I en årrække var Per Schultz Jørgensen vant til at blive vækket af journalister, der ringede tidligt for at få en udtalelse fra Børnerådets formand. Han blev kendt for uanset tid på dagen at kunne svare reflekteret og klart. Så sent som i formiddags gav børne- og familielivsforskeren, socialpsykologen, professor emeritus et interview til et magasin om børneopdragelse. Han er fortsat med at skrive bøger, holde foredrag om robusthed og karakterdannelse og give sig tid til at svare, når journalister har ringet for at tale med manden, som har bevaret passionen for sit fag og ved, hvor det brænder på i børnelivet – også i en hyper digitaliseret tid. Han er 89 år, men er blevet ved med at være børnenes advokat og en mester i at sætte ord på familielivets dynamikker.
Den her samtale er anderledes. Per Schultz Jørgensen har fået en ultimativ melding fra kræftafdelingen. Han har skrevet et digt om konsultationen på Gentofte Sygehus en solrig augustdag for et år siden. I chokket mistede den drevne formidler sproget for en stund. Han havde hostet og var gået til lægen uden at føle sig syg, men den praktiserende læge mente, han burde scannes. Det var efter konsultationen med gennemgangen af scanningsresultatet, ordene slap op. Digtet lyder:
En standret af hvidkitlede onkologer
er fuldstændig klare i mælet
den er inoperabel siger han
og ser forstående på mig
jeg spørger om ikke de kan…
nej siger han, det er ikke muligt
mens han venligt drejer sin skærm om mod mig
så også jeg kan se billedet fra alle sider.
Mens vi står uden for i solskinnet
tænker jeg på
om mennesker i chokfasen kan miste sproget,
det tror jeg, de kan.
Diagnosen kom som et chok. Der var kræft i højre lunge, og det havde spredt sig. Som en del af behandlingen har han fået både immunterapi og kemo, og det har haft en god effekt på svulsten, men kemokuren var for hård ved hans nervesystem og blev afbrudt. I dette forår afsluttede han et strålebehandlingsforløb.
Med vendepunktet som linse
Per Schultz Jørgensen var overbevist om, at han havde skrevet sin sidste bog, men sygdommen viste vej til endnu en bog, som udkommer senere i denne måned på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen hedder ”Vendepunkter. Fortællinger fra et liv”.
Professoren, som gjorde dannelse til et af sine specialer, vender i bogen spejlet mod sit eget liv og ser på sin egen dannelsesproces. Når han ser tilbage er der godt et dusin vendepunkter af erfaringer og valg, som han bruger som en linse til at forstå sit liv. At lede efter vendepunkter siger også noget om den tid, vi lever i, mener Per Schultz Jørgensen og henviser til den britiske sociolog Anthony Giddens, som har beskrevet, hvordan det senmoderne samfund kalder på en øget refleksivitet.
”Vi lever i en aftraditionaliseret tid, hvor vi skal træffe masser af individuelle valg, og derfor spiller eftertænksomhed omkring den personlige erfaring en væsentlig rolle, og derfor er vendepunkter vigtige som forståelse af kursen i livet. ”
Og som Schultz Jørgensen skriver i et essay i den nye bog, så kan vendepunkterne i tilbageblikket bidrage til at vise den tråd, som har været den personlige sammenhæng. Når Per Schultz Jørgensen ser på sit livs vendepunkter, kan han se, at han blev mere sig selv i kraft af sine vendepunkter og de valg, han blev tvunget ud i eller selv tog.
”Den eksistentielle fordring er at finde, skabe og fastholde meningen med ens liv og ens eget ansvar for denne mening. Meningen opstår i mødet med udfordringerne, og når man indgår i engagerende, reflekterende og tætte fællesskaber med andre.”
Angstnedslaget
Per Schultz Jørgensen og hustruen Ellen Schultz Jørgensen bor i bunden af en villavej i Farum lidt nord for København. Det første man møder, når man træder ind i huset, er et indrammet kort over Als og Lillebæltsøen Årø. Nok kan det ikke høres i sprogtonen, men Per Schultz Jørgensen er ud af sønderjysk slægt med en oldefar, som kæmpede i slaget ved Dybbøl, og en morfar, der som sønderjyde skulle kæmpe på tysk side i Første Verdenskrig. Selv præsenterer han sig gerne som født før Anden Verdenskrig. Besættelsen blev et definerende vendepunkt for ham. Der var et før og efter den søndag aften i 1943, hvor Gestapo kom til hans barndomshjem i udkanten af Kolding.
Han havde skøjtet på engen med sin søster Hedvig den eftermiddag og kom hjem til et hus, hvor forhør og ransagning var i fuld gang. En dansk Gestapomand ville tale med Per og trak ham ud i gangen. Her blev Per spurgt, om han ville hjælpe sin far. Han skulle fortælle, om han havde set et trykkeri og nogle store kasser. Han benægtede, og senere stod han sammen med sin mor og de fem søskende og så, hvordan tyskerne kørte med faderen.
I den fortælling, som familien skabte om den dramatiske tid, spiller hans mors ord på trappestenen den aften i 1943 en vigtig rolle. De er blevet hængende som et livsperspektiv, som andre vendepunkter i hans liv har taget bestik af.
”Vi bøjer ikke nakken.”
Den følgende dag fandt Per sin plads i 3. klasse, og i det hele taget skulle hverdagen gå videre i familien med seks børn. Derfor havde han og hans søskende en række praktiske opgaver i hjemmet. I de praktiske opgaver lå en slags aflastning fra understrømmen af bekymringer, som fyldte meget i de år. Efter halvandet år kom faderen hjem fra tysk koncentrationslejr, men alt var ikke bare som før, selvom faderen klarede det godt. Per Schultz Jørgsen var blevet "en lille voksen", som valgte at holde nattevagt i frygt for, at der skulle ske noget med hans far. Per Schultz Jørgensen havde lært angsten at kende. I dag sidder der en sårbarhed i ham fra den tid.
Englen på skulderen
Kræftsygdommen ser han som et vendepunkt, men er en sådan diagnose ikke snarere et slags ultimatum? Per Schultz Jørgensen holder fast ved, at sygdommen er et vendepunkt og håber, at han til det sidste vil kunne være reflekterende i forhold til sin situation.
”Jeg er 89 år. Jeg har fået så ufatteligt meget, og jeg beder ikke om mere.”
Han citerer den amerikanske socialpsykolog Erik Erikson, som et sted skriver, at man i alderdommen mødes af en fordring om forsoning. For Per Schultz Jørgensen har der været forsoning i at forsøge at forstå sine vendepunkter op igennem livet og der igennem finde ind til kernen i sin måde at være menneske på.
”Der er en frihed i at forholde sig til de vilkår, man er blevet givet og i at stå ved ens valg.”
Ligesom hverdagens rutiner blev et slags sikkerhedsnet for Per Schultz Jørgensen under Besættelsen, oplever han også i dag, at hverdagenes rytme rummer et sikkerhedsnet. Formiddagene er gerne gode. Her skriver han, som han også ofte gjorde, før han blev syg. Kemoterapien har gjort ham følelsesløs i fingerspidserne, så han laver flere slåfejl, og arbejdet skrider lidt langsommere frem. Han holder også fast ved at gå, selvom hans bevægelsessystem er beskadiget af kemoen, og han synes, han dingler. Men han bliver ved med at gå, så langt han kan med stok eller rollator.
”Sygdommen har kollideret med min planer, og der er noget, jeg kæmper for at vinde tilbage. Jeg har i rigtig mange år løbet om morgenen, og nu kæmper jeg for bare at kunne gå. Kampen rummer i sig selv livskvalitet. Jeg bøjer ikke bare nakken.”
For noget tid siden klippede Per Schultz Jørgensen et interview ud med forfatteren Nikolaj Zeuthen, hvor han siger, at i alle situationer sidder der en engel på den ene skulder og en dæmon på den anden.
”Alle situationer rummer et valg, hvor du kan gå med håbet og lyset, eller du kan gå ind i fortvivlelsen. Og ja, nogle gange har vi gener og belastninger, som gør, at vi ikke har de store muligheder for at vælge lyset. Men vi har alle et valg, det har jeg også i min nuværende livssituation. Jeg går med håbet og har ikke bare underkastet mig sorgen og tristheden.”
Ligesom der er en eufori over at gøre ting for første gang, mærker han, at der er en lidt overraskende intensitet i at skulle tage afsked. Det er, som om hvert øjeblik fylder mere. Der er kommet en ny betydning i det, han gør.
”Jeg tager naturen ind på en mere stærk måde, og så har jeg en hvile, som jeg ikke har haft før, hvor jeg havde rastløst travlt med at skulle en hel masse.”
Ægtefællen har spurgt ham, hvor han gerne vil dø, og han har svaret, at han helst vil dø hjemme omgivet af sine kære.
”Jeg håber på skånsomhed, og at jeg skal befries fra mange smerter, og at jeg kan bevare relationen til mine nærmeste.”
Her på en af livets efterårsdage synes han, det giver mening at citere fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente kapitel 3. Han citerer fra den Bibel i 1931-oversættelsen, som har fulgt ham siden konfirmationen. Ikke alene er det den, han er fortrolig med, men han synes, versene fra Prædikerens Bog er klarere end i nyere oversættelser.
”Alt har sin stund og hver en ting under himlen sin tid, tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde...Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerter. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever”.
For Per Schultz Jørgensen udtrykker ord fra Prædikerens Bog det, som har været rammen og vilkårene, og som han har haft 89 år til at byde ind med.
”Med de ord lægges der en dyb mening ind i livet, som jeg er taknemmelig over.”