Min far stod i entreen og var ved at tage sit overtøj på for at gå ned til Rådhuspladsen med mine to mindre søskende De skulle se juletræet blive tændt. Det var den 4. december 1943. Pludselig ringede det på døren, udenfor stod sortklædte Gestapo-folk med våben i hænderne: ”Er De Frovin Jørgensen – hænderne op”. Og så baglæns ind i gangen. Jeg overværede det ikke selv, fordi min søster Hedvig og jeg var ude at løbe på skøjter på engen, og da vi kom hjem, var forhør og ransagning i fuld gang. Allerede da vi rundede hjørnet og kom ind på vores egen vej, så vi med det samme det oplyste hus. Det var så bemærkelsesværdigt i en tid med mørkelægning, at vi blev meget urolige. Og denne uro forstærkedes, da vi så en bil holde uden for huset.
Noget måtte være galt, og hvad det var, blev vi hurtigt klar over. Fordøren var – helt usædvanligt – låst. Vi ringede på – og døren blev åbnet af en tysk soldat. Inde i hallen sad vores søskende, min ældste storesøster med vores lille bror på tre en halv måned på skødet. Vi blev placeret ved bordet i tavshed, mens uniformerede folk gik ud og ind gennem rummet. Vi fornemmede tydeligt, at der inde i de to stuer foregik en alvorlig afhøring eller noget i den retning. Hvor længe vi sad i hallen, står ikke klart for mig, men derimod, at jeg på et tidspunkt ikke kunne styre mig længere. Jeg gik ind i den lille stue og lindede på skydedøren ind til de stuer, hvor det hele foregik. Her blev jeg med det samme gennet tilbage og kommanderet ud i hallen. Så fandt jeg på en anden vej, nemlig gennem køkkenet og et anretterrum, hvorfra man kunne åbne en dør ind til stuerne og få et blik på, hvad der foregik. Min mor stod i det ene hjørne af stuen, min far i det andet – og tyskerne var i gang med at endevende skuffer og reoler. Alt blev hældt ud på gulvet, imens de råbte op og stillede spørgsmål. Igen blev jeg kommanderet ud. Tilbage i hallen til de andre, og der sad jeg så, da en ikke særlig høj mand i sort tysk uniform kom ud og sagde, at han ville tale med mig. Han talte dansk, og han var – hvad jeg senere blev klar over – Peter Brinkmand (der blev henrettet i 1947). Han tog mig med ud i gangen og spurgte mig ganske venligt, om jeg ville hjælpe min far. Det bekræftede jeg, og så fulgte spørgsmålene, om jeg havde set et trykkeri, om jeg havde set store kasser, og om jeg kunne huske det ene og det andet. Jeg benægtede alt, jeg havde intet set – og stod der i gangen med ryggen mod det endnu våde overtøj og tænkte ved mig selv, at han ikke på nogen måde skulle lokke mig ud i et eller andet. En klar fornemmelse af, at jeg havde et vist overblik, eller at jeg kunne gennemskue ham og hans forehavende.
Hvorfor jeg var besat af en sådan omkringfarende rastløshed, ved jeg ikke. Hvad jeg ville opnå, ved jeg heller ikke. Dybest set var det nok bare en nervøs uro og dermed en angst, som jeg ikke kunne komme af med, og som måske hang sammen med en vis fornemmelse af, hvad der var på spil. Jeg må have virket mistænkelig på Brinkmand, og derfor var det selvfølgelig en naturlig tanke for ham at afhøre mig. Hvorfor insisterede han så ikke mere og gik hårdt til mig? Jeg ved det ikke, måske oplevede han, at han havde langt de fleste af kortene på hånden allerede. På Staldgården sad nemlig den person, som havde tilstået det hele og havde leveret alle navne og adresser på de folk, der var med i gruppen omkring Budstikken. Derfor handlede det vel for Brinkmand om hurtigt at få fat i gruppens medlemmer, for derefter havde han metoder til at få oplysninger ud af dem. Derfor gjorde de sig færdige, tog skrivemaskinen med og bad min far tage det nødvendige tøj med sig – ud i gangen og her en hurtig afsked med store og små. Ned ad fortrappen, mens min mor og vi børn stod oppe ved fordøren.
Brinkmand og tre andre uniformerede Gestapo-folk masede min far ind i den forholdsvis lille DKW – mens vi stod oppe på trappens øverste trin og så til. Og så kørte de. Klokken var vel omkring 18 – det var mørkt dér i starten af december. Jeg har altid ment, at min mor i en slags optændt raseri nærmest råbte til Gestapo-folkene på vej ind i bilen med min far: ”Vi bøjer ikke nakken.” Jeg kan næsten se os stå deroppe på trappen og høre ordene. Og for mig er denne situation blevet mejslet ind i fortællingen – også forstærket af de mange gange, historien rent faktisk er blevet fortalt.
Men måske var det slet ikke der, ordene faldt. Min mor skriver i hvert fald i sin beretning om krigen, at det var noget, de sagde til hinanden, hun og min far, da de tog afsked i hallen eller i gangen. Men ordene fik ikonisk status som en del af fortællingen om krigen, arrestationen, fællesskabet og vores kamp for at komme ’frelst’ igennem.