Ninna Hesselberg sidder i en hospitalsseng på et sygehus i Danmark og sender lange øjne til det barn, hun fødte for omkring halvanden time siden og gav fra sig lige før. Det er en aften i februar 2018. Ninna har været rugemor for sin kusine og hendes mand, barnets biologiske far, og nu har de fået drengen.
”Det er en lettelse,” sagde hun kort efter fødslen, dels til DR's tv-hold, dels til kusinen og faderen: ”Det er overstået. To timer i helvede. Nu kommer det rigtig gode øjeblik, hvor man kan sige: ’Værsågod. Her er jeres lille gave’.”
Hun smilte saligt, nærmest bedøvet af forløsningen, men halvanden time senere har hun et forstemt udtryk ved øjne og mund. Hendes ansigt er drejet mod barnet, der er lagt til kusinens bryst. Hun sidder i en stol et par meter væk og småpludrer lykkelig med det.
Den udmattede Ninna i sengen er en nøglescene, der får afgørende spørgsmål om rugemoderskab til at boble til beskueren: For kan Ninna holde til det, hun har gjort – at forære drengen væk, som oven i købet er skabt med hendes eget æg; hun er den biologiske mor?
Er det forsvarligt, at nogen kvinde udsættes for de risici fysisk og følelsesmæssigt, som er forbundet med at bære, føde og give et barn væk?
For Ninna Hesselberg, som i dag er 40 år, er svaret: ”Ja – men”:
”Jeg mener, det kommer helt an på forholdene. Jeg synes, det er for farligt at være rugemor, som lovgivningen er i dag. Alle kan sidde, som jeg gjorde, inden jeg blev gravid, og sige: ’Jeg er stærk nok, jeg kan godt’ – men knække nakken undervejs,” siger hun.
Nye regler
Sidste torsdag besluttede et flertal i Folketinget at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på dilemmaerne omkring rugemoderskab, ”og hvad konsekvenserne er for de involverede parter, også for den kvinde der bærer og føder barnet,” som ligestillingsminister Trine Bramsen (S) skrev i et ministersvar til ligestillingsudvalget.
Ligestillingsministerens hensigt er, at reglerne skal præciseres, både hvad angår altruistiske rugemødre som Ninna Hesselberg, der ikke modtog betaling for sin tjeneste, og hvad angår kommercielle aftaler, som typisk finder sted i udlandet med udenlandske kvinder.
Med andre ord kan erfaringer som Ninna Hesselbergs blive en del af grundlaget for de love, der vil gælde i fremtiden og påvirke tusindvis af rugemødre, rugebørn og deres såkaldte sociale forældre.
Kristeligt Dagblad interviewede Ninna Hesselberg i foråret 2019, året efter at fødslen blev dokumenteret i DR. Nu er avisen vendt tilbage for at spørge, hvordan oplevelsen har sat sig i hende fire år efter, hun fødte et barn til andre.
Ingen sorg
Først skal en fortolkning manes i jorden: Ninna Hesselberg følte ingen sorg over at give drengen fra sig dengang på fødestuen. Det gjorde hun heller ikke i 2019, og det gør hun stadig ikke i dag.
”Følelserne har været de samme, der har ingen udsving været hverken i den ene eller den anden retning. Jeg hjalp et barnløst par på en måde, jeg ellers ikke kunne gøre, og de fik det barn, de ellers ikke kunne få,” siger hun.
Sidst Kristeligt Dagblad besøgte Ninna Hesselberg, boede hun nær badebyen Tisvilde i Nordsjælland. Hun har fem børn, som alle er ældre end ham, hun gav bort, og hun er gift med en mand, som ikke er biologisk far til nogen af dem. Nu er familien flyttet til landsbyen Sandved 20 kilometer vest for Næstved, blandt andet for at være tættere på kusinen, hendes mand og den lille dreng.
De bor kun to kilometer væk i fugleflugt, siger Ninna Hesselberg og peger ud af vinduet i stuen over markerne. Hun er gudmor for drengen, føler sig som ”en slags moster” og ser ham en gang om måneden eller hver anden. Hendes datter er der én gang om ugen for at ride, og hendes yngste søn leger godt med sin grandfætter-bror. Drengen selv er fra begyndelsen blevet fortalt, at han har ligget i en anden mave end sin mors, og at det er gudmor-Ninnas. Han har en foto-bog med fotos fra fødslen og taler nogle gange om "sin anden familie".
Men selvom hverdagslivet er harmonisk, fastholder Ninna Hesselberg, at det er ”lakrids”, det vil sige stærke sager, at være rugemor.
”Det er et stykke af dig selv, du giver væk til andre, og så skal du denondelynemig være klar over, hvem du er, og hvor meget af dig selv, du kan undvære. Min gudsøn er jo en del af mig og vil altid være det, selvom han ikke er hos mig. Det kan jeg godt være i. Men andre kan måske ikke give det væk, der har banket under deres hjerte,” siger hun.
Det er en følgeslutning mere end en personlig følelse. Igen og igen har hun mødt andre kvinders forbehold, når hun har fortalt, at hun har været rugemor: ”Det er flot, men det ville jeg aldrig kunne,” siger de typisk.
”Dét har fået mig til at tænke, at nej, det vil alle nok ikke kunne. Man skal være gjort af et særligt stof," siger hun.
Farlige forhold
Hun ønsker sig en psykologisk screening-proces a la den, der bruges til potentielle rugemødre i USA. I det hele taget ønsker hun en bedre ramme juridisk og sundhedsfagligt, så rugemoderen er beskyttet mod de risici, handlingen indebærer.
Loven i dag – den regeringen ønsker at ændre – har faktisk en række såkaldte værnsregler, hvis ånd blandt andet er at beskytte de kvinder, der bærer andres børn. For eksempel kan man i Danmark ikke indgå en juridisk bindende aftale om, at en kvinde føder et barn, som hun skal udlevere til en anden. Det er ulovligt for sundhedspersonale at hjælpe med fertilitetsbehandling, hvis de kender til, at patienten har indgået en aftale om rugemoderskab. Den fødende kvinde anses for barnets mor, og Ninna Hesselbergs kusine kunne først såkaldt stedbarnsadoptere sønnen efter 2,5 år.
Men Ninna Hesselberg følte, at reglerne forhindrede, at undfangelse, graviditet og efterfødselsforløb var sikkert for hende.
Hun inseminerede sig selv med kusinens mands sæd i en engangsprøjte fra apoteket, en ”klam” oplevelse. Hun havde født fem børn allerede, men den sjette graviditet tog – helt modsat de andre – næsten livet af hende; blandt meget andet kastede hun op i 28 uger, havde D-vitaminmangel, blodmangel, jernmangel og bækkenløsning. Et par måneder efter fødslen blev hun indlagt med ambulance, fordi hun havde mistet 1-1,5 liter blod på grund af kraftige blødninger fra underlivet, og hun er også blevet opereret for en nedsunken blære efter denne sidste fødsel.
”Jeg burde være gået gennem lægen og have fået en vurdering af, om min krop kunne holde til endnu en graviditet. Min kusine og jeg forsøgte at tale om nogle ting, hvad angik efterfødselsforløbet, omkring amning og overdragelse. Men vi havde ikke tænkt så meget i dybden, som hvis vi havde siddet med nogle folk, der kunne give råd om den slags.” siger hun.
I to et halvt år fik hun som barnets juridiske mor breve fra myndighederne, for eksempel om hvorvidt drengen måtte blive døbt.
”Det kunne jo potentielt rive op i ting i mig, som jeg ikke ønskede, når loven på den måde holder fast i den mor, som har valgt at føde barnet,” mener hun.
Hun kunne så at sige hænge på et barn, der aldrig skulle have været hendes, hvis faderen var død, eller kusinen havde fortrudt, giver hun også som eksempler på den usikkerhed, hun følte i de år, hvor juraen ikke stemte overens med intentionen i hendes handling.
Du siger selv, at rugemoderskab er ”lakrids”. Hvorfor skal samfundet facilitere den aktivitet?
”Hvorfor skal samfundet overhovedet gå ind i, at folk kan få børn, hvis de ikke kan få dem naturligt? Desuden tænker jeg, at mange ting er potentielt farlige for os mennesker. Jeg synes, at kvinden må bestemme over sin egen krop i den udstrækning, at man kan forsvare det. Og jeg mener, at man kan forsvare rugemoderskab, hvis loven var anderledes. For jeg er helt enig: Kvinden skal beskyttes.”