Rune Lykkeberg: Ofte lever jeg ikke op til mine egne principper

Rune Lykkeberg om sine etiske principper: Det er en dyd, at udholde sit umiddelbare ubehag ved andres udfoldelse af frihed

Rune Lykkeberg: Ofte lever jeg ikke op til mine egne principper
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Hele tiden! At være menneske betyder, at man altid er i konflikt mellem forskellige etiske principper. Et enkelt eksempel: Du skal være ærlig, men du skal også tage hensyn til andre. Hvis din mor har fået en ny kæreste, som du ikke bryder dig om, men som skaber et nyt rum af mening og nysgerrighed i tilværelsen for hende, skal du så svare ærligt, hvis hun spørger om din opfattelse af ham? Hvornår er din ærlighed i den samtale for hendes skyld, og hvornår er det for din egen? Hvad betyder det for relationen mellem jer, hvis du ikke svarer ærligt? Og er den ærlige kritiske indstilling til vores families og venners liv ikke den bedste form for omsorg?

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

I mit private liv er det nok, at mine børn nu er blevet så store, de er 16 og 19 år, at jeg ikke længere kan fortælle dem, hvad de skal gøre, men må acceptere, at de skal begå deres egne fejl og selv fare vild og finde tilbage, slå sig på livet og lære af det. Vi har været dommere, da de var helt små, senere var vi autoriteter, nu er vi en slags vejledere og tilskuere. Men hvornår og hvordan man så blander sig, er ikke noget, man løser én gang for alle, men noget man bliver ved med at skulle lære.

Forudsætningen, for at man kan lære det, er, at man forstår, at man netop ikke skal blande sig hele tiden, men aktivt stå til rådighed, når de har brug for hjælp og snak. Og så i øvrigt have tillid til, at de, når alt kommer til alt, er fornuftige, kritiske og ved, at vi altid vil samle dem op, når de falder, uden at de skal skamme sig eller føle skyld over for os. Jeg har selv brugt mange år af mit liv på at være alt for selvoptaget, destruktiv og fare vild. Og jeg kan næsten ikke bære, hvis de skal igennem det samme.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Klimakrisen sætter en masse radikale dilemmaer i det enkelte menneskes liv, i vores sociale relationer og i vores samfund og del af verden, som vi ikke kan fortrænge, men heller ikke holde ud at forholde os til hele tiden. Vi, som er voksne, har alle sammen et ansvar for den situation, vi har bragt de næste generationer i. Vi har stort set gjort, hvad der passede os, og det har medført, at de næste generationer med rigtig god grund er ængstelige for stabiliteten og livsgrundlaget for deres fremtid. Men det giver ikke mening at gå rundt og give hinanden skylden. Vi er også udsat for kræfter, som er større end os selv. Omvendt må man sige, at den måde at forbruge, transportere og producere på fuldstændigt uden hensyn til naturens grænser, som har været vores livsform i de seneste årtier, jo er fundet sted, efter vi kendte til konsekvenserne af dem.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Jeg mener grundlæggende, man skal forstå, at etiske spørgsmål handler om konflikter, som ikke kan ophæves. Du skal lytte til dit hjerte og følge din samvittighed. Og du skal respektere andres hjerte som deres autoritet og anerkende deres samvittighed. Men vi kan ikke ende i følelsernes grænseløse tyranni, hvor enhver fornemmelse altid trumfer ethvert argument, og hvor følelser er hævet over kritiske argumenter. For mig handler det meget om, hvordan man forholder sig til de konstante konflikter.

Man må ikke blive kyniker, som siger, at alle idealer i virkeligheden er strategisk løgn og naiv dumhed, og man må heller ikke blive ideologiske puritaner, som afviser alle dem, der går på kompromis. For mig er det en dyd, at man skulle kunne udholde sit umiddelbare ubehag ved andres udfoldelse af deres frihed. Men det en forudsætning for, at man kan kæmpe for sine idealer i fællesskabet og engagere sig med alt, hvad man har, at man kan starte med at kritisere sig selv. En idealist, der ikke kan grine af sig selv, bliver altid latterlig.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Jeg har et princip om, at jeg, fordi jeg har ledelsesretten på Information og således det sidste ord i alle redaktionelle afgørelser, ikke skal vælte ud med mine egne holdninger i vores daglige diskussioner, men forholde mig afventende og skabe et åbent rum, hvor andre kan komme til orde, udvikle deres argumenter og synspunkter i samtale med andre, uden at skulle forholde sig til hvad deres overordnede mener. Det sker desværre ofte, at jeg ikke lever op til det princip – og det gjorde jeg heller ikke til vores redaktionsmøde for et par timer siden.