I en årrække var Per Schultz Jørgensen vant til at blive vækket af journalister, der ringede tidligt for at få en udtalelse fra Børnerådets formand. Han blev kendt for uanset tid på dagen at kunne svare reflekteret og klart. Så sent som i formiddags gav børne- og familielivsforskeren, socialpsykologen, professor emeritus et interview til et magasin om børneopdragelse. Han er fortsat med at skrive bøger, holde foredrag om robusthed og karakterdannelse og give sig tid til at svare, når journalister har ringet for at tale med manden, som har bevaret passionen for sit fag og ved, hvor det brænder på i børnelivet – også i en hyper digitaliseret tid. Han er 89 år, men er blevet ved med at være børnenes advokat og en mester i at sætte ord på familielivets dynamikker.
Den her samtale er anderledes. Per Schultz Jørgensen har fået en ultimativ melding fra kræftafdelingen. Han har skrevet et digt om konsultationen på Gentofte Sygehus en solrig augustdag for et år siden. I chokket mistede den drevne formidler sproget for en stund. Han havde hostet og var gået til lægen uden at føle sig syg, men den praktiserende læge mente, han burde scannes. Det var efter konsultationen med gennemgangen af scanningsresultatet, ordene slap op. Digtet lyder: