Sankt Cuthbert var en munk, der skabte fred mellem mennesker 

Sankt Cuthbert, der levede fra cirka 634 til cirka 687 i England, var en af tidens mest kendte skikkelser og mest betydningsfulde helgener

En moderne skulptur af Saint Cuthbert står i dag i klosterruinen på Lindisfarne.
En moderne skulptur af Saint Cuthbert står i dag i klosterruinen på Lindisfarne. Foto: Erik Bjerager.

Selvom munken, eneboeren og biskoppen Sankt Cuthbert levede for snart 1400 år siden, ved man overraskende meget om ham.

Hans liv blev foreviget af Beda den Velærværdige, en næsten samtidig munk, helgen og forfatter, som skrev en række bøger, herunder den første engelske historie, der beskriver kristendommens komme til landet, og en biografi om Cuthbert.

Bøgerne er bevarede og er nationale klenodier.

Bedas biografi beretter om Cuthbert, der var en prominent skikkelse i den tidligste kristendom i landet. Han levede i en tid med voldsomme religiøse forandringer og fik en central betydning for kristendommens udbredelse.

Cuthbert havde været fårehyrde, inden han som bare 16-årig trådte ind i klosterordenen i byen Melrose i det nordengelske kongedømme Northumbria, der gik fra keltisk til romersk tradition og rite efter et kirkemøde i 664. Cuthbert blev hurtigt både klosterleder og siden biskop på Lindisfarne. 

Han var kendt for sin fromhed og dybe kristne tro, og han blev vidt berømmet i datiden for sin evne til at skabe fred og få mennesker til at forliges. Han var også tæt knyttet til især fuglene og naturen og var på den måde en slags forløber for Frans af Assisi, som 500 år senere blev kendt for at kunne tale med fugle. Cuthbert levede i fattigdom og søgte ensomhed og bøn på en lille ubeboet ø ud for Lindisfarne, hvor han levede isoleret i mange år, mens munkene sejlede mad ud til ham. 

Selvom han i lange perioder levede isoleret, opstod der en kult omkring ham. Cuthbert blev opsøgt af befolkningen og blev kendt for at kunne helbrede. Mange mirakler tilskrives ham. 

Cuthbert blev i 670'erne den tredje leder af klosteret på Lindisfarne efter stifteren Aidan, der var blevet udsendt fra klosteret på øen Iona ud for Skotlands vestkyst. Aidan var ligesom Cuthbert en langdistancevandrer og krydsede landet for at etablere det nye kloster på Lindisfarne.

Det blev hurtigt kendt og udviklede sig til at huse et af datidens største biblioteker og blev hjemsted for udgivelsen af flere hundrede bøger. De blev skrevet på kalveskind, og i særdeleshed er gengivelsen af de fire evangelier, ”The Lindisfarne Gospels”, der er et værk på 258 sider, som har krævet 130 kalveskind, en af Englands største kulturskatte. Det befinder sig i dag på det britiske nationalbibliotek, British Library.

Alene værkets illustrationer menes at have taget to år at udføre, og det fortæller om Cuthberts position i datiden, at evangelierne er dedikeret ”Til Guds og Sankt Cuthberts ære”.

Cuthbert kom efter sin død på endnu længere vandringer end dem, han foretog i live, fordi klosterets munke i flere århundrede flyttede hans kiste fra sted til sted for at beskytte den mod plyndrende vikinger. Kulten omkring Cuthbert forstærkedes efter hans død.   

Munkenes lange vandring med hans kiste endte i Durham i Nordengland, hvor der blev bygget en stor kirke over Cuthberts jordiske rester. Durham-katedralen er i dag en af Englands mest imponerende kirker og befinder sig på Unescos liste over kulturel verdensarv.