæller Rolf Eggert, kronisk syg af livmoderhalskræft. Det så skidt ud, da de flyttede hertil, men nu går det lidt bedre.

"Hun dør ikke i morgen. Men hun bliver nok aldrig rask," siger han.

Nu overvejer de at rykke tilbage til Sjælland, hvor Rolf Eggert stammer fra. For han er også far til tre børn, som han har med to andre kvinder. De to ældste er voksne og har deres egne liv, mens den yngste søn på syv år bor på Sjælland hos sin mor. Og Rolf Eggert vil gerne være tættere på. Han vil for alt i verden ikke være en forælder, der svigter.

Nogle vil kende Rolf Eggert fra TV 2-serien "En eksrocker rydder op", der blev sendt sidste år. I programmerne fulgte man ham i hans arbejde med at hjælpe tre udsatte unge på rette spor. Han er uddannet pædagog og har arbejdet som mentor i samarbejde med politiet og kommunerne i omkring 20 år. I dag er han social- og fagspecialist hos Falck og holder foredrag.

Og ja, så er han eksrocker. Han holder sin venstre håndryg frem og viser, hvor den sad: tatoveringen med det karakteristiske Hells Angels-mærke, et dødningehoved med en hjelm af fjer.

"Det er næsten væk," siger han og udpeger to-tre små røde og sorte prikker på huden, der markerer, hvor laseren ikke har kunnet nå ind.

Rolf Eggert var i 1990'erne fuldgyldigt medlem af rockerklubben Hells Angels i en længere årrække. Det betød også, at han i en periode af sit liv var kriminel. Han har "lavet så mange åndssvage ting", siger han. Ting, han ikke har lyst til at snakke om for ikke at dyrke en rockeridentitet, han ikke har lyst til at have. Han har før haft dårlige oplevelser med medier, der blæste ham op som "ham eks-rockeren" og passer lidt på.

"Jeg kommer heller ikke til at snakke om klubregler og den slags," siger han med vagtsomhed i blikket.

Men der er også nogle fakta:

Han har siddet fire år i fængsel for narkohandel. Han blev anholdt efter Den Store Nordiske Rockerkrig, der foregik mellem rockerklubberne Bandidos og Hells Angels, og udspillede sig i hele Skandinavien. I medierne kunne man med jævne mellemrum se billeder af udbrændte biler og lejligheder, polititape og blodpletter på asfalten de steder, hvor nogen var blevet skudt ned.

Et af de store attentater på dansk grund fandt sted i Titangade på Nørrebro i København den 5. oktober 1996. Der var fest for 200 mennesker i Hells Angels' klubhus, da en raket blev skudt ind i festen og dræbte to mennesker og sårede 18.

Rolf Eggert var med dér, fortæller han.

"Jeg stod i det lokale, da raketten røg ind. Der var én, jeg skulle hente."

Det var den tid, omkring attentatet, hans deroute begyndte.

"Eller," siger han.

"Den var nok allerede i gang".

Den tomme bænk

Rolf Eggert blev født i 1971 i den københavnske forstad Brøndbyøster. I barndommen boede han alene sammen med sin mor i en lejlighed. Det var først, da moderen blev voksen, hun fik diagnosen paranoid skizofreni.

"I de første et-to år af mit liv har hun nok været nogenlunde velfungerende, tror jeg. Skrøbelig, men ikke så skrøbelig, at hun ikke kunne give mig den omsorg og kærlighed, man har brug for, når man er helt lille."

Moderen døde i 2012, og herefter er der begyndt at dukke gode minder op, siger han. Men i mange, mange år huskede han kun alt det dårlige, alkoholmisbruget.

"Jamen, det er jo sådan noget, som at hun gik på druk uden at give mig en nøgle, så jeg kunne komme ind i lejligheden, når jeg kom fra skole."

"Da jeg skulle konfirmeres, tog jeg alene af sted i cowboybukser og striktrøje. Min mor sagde bare: 'Skål og tillykke' og lagde sig igen. Henne i kirken havde alle de andre deres familiemedlemmer, onkler og tanter. På min bænk var der tomt."

Når han nu tænker tilbage, var det faktisk, som om der skete noget ved konfirmationen.

"Dér vendte mit hoved. Forskellen på mit og de andres liv blev så tydelig dér. Jeg gik fra at være den der lidt stille dreng til at være tosset. Rasende på de voksne, men jo mest på min mor."

Han flyttede hjemmefra som 15-årig, i første omgang hen til en mand, der en kort overgang var kæreste med hans mor. Men det gik ikke mellem dem, og Rolf Eggert måtte flytte. I ungdomsårene boede han hos forskellige venner, før han som 18-årig selv gik op på kommunen og fik hjælp til at få sin egen lejlighed.

I ungdomsårene skiftede han også nabolag: Fra Brøndbyøster til Brøndby Strand, han kom ikke længere hos moderen og begyndte at bruge mere og mere tid sammen med venner og venners venner ude på gaden. Han begyndte at drikke og lærte at lave indbrud.

"Det blev bare langsomt bare til mer' og mer'," siger han.

"Hangaround"

På Rolf Eggerts cv er også en bogbinderuddannelse, hvilket ofte har vakt undren, når han har fortalt det. Forklaringen er, at han i ungdomsårene havde en ven, hvis mor kunne se, at han "dinglede rundt". Hun havde set en artikel i et lokalmedie om, at man kunne komme i lære som bogbinder. Han tog idéen til sig.

"Jeg tror, jeg havde det sådan, at det nok ville være godt at gøre noget færdigt, bare et eller andet. Så det gjorde jeg, selvom jeg aldrig har elsket det. Men jeg tør ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis ikke jeg havde haft den uddannelse," siger han.

Da han bestod sin svendeprøve som 21-årig, var han samtidig lige begyndt i rockerklubben. Den første klub, han blev inviteret ind i, lå i en toetagers bygning, ovenpå et autoværksted i den del af Københavns Nordvestkvarter, hvor der i dag er fuld af kreative virksomheder og hippe caféer.

"Det var en nystartet klub, og de havde brug for nogle 'hangarounds'," fortæller han.

Som sådan står man lidt i lære, mens man bliver set an. Halvandet år efter blev han fuldgyldigt medlem. Han fik ansvar, kunne bestemme over sin tid selv og få andre til at gøre ting for sig.

I virkeligheden fungerer sådan et sted nok meget parallelt med en arbejdsplads, siger han. Der er ting, der skal klares, opgaver, der skal fordeles, logistik. Men det var samtidig "syv fridage om ugen".

"Det var min efterskole, mit militær. Vi boede sammen, vi drak sammen, kørte på motorcykel sammen. Vi var barske sammen. Da jeg startede i den første klub, syntes jeg, at jeg var lige præcis dér, hvor jeg skulle være, med de mennesker, jeg skulle være sammen med."

Rolf Eggert gav sig selv et løfte nytårsaften 1999-2000, som sendte hans liv i en ny retning.
Rolf Eggert gav sig selv et løfte nytårsaften 1999-2000, som sendte hans liv i en ny retning. Foto: Leif Tuxen

Broderskabet var limen i det hele. Det er ikke sådan, at man skal afgive ét bestemt løfte til de andre medlemmer for at blive accepteret, siger han. Men løfter fyldte alligevel meget.

"Mange af de ting, vi gik og sagde til hinanden, er sådan noget, der udefra set virker meget karikeret. 'Jeg står inde for dig'. 'Jeg går i døden for dig, det ved du'. Det er der jo ingen, der lever et almindeligt liv, som går rundt og siger til hinanden på daglig basis."

"Retrospektivt kan jeg jo se det overdrevne i det. Men jeg kan nok også se, at det var sådan en form for 'dobbelt op' på det, vi kunne have ønsket os at få som børn. Altså, kærlighed. Vi var en samling alfahanner, der var vokset op på brudte løfter, og derfor havde vi så meget brug for dem."

"Jeg mener det"

Rolf Eggerts to hunde afbryder interviewet. De har bevæget sig faretruende nær et blomsterbed, hvor deres "storebror", en ældre dansk-svensk gårdhund, ligger nybegravet. Rolf Eggert rømmer sig og sender dem et strengt blik, og de synes at have forstået beskeden.

Kort efter vender de tilbage til deres graveri.

"Morten!," råber Rolf Eggert og undskylder sig for at gå ind og hente sit "våben". Han vender tilbage med en lille forstøverflaske med vand i. Hundene fordufter med det samme, de ser den.

"Ja, det er så vildt det bliver nu," griner han og sætter "våbnet" fra sig på havebordet.

Den Store Nordiske Rockerkrig varede tre år, fra 1994 til 1997. Da krigen var slut, var Rolf Eggert brudt ned.

"Jeg endte med at få ptsd (posttraumatisk stresssyndrom, red.) af det."

"Udadtil var jeg jo hård. Det var skudsikker vest og pistol i lindingen, men jeg kunne ikke længere passe mit arbejde. Mit nervesystem havde fået nok."

Han fik lov af stoppe "uden ballade", siger han. På hans venstre håndryg blev der tatoveret ordet "left" henover dødningehovedet som et tegn på, at han ikke længere var en del af rockerklubben. Der gik et halvt år, hvor han husker det, som om han rystede, drak alt for meget, havde svært ved at være noget for sine børn. Og så blev han anholdt.

Efter varetægtsfængsling og isolation blev han placeret i statsfængslet i Vridsløselille. Sammen med mordere og voldsmænd – men i fængslet var der samtidig en vis tryghed, fordi rockerne havde høj status. Og fordi det på en måde virkede meget tryggere end hverdagen for almindelige mennesker, udenfor.

Rolf Eggert begyndte at træne og spise ordentligt. Han tog 10. klasse-eksamen, selvom han allerede havde den.

Da klokken slog 12 nytårsaften 1999, blev et nyt årtusinde indledt. Rolf Eggert stod i fængslet og så fyrværkeriet på himlen. Og så tog han en beslutning om, at han ikke ville tilbage til det liv, han kom fra. Han ringede til en bekendt ved navn Peter, der var præst. De kendte hinanden fra bylivet, hvor Peter havde haft studiejob som dørmand, mens han læste teologi.

"Vi havde haft sådan nogle snakke dér, hvor jeg havde spurgt sådan lidt om ting, som om jeg spurgte for nogle andre, forstår du? Men i virkeligheden var det ting, jeg gerne selv ville vide. Hvad gør stoffer ved hjernen, dén slags ting."

"Jeg kontaktede ham og spurgte, om han ville komme på besøg i fængslet, for så ville jeg sende en ansøgning om besøgstilladelse. Det ville han gerne. Men han sagde også: 'Rolf, hvis jeg skal hjælpe dig, så skal du mene det.' Der var jeg nødt til at give ham mit løfte, ellers var det spild af tid."

"Jeg tror måske, jeg sagde det tre gange: 'Jeg mener det'."

Nye koder

Rolf Eggerts løfte til sig selv i nytåret 2000 blev samtidig det, der var sværest at holde.

"At blive rocker er jo ikke noget, man gør på en uge. Og det tager tid at gå den modsatte vej," siger han.

Rockerlivet førte en ekstremitet med sig, men det var samtidig nogle koder, han kendte. Han ville hellere gå igennem en rockerkrig mere, siger han, end gå igennem dén forvandlingsproces, det var at læse til pædagog og blive lovlydig, almindelig borger på den anden side af opholdet i Vridsløselille. Pædagoguddannelsen var i øvrigt kun mulig, fordi han som ung havde aflagt svendeprøve som bogbinder, hvilket talte som en håndværksuddannelse.

Det var både mentalt og kropsligt, ekstremiteten skulle aflæres: De spændte skuldre, "franskbrødene" under armene for at se mere respektindgydende ud, når han kom gående. De faldt væk, men det tog år.

Og så var det svært for ham at have tillid til andre i en hverdag uden de store, overdrevne løfter:

"Ude i det almindelige liv kan det jo godt ske, at man nogle gange bryder en aftale. Men det var jeg jo ikke vant til. Jeg er blevet svigtet af mange, som ikke har anet, at de svigtede mig. Og det har været enormt svært for mig at danne venskaber."

I det hele taget var det utroligt besværligt at være almindelig.

"Bare sådan noget som den måde, man taler sammen i en frokostpause, var svært for mig. På et tidspunkt var der et personalemøde på det sted, jeg var i praktik som pædagog. Jeg ville gøre mig tydelig, så jeg rejste mig op og råbte det, jeg ville sige. Jeg følte jo, at nu fik jeg sagt det, jeg ville, men alle omkring mig var bare stille."

"Jeg var jo vant til at give beskeder med fire ord, og var det vigtigt, råbte jeg lidt ekstra. Men sådan noget som at man kan have en debat med nogen. Og at man kan komme ud af en debat, uden at man er vinderen. Det var svært for mig at forstå og være i."

Sårbar

Det var ikke var gået uden rent og skært held ("tænk, hvis ikke Peter havde villet tale med mig") og en vis portion selvdisciplin. Det havde været meget lettere at falde tilbage i det kriminelle liv, siger han.

Pædagoguddannelsen måtte tages af to omgange, han lykkedes ikke med at gøre den færdig første gang. Da han så endelig var færdig og havde søgt og fået job på to opholdssteder, besluttede de at indhente straffeattest begge steder. Han blev straks fyret fra begge jobs.

"Jeg havde så meget lyst til at gå ud og købe stoffer lige dér," sagde han.

Men han gjorde det ikke. I stedet ringede han til en ven, der netop havde startet en socialpædagogisk virksomhed op. Vennen ansatte Rolf Eggert, og det blev begyndelsen til det liv, han lever i dag.

Katja og han mødtes første gang, da han var på orlov fra fængslet. Han husker, at han stivnede ved synet af hende og tænkte: "Dén kvinde dér...". 15 år senere stødte de tilfældigt på hinanden igen og aftalte at drikke en kop kaffe. Rolf Eggert var ved at blive skilt fra moderen til sit yngste barn på det tidspunkt.

"Vi så bare på hinanden og sagde: 'Den er der stadig, hva?' Det havde bare ligget og lumret i al den tid," smiler han.

Hun er hans anker, den, der hjælper ham til ikke at bære nag og turde stole på andre. Hun ser, når han pludselig bliver utryg under en heavy metal-koncert med mange mennesker. Da det tidligere bandemedlem Nedim Yasar for fire år siden blev skudt ned på gaden efter sin bogreception i København, skulle Rolf Eggert holde et stort foredrag i Jylland dagen efter. Det var Katja, der lagde mærke til, at hans venstre kind stod og vibrerede og ikke ville holde op med det. De blev enige om, at han nok ikke skulle tale dén dag.

De blev gift for fire år siden – præsten hed forresten Peter – og de fornyede deres løfter igen sidste år, da Katja fik et tilbagefald i den kræftsygdom, hun har båret på længe.

"Ud over at skifte livsbane er det her jo det sværeste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg er bange for at miste mit livs kærlighed," siger Rolf Eggert.

"Da jeg var rocker, talte vi jo aldrig om det, der var svært. Hvis nogen spurgte til ens barndom, sagde man: 'Den var fin'. Og det kan det godt være, vi gik og sagde 'jeg vil dø for dig'. Men vi talte aldrig om døden."

"Dén her tur er alligevel den sværeste, fordi jeg er blevet sårbar. Jeg er i kontakt med mine følelser og har smidt mine våben."