Måske så du ham i ”Løvens hule” på DR 1 torsdag aften. 35-årige Frederik Svinth præsenterede "løverne" for sin mission: at få os til at tale mere sammen og på den måde udvikle og fordybe vores relationer. I bedste sendetid viste han den metode, han selv har udviklet og efterhånden fået flere kendte samarbejdspartnere til at være med på. 24 forskellige kortspil og et enkelt brætspil er det foreløbigt blevet til, siden han for godt 10 år siden skabte sit første spil, der kort og godt hedder Snak. Siden er det blevet til spil med samtalekort om emner som parforhold, familie, fællesskab og livshistorier. Og til april kommer det næsten i rækken: om tro.
”Jeg tror ikke, at vi som sådan er blevet dårligere til at tale sammen, men vi lever i en tid med meget høje forventninger til, hvordan livet helst skal være. Og de forventninger har mange af os internaliseret i form af et forventningspres, der kan gøre det svært at acceptere, at livet ikke altid ligner idealerne eller ’går op’.”
Derfor kan det ifølge Frederik Svinth være svært at stå ved og være åben omkring sin sårbarhed, ”for det kan ses som en svaghed. Men jeg tror, at vi er nødt til at komme forbi det skjold og være mere ærlige over for os selv og hinanden. Både så vi undgår stress og får styrket de relationer, som i mine øjne er helt afgørende for det gode liv.”
Det blev dog ikke til et ja tak fra investorerne i tv-programmet. Men det gør nu ikke så meget, fortæller Frederik Svinth over en kop kaffe i sit hjem på Djursland, hvor han bor i den lille landsby Rosmus sammen med sin kone, Helene, og deres tre børn.
”Det vigtigste for mig var sådan set at få formidlet budskabet, og jeg ville nok have haft svært ved at gå ind i en forretningsmodel, hvor det mest af alt handler om at skabe profit. Mit udgangspunkt er, måske lidt højtravende sagt, mere i den grundtvigske ånd, hvor det handler om at hjælpe mennesker med at kunne tale sammen om ting, der betyder noget for dem,” siger Frederik Svinth.
Livet har også skyggesider
Han har selv kendt til livets skyggesider, siden han var barn, og mærket, hvor svært det var at tale med andre om. Hjemmet var ellers både trygt og godt og præget af forældrenes indremissionske tro og praksis. Men Frederik Svinth oplevede tidligt, hvordan tilværelsen også kan være svær at tackle, for hans ene storesøster var psykisk syg, og som dreng så han, hvordan hun kæmpede med sine indre dæmoner og nogle gange blev så ulykkelig, at hun rev sit hår ud, og var helt utrøstelig.
”Det var ikke, fordi det var en hemmelighed, og at vi ikke talte om hendes problemer i familien. Men dengang for 30 år siden var der ikke det samme sprog og den samme viden om psykisk sygdom hos børn og unge, som der er i dag. Så jeg så allerede som helt lille, at verden også kan være svær at leve i, og at livet ikke kun er nemt. Men jeg mærkede også den erkendelse som en form for ensomhed, fordi vi netop ikke havde et sprog for det, og fordi jeg heller ikke følte, det var noget, jeg kunne tale med mine venner om.”
At mange af os mangler sprog for vores inderste univers og dybere følelser, er i virkeligheden uafhængigt af både alder, uddannelse og køn, siger Frederik Svinth.
For nylig var han ude at holde foredrag for nogle universitetsstuderende, og han havde taget et af sine spil med som illustration af det, han talte om, og som en konkret øvelse i at tale med hinanden om andet end det faglige fællesskab.
”En af fyrene fik så spørgsmålet om, hvad han var mest taknemmelig for, og så var der nogle ledsagekort med tegninger af blandt andet hjerter og børn, der måske kunne lede ham på vej. Men han gik fuldstændig i stå og kunne slet ikke svare. Han kunne garanteret svare på alt muligt fagligt, men han manglede sproget for sine følelser. Så jeg tænker, at det virkelig er noget, mange af os har godt af at øve os i.”
Tiden er inde til at tale om tro
Den næste øvelse, som han udsender i kortform til april, handler om tro. Et emne, han først nu tør lave et spil om, fortæller han.
”For selvom jeg er vokset op i et hjem, hvor kristendommen var indbygget i hele vores måde at leve på, med andagter, salmesang og bønner, så har jeg selv haft svært ved at tale om, hvad troen egentlig betyder for mig. Men det er, som om tiden i dag kalder på de her samtaler om tro, hvor man måske ikke længere er lige så optaget af at forholde sig kritisk til alle traditioner og overleveringer som tidligere, men i stedet er optaget af at finde svar. Hvor man ikke kun er optaget af at søge mere og mere individuel frihed, men søger tilbage og prøver at forstå, hvad vi kommer fra og af.”
Derfor glæder han sig allerede selv til at spille det nye trosspil med sin familie og sin svigerfamilie, fortæller Frederik Svinth.
”For i min egen familie har vi søskende selvfølgelig levet med de samme forældre og er vokset op med de samme ritualer, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi har oplevet det ens. Og selvom min kone også kommer fra en indremissionsk familie, så var hendes opvækst anderledes end min. I min familie var troslivet ikke så meget præget af holdninger som af praksis, og derfor har min kones og min opvækst været meget forskellige, for eksempel hvad angår dans og alkohol og synet på kvindelige præster og seksualitet.”
Når Frederik Svinth er ude at holde et af sine mange foredrag, der ofte også kredser om relationernes betydning for vores liv, har han indtil nu afholdt sig fra at tale ret meget om tro.
”Jeg har helt klart lettere ved at tale om parforhold og familie. For dér, hvor jeg kommer fra, var den der jo bare, og jeg lærte, at den var en form for konstant, som jeg bare skulle hvile i. Men selvom jeg ikke tvivler på Gud som sådan, så ligger min tro ikke fast – den forandrer og udvikler sig. Og det glæder jeg mig til at dele og tale med andre om.”
Foreløbig har Frederik Svinth solgt 45.000 spil, og han har fået mange tilbagemeldinger fra folk, der netop oplever, at samtalekortene har skabt en ny fortrolighed og åbenhed mellem dem, der spiller.
”Så bliver jeg jo glad, for hele formålet er jo netop at berige relationerne, og hvis samtalekortene på den måde også kan være med til at ’opdrage’ os til at tale mere ærligt sammen i det hele taget, så er missionen lykkedes. Også selvom 'løverne' takkede nej.”