Seniorlivsskribent: Efter mere end 45 år gider jeg ikke længere bage brunkager. Nu må børnene tage over

Julen går også igennem et generationsskifte. Men forventning og fællesskab fylder heldigvis stadig

Duften af brunkager er noget af det bedste ved julen, skriver Lis M. Frederiksen. Alligevel er hun ikke sikker på, hun orker at bage i år.
Duften af brunkager er noget af det bedste ved julen, skriver Lis M. Frederiksen. Alligevel er hun ikke sikker på, hun orker at bage i år. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Den dårlige samvittighed ligger og lurer. Er jeg virkelige faldet så meget af på den? Er det dovenskab eller bare tanken om gentagelsen år efter år, der virker udmattende?

Den gamle gnist har manglet. Min mand har ytret sin tydelige utilfredshed. Han har altid været euforisk ved tanken om, at det snart var jul, og så skulle jeg bage brunkager efter den opskrift, som min mor arvede fra vores underbo, fru havnefoged Poulsen. Ja, sådan titulerede man kvinder dengang.

Nu ligger der to ruller dej i fryseren fra sidste år. Så længe må man vist ikke opbevare madvarer. Dejen er spækket med smør i rigelige mængder. Heldigvis er der stadig tid til at afprøve, om der er smag og kraft tilbage i den krydrede dej. Om ikke andet så vil vi få juleduft i køkkenet, og det er noget af det bedste ved julen, duftene af bagværk, gran og julemiddagen. Helt fortabte er vi ikke.

Den samme træthed kom over mig, da jeg gik i kælderen og hentede kassen med julepynt. Nu igen ... Kassen og pladsen i stuerne er blevet mindre, end den var, da børnene boede hjemme. En del julepynt er fordelt til børnene, og det er skønt at se deres juletræer, hvor der også hænger ting på, som de har overtaget. Gammel julepynt, som de selv har klippet og klistret. Noget er skævt og aparte. Anden julepynt er købt på rejser. En del er fra USA – tiden med blandt andet en miniudgave af Det Hvide Hus, bitte små røde og hvide Starbucks-krus og en fin lille håndlavet indianertromme. Hjemme hos os selv er der næsten kun nisser og engle. De fleste er smukt kunsthåndværk, men også de gode gamle nisser af rødt uldgarn skal der være plads til.

Julefejringen gennemgår et generationsskifte i de fleste familier, kan jeg høre på venner og bekendte. Nogle i min egen aldersgruppe holder stædigt fast ved, at de fejrer jul hjemme, og børnene kommer hjem til mor og far til jul sammen med børnebørnene, som de altid har gjort.

Men hvad siger så svigerfamilien? Det er almindeligt at skiftes hvert andet år til at være sammen med børn og børnebørn. De børnefrie juleaftener kan være en udfordring også for fraskilte, der ikke kan finde ud af det med den tidligere ægtefælle. Planlægningen kan give hovedbrud. Ingen skal være ensomme en juleaften.

Men heldigvis er der andre tilbud. Kirker holder juleaften for dem, der ikke har nogen at være sammen med. Nogle tager på kroophold eller flygter til udlandet. Der er mange variationer. Men julefejringen fylder i vores bevidsthed. Hvem? Hvor? Hvordan?

Som julepynten er også juleaften i vores familie overgået til de voksne børn, og ærlig talt passede det mig helt fint. Jeg havde aftjent min værnepligt, selvom vi nu altid har været gode til at fordele opgaverne. Alle bidrager med et eller andet hel- eller halvfabrikeret. Men nogen skal have fat i tøjret, lægge hus til, pynte juletræ, dække bord, fordele opgaverne, og det er ikke mig længere. Til gengæld holder vi storfamiliejulefrokost for begge vores hold børn og børnebørn, søskende og fætteren og konen, hvor det er os, der har styr på, hvem der bidrager med hvad.

Forventningsfuldt går jeg og tænker over, om præsten nu holder en gedigen prædiken i år på årets vigtigste dag for folkekirken. Kirken kommer denne dag i kontakt med så mange mennesker, som langt fra alle er vante kirkegængere. Jeg har oplevet præster, der bare jappede deres prædiken igennem, som om de ikke kunne eller ville tage alle de kirkegængere alvorligt, som kun kommer i kirke denne ene gang om året. Men de fleste præster gør sig heldigvis umage.

Salmesangen og juleevangeliet var noget af det bedste ved juleaften, da jeg var barn. ”Dejlig er jorden” og ”Det skete i de dage” . Det var, som om tiden stod stille – dengang som nu. Ordene gror fast i en. Gentagelsen år efter år har en værdi i sig selv. Men det gælder altså ikke for brunkagerne.

Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Jurist, forfatter og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, født i 1942