Selvom hun blev mere og mere syg, fortsatte hun med at få andre til at føle sig set

"Til hest med det" sagde Ella Nexgaard Keseler om de uvæsentlige ting. Hun døde dagen inden sin 63-års fødselsdag

Ella Nexgaard Keseler var jyde, men ikke en sindig en af slagsen. Der var fart på og store armbevægelser.
Ella Nexgaard Keseler var jyde, men ikke en sindig en af slagsen. Der var fart på og store armbevægelser. Foto: Privatfoto.

"Fik jeg set det, jeg ville?", spurgte Ella Nexgaard Keseler sig selv i nogle noter inden sin død.

"Jeg har samlet sten! Hentet den sidste ko i marken, som ikke selv kunne finde ind til malkning."

Hun har sunget "Vær velkommen, Herrens år" i et gravkammer i Egypten. Været nattevagt på Møltrup Optagelseshjem, syet bukseknapper i for rockere i Vridsløselille Statsfængsel. Hun har skabt en dejlig familie og et imponerende stort netværk af venner fra blandt andet det lokale missionshus.

Ella Nexgaard Keseler døde dagen før sin 63-årsfødselsdag efter halvandet års kræftsygdom. I stedet for blomster til begravelsen ønskede hun donationer til Psykiatrifonden. For mens hun selv oplevede god behandling, da hun fik kræft, mente hun, at der burde gøres meget mere for dem, der lider psykisk.

Det var typisk Ella Nexgaard Keseler. Hun var diakon til benet: socialt indigneret og omsorgsfuld, havde øje for de svageste og appellerede til kongen i det enkelte menneske, ikke pjalten. Og så såede hun frø, hvis frugter hun ikke selv nødvendigvis høstede. 

Ella Nexgaard Keseler var den yngste af tre søskende og voksede op på en kalkunfarm i Ådum i Vestjylland. Handlekraftighed fik hun fra sin far, mildhed fra sin mor. Hun tog sin uddannelse som socialpædagog på Diakonhøjskolen i Aarhus, og til fleres overraskelse vendte hun senere snuden hjem mod Vestjylland igen.

Ella Nexgaard Keseler var nemlig ikke nogen sindig jyde, men hun forelskede sig i en. Hun og Birger Keseler fik øjnene op for hinanden på bibelcamping i 1992 over en kop kaffe i hans fortelt. Hun flyttede ind på det deltidslandbrug, han havde i Dejbjerg. I 1993 blev de gift, og i 1994 og 1997 kom deres søn og datter til verden. Mens børnene var små, arbejdede hun blandt andet med at lave personundersøgelser af fængselsindsatte for Kriminalforsorgen.

I 1992 drak Ella Nexgaard Keseler en kop kaffe med Birger Nexgaard til bibelcamping i Fjellerup. Siden blev det dem.
I 1992 drak Ella Nexgaard Keseler en kop kaffe med Birger Nexgaard til bibelcamping i Fjellerup. Siden blev det dem. Foto: Privatfoto.

Hun gav børnene udsyn til verden, lærte dem at bage, sy og male. Og hun gav sin tro videre til dem. Den var hendes livskilde. Fra den hentede hun styrke og mod, og i den fandt hun fred, lød det i præstens begravelsestale. 

Indimellem sprang hun op i mejetærskeren til sin mand, så de kunne få sig en sludder, mens arbejdet blev gjort. Masser af rejser blev det også til – både med familien og med veninder, og hun holdt af at slutte en rejsedag af med en lokal øl og et andagtsstykke.

Hun sagde "til hest med det" om alle de ting, hun ikke gad bruge tid på. Hellere tid til nærvær end til rengøring. Gerne ræse af sted i morgentrafikken, hvis det kunne give fem minutter ekstra på hovedpuden om morgenen.

Ella Nexgaard Keseler var tydelig som menneske – også i et rum. Tøjet var farverigt, og hun udtrykte sin begejstring ved at række armene i vejret, pifte og råbe "wuhuu!". Kollegerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor hun arbejdede de sidste 14,5 år, syntes, hun tog så herligt lange skridt på gangen. Der var fart på!

Et år til jul pyntede hun kontoret op med enorme grankogler. Dem havde hun smuglet med hjem fra en nationalpark i USA. Og Ella Nexgaard Keseler så altid borgeren før systemet, og hun gik gerne længere, end hun egentlig skulle. Når frustrationerne over systemets rigiditet blev for store, læssede hun af derhjemme, og hun kunne udpege et særligt bed i haven, hvor frustrationer var blevet omdannet til skønhed. 

Selvom hun blev mere og mere syg, fortsatte hun med at få andre til at føle sig set. Strikkede, syede og bagte til dem. 

"Sig til, hvis du har noget, jeg skal bede for, det kan jeg endnu," sagde hun til en ven, da kræfterne blev små. 

I noterne, som hun skrev før sin død, står der:

"Jo, jeg fik lov at se og opleve ufatteligt meget, og jeg er så taknemmelig for hver en lille del."

Skjern Kirke var fuld af både mennesker og blomster til begravelsen, og den samlede donation til Psykiatrifonden lød på 20.500 kroner.

Hun nåede ikke at møde sit første barnebarn, Vilma, som kom til verden tre uger efter Ella Nexgaard Keselers dødsdag. Men hun såede et frø. Hun efterlod en kasse fuld af strikket og syet tøj, tæpper og bamser. På kassen står der: "Til mine børnebørn".