Rosalinde Mynster portrætterer sin far og sin sorg over hans sygdom og død

I bogen "Min fars stemme" skriver Rosalinde Mynster til sin far, Søren Spanning, om deres liv, om familien og om kærligheden

Rosalinde Mynsters far, Søren Spanning, døde i 2020. Han var teater- og filmskuespiller og har blandt andet medvirket i ”Hamlet” og ”En skærsommernatsdrøm” samt ”Borgen”, ”Taxa”, og ”Krummerne”.
Rosalinde Mynsters far, Søren Spanning, døde i 2020. Han var teater- og filmskuespiller og har blandt andet medvirket i ”Hamlet” og ”En skærsommernatsdrøm” samt ”Borgen”, ”Taxa”, og ”Krummerne”. . Foto: Jasper Spanning, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Tæt på Nørrebro Station i København ligger en lille pølsevogn klemt inde mellem andre bygninger. Den hedder Harry's Place, og skuespilleren Søren Spanning tog engang sin datter Rosalinde Mynster med derind. De skulle have en flæskestegssandwich, og han skulle have en fyraftensbajer.

"Er det ikke dig, skuespilleren?", spurgte en af de håndværkere, der sad ved disken.

"Jeg er i hvert fald en løgnhals," husker datteren, at faderen svarede, og alle de tilstedeværende mænd lo.

"Så skålede I og begyndte at tale om landskampen. Du lavede din stemme om, den blev fladere, mere københavnsk, du bandede mere. Du hørte altid til dér, hvor du var. Hvis vi var i Jylland, talte du jysk, når vi var på Langeland, talte du langelandsk og sad hele dagen hos fiskeren H i hans ølstue".

Erindringen stammer fra 31-årige Rosalinde Mynsters debutbog "Min fars stemme", som udkom i torsdags, og som er skrevet som et brev til hendes far.

"Noget af det er sket, noget af det er digtet, ligesom du altid overdrev en hel del," skriver hun i bogens indledning.

Hun er som skuespiller særligt kendt for rollen som Fie i TV 2-serien "Badehotellet". Nu er hun gået til skriften for at portrættere sin far – gennem barnets og den unge kvindes blik. I bogen skildrer hun opvæksten i en villa på Frederiksberg ved København. Hun skriver om skuespilforældrenes og sine to søskende. Og hun skriver om faderens evige fortællelyst, der ikke kun kom til udtryk på teatret, men også gennem hans røverhistorier, anekdoter, vittigheder og eventyr.

"Hans stemme var rund og stærk og fik mig til at sidde stille og artig af nysgerrighed", som hun skriver på bogens første side.

Det var også en stemme, der var vild og dramatisk, og som råbte, når den blev bange, og når den skældte ud på børnene. Og en stemme, som til sidst blev tavs. For bogen handler også om faderens langvarige sygdom og død.

Odin, Stalin, Søren

Rosalinde Mynster husker en kiste med familiefotos, der stod i barndomshjemmets kælder. Fotografierne var ikke sorterede og daterede, men faderen kunne ud fra de mange varierende frisurer, han gennem tiden havde haft, gætte sig til, hvornår billederne var fra. For hår- og skægpragt hang altid sammen med en bestemt forestilling.

"Han var konge, han var postbud, videnskabsmand, han var Odin, han var Stalin, Henry Higgins. Jeg havde hundredvis af fædre," skriver hun, der altid har kaldt sin far ved navn. Søren.

Hun husker som barn at være med på teatret. Se en forestilling fra bagscenen – formanet af forældrene om, at så længe du ikke kan se publikum, kan de heller ikke se dig. Hun husker at se sin far sminke sine øjenhuler dybere, putte gelé i håret og føntørre det. Se ham kigge sig i spejlet og på et øjeblik forandre sig fra Spanning til Stalin. Og se, hvordan rollen falder af igen, når han efter endt forestilling træder ud på bagscenen.

Et tapet af skytsengle

Da Rosalinde Mynster var 11 år, fik Søren Spanning leukæmi. Hun husker hans tid i isolation på hospitalet, hvor hans immunforsvar skulle nedbrydes, inden han kunne modtage donor-knoglemarv. Hun skriver, at han da sagde "Bed for mig", og at hun hver dag kom til hospitalet med en ny skytsengel, hun havde tegnet til ham, og som hun hængte på den glasrude, der adskilte dem. Med bagsiden ud mod sig selv og med englen vendt ind mod ham.

Han kom sig, men i april 2014 fik han en stor blodprop i hjernen. Da var hun 23 år, og hun var i New York, da faderen blev indlagt. I bogen skriver hun, hvordan hun i den følgende tid, hvor faderen lå i koma, og ingen vidste, om han ville overleve, tænkte på den sidste gang, hun havde talt med ham. Hun havde været på besøg i barndomshjemmet på vej til New York og havde vist været irriteret over, at han ikke ville køre hende til lufthavnen. Havde hun givet ham et kram, da han havde råbt "Farvel, lille pige"?

Efter en måned i koma vågnede hendes far, og langsomt vandt han sin stemme og sit sprog tilbage. Men han var blevet lammet i venstre side af kroppen, og efter et langt genoptræningsforløb stod det klart, at han ikke kom til at gå igen. De sidste seks år af sit liv sad han i kørestol, og datteren fortæller om den langsomme erkendelse af, at noget var tabt for hende, ham og hele familien, som ikke ville komme tilbage. Rosalinde Mynster skriver om kærligheden og klaustrofobien, om at være splittet mellem ønsket om at være tæt på sin far og samtidig længslen efter at flygte fra sygdommen og dens konsekvenser.

Der er for eksempel mindet om ture til Netto, hvor faderen råber af sin datter, der modsat ham er klodset og kæmper med at styre hans kørestol. Hun trækker den baglæns ned over en kantsten på vej over et lyskryds, og sommetider når hun ikke hele vejen over fodgængerfeltet, inden der bliver rødt, og de bliver fanget i midterbanen.

"Jeg tænkte, vi måtte se forkomne ud, når vi stod der i gråvejret, og bilerne susede tæt forbi, så det føltes, som om de ville strejfe os og rive os med (...) Os to, som nogle mærkelige, fortabte karakterer i en anden fortælling end vores," skriver hun.

Og Rosalinde Mynster kommer til at grine i midterbanen.

"Hvorfor griner du", spørger hendes far.

"Jeg griner bare af dig og mig."

"Ja, det kan jeg sgu godt forstå."

En mund foret med fløjl og tid

I februar 2020 er Rosalinde Mynster i Mexico, da hendes far får en infektion, hans krop ikke kan slå ned. I bogen skriver hun, hvordan hendes mor ringer og siger, at han har sagt: "Jeg synes, den lille pige skal komme hjem."

Så hun kommer hjem, og efterhånden bliver hendes far stille, mens familiens stemmer fylder luften. Da han dør den 12. februar, kigger hun på hans mund, hvorfra hans stemme altid er kommet.

"Munden er en klippehulning, hvor stemmen stiger fra, som varm luft ud i verden. Munden er en kanal foret med fløjl og tid, et sidste lille kig ind til det gigantiske ocean, som er dit liv, inden sekunderne bøjer din livskurve af."

I faderens efterladte Hamlet-manuskript, hvis margener han har fyldt med blyantsnoter, lever hans fortællelyst og stemme på en måde stadig. Hun skriver, at der et sted står:

"Man må turde at være bange, hvis man vil leve."

Et andet sted står der:

"Damesiden – gå helt frem mod publikum. Hvisk."